Modige Esthers opgør med hiv

Esther Kayombo (til venstre i grå jakke) og børn, der har nydt godt af Good Samaritan-programmet i Zambia. Foto: Bible Society of Zambia.
Esther Kayombo er en dygtig hiv-koordinator for Bibelselskabet i Zambia og en stærk kvinde. Hun blev som ung smittet med hiv og er i dag åben om sin status.
Af Christian Riis Kistrup
I en alder af 16 år blev Esther Kayombo, en skoleelev i Lusaka, Zambia, i 1994 tvunget til at gifte sig med en forretningsmand, der var over dobbelt så gammel som hende selv. Esthers familie var ekstremt fattig, og hendes forældre tænkte, at de ved at gifte hende bort på denne måde ville høste økonomiske og materielle fordele.
Men mens forældrenes drømme blev opfyldt, blev Esthers egne drømme knust i ægteskabet med en mand på 35, og det skulle vise sig at være begyndelsen på en række alvorlige problemer for hende.
Hendes mand var dranker og kvindebedårer. Hans misbrug bestod bl.a. i at slå hende, tvinge hende til at have sex med sig og prale om sine andre kvinder.
”Jeg blev i dette voldelige ægteskab i næsten 5 år”, siger Esther. ”Jeg blev meget syg og blev behandlet for en række seksuelt overførte sygdomme”.
Forældrenes modvilje og Esthers frigørelse
Esther tabte sig meget. I 2005 blev hun på et hospital vejet til blot 31 kg, og hun fik ved samme lejlighed konstateret hiv og tuberkulose. Umiddelbart efter de diagnoser besluttede hun sig til, for hendes eget bedste og trods stor modvilje fra sine forældre, at forlade sin mand. Hun flyttede ind hos sin halvsøster, som boede i det østlige Lusaka, hvor hverken hendes forældre eller mand kunne finde hende.
Frigjort fra deres bevågenhed genoptog hun den uddannelse, hun havde været tvunget til at opgive som følge af ægteskabet og begyndte at studere på deltid. Hendes mand, siger hun i dag, gav hende alt, hun behøvede – på nær lykke, som hun blev nægtet pga. hans fysiske og psykiske mishandling.
Motiveret af ønsket om at hjælpe kvinder i lignende situationer – især kvinder fra landet – tog Esther den modige beslutning at være åben om sin hiv-status. I dag arbejder hun for Bibelselskabet i Zambia som hiv-koordinator, hvor hun udfører et værdifuldt, banebrydende arbejde med at uddanne andre mennesker.
Hun ønsker også at være med til at sætte en stopper for praksissen for tidligt ægteskab. Med mindre skikken med at tvinge piger til at indgå ægteskab med ældre mænd kan stoppes, er Zambias indsats mod hiv/aids-epidemien dømt til at fejle, siger Esther Kayombo.
Støt The Good Samaritan i Afrika