Bibelens historie

A+/a-      Tip ven

Bibelen fortæller om Gud, og hvad Gud har været og stadig er for mange mennesker i dag. Den, der gerne vil vide noget om Gud, finder svar på mange spørgsmål i Bibelen.

Bibelen er en stor bog, der minder om et lille bibliotek. Den indeholder 66 forskellige bøger: 39 i Det Gamle Testamente og 27 i Det Nye Testamente.

Den er blevet til over flere hundrede år, og den er skrevet af mange forskellige mennesker. De har alle det til fælles, at de vil fortælle om Gud; om hvad Gud har betydet og betyder for dem, både som enkeltpersoner og i høj grad som folk.

De skriver ud fra den tid og den historie og sammenhæng, de hver især står i. Det er her, de ser, hører og erfarer, at Gud er eller ikke er med dem. Men selvom der fortælles meget historie i Bibelen, så er det egentlige og vigtigste formål med Bibelen ikke at være en historiebog. Altså, en bog, der fortæller faktuelt og præcist om folk, krige, erobringer, folkevandringer, fredsslutninger og meget andet.

Formålet med Bibelen er at fortælle om Gud og mennesker og om deres indbyrdes historie. Det vil sige, hvordan Gud er en del af menneskers historie. Og hvordan det er som menneske og folk at leve i en konkret tid med Gud som Gud.

Der kan altså siges meget mere og andet om verdens og menneskers faktuelle og faktiske historie end det, der står i Bibelen. Men hvis du vil vide noget om Gud, så er Bibelen et godt sted at begynde og at læse. Her finder du svar på mange spørgsmål.

Til top | Disclaimer | Copyright © Bibelselskabet | Opdateret: 17-03-2008
 
Get Adobe Flash player