Bibelens persongalleri
I Bibelen møder vi et væld af personer. De er vigtige for den historie, som bliver fortalt i Bibelen. Men de har også en videre betydning end det.
Bibelen fortæller den store historie om Gud og mennesker, men den fortæller også en lang række mindre historier, som handler om enkeltpersoner. Disse mennesker kan vi faktisk også i dag spejle os i og måske lære noget både om os selv og om vores forhold til Gud og andre mennesker.
I dette afsnit kan du vælge at læse mere om forskellige personer fra Bibelen, fx om David. Det Gamle Testamente fortæller, hvordan han var en stor konge, men også et menneske med meget menneskelige svagheder. Eller om Judas, som Det Nye Testamente fortæller er en af Jesus’ nærmeste, indtil han forråder ham. Og ikke mindst kan du læse om Jesus, Guds søn og verdens frelser, men på samme tid et menneske.
Bibelens personfortællinger er meget gamle og fortæller om en helt anden tid, end den vi lever i. Men de er også fortællinger om menneskelige svagheder og styrker, som til enhver tid har noget at sige om den måde, som mennesker lever på.