David
Ikon af David, Bibliotheque Nationale de Paris
Kong David er på mange måder idealet i Bibelen – både som konge og som menneske. Historien om ham er da også en af Det Gamle Testamentes længste og mest begivenhedsrige. Han er hyrdedrengen, som efter mange dramatiske hændelser ender som idealkongen.
Baggrunden for historien om David er, at Israels folk længe har ønsket sig en konge for at ligne de andre folkeslag. De får Saul, som salves til konge af profeten Samuel. Men Saul er ikke i længden værdig til at være konge, og Gud sender profeten Samuel til Isajs hus i byen Betlehem for blandt hans sønner at finde Israels næste konge.
Ingen af Isajs ældste sønner viser sig dog at være den rigtige. Det er til gengæld hans yngste søn, som er fårehyrde, og som ingen i første omgang havde tænkt på at kalde ind. Men han bliver hentet ude fra marken og Samuel salver ham.
Saul er dog endnu konge. Han plages af onde ånder, som Bibelen siger. Han er med andre ord syg, men hans lidelser lindres, når David spiller på sin citer. Saul kommer til at holde meget af David, gør ham til hærfører og giver ham endda sin datter til kone. Men det går David alt for godt, og derfor bliver Saul misundelig og vil slå ham ihjel. David flygter og lever i ørkenen som en slags røverkonge. Han må endda gå i Israels fjenders tjeneste for at klare sig.
Da Saul dør – Bibelen fortæller udtrykkeligt, at David ikke har haft noget med det at gøre - kan David endelig vende tilbage og gøre krav på sin trone. Som konge er han Guds særligt udvalgte og salvede. Han er en stor kriger, som erobrer meget land og gør Israel til et stort og velhavende rige.
Men selv David kan ikke holde sig på god fod med Herren. Han ser en smuk kvinde, Batseba, bade og bliver forelsket i hende. Da han gør hende gravid, sørger han for at hendes mand, soldaten Urias, får en krigsopgave, som med garanti vil betyde, at han bliver slået ihjel. Det er derfra, at udtrykket 'en uriaspost' stammer. Hør historien om David og Batseba fortalt her.
Derfor ender Davids historie med, at Gud lader hans familie gå i opløsning gennem sygdom, død og intern splid.
David i Det Nye Testamente
Der er en meget nær forbindelse mellem Det Gamle og Det Nye Testamente, når det kommer til David. Det skyldes profeten Esajas’ profetier om, at der skal skyde en kvist af Isajs stub (Esajas Bog kap. 11). Det vil sige, at Esajas forudsiger, at der ud af Davids slægt skal rejse sig en frelserskikkelse, som skal genrejse Guds folk.
Der er således en række paralleller mellem David og Jesus. David er fra Betlehem, og derfor, fortælles det, fødes Jesus i Betlehem. Jesus kaldes Davids søn og evangelierne fortæller, at mange forventede, at han skulle blive en ny storkonge ligesom David, der skulle jage den romerske besættelsesmagt ud af Jerusalem og Israel, og gøre landet stort og velhavende igen. Desuden var David hyrde, inden han blev konge, og Jesus siger i Johannesevangeliet kap. 10,11 om sig selv, at han er den gode hyrde.
Det kan virke underligt, at en mand, som ikke gør Guds vilje, og som Gud endda straffer ved at lade hans familie smuldre, skulle være idealet, som endda bliver opfattet som en slags forløber for Jesus. Men der er to ting, der giver David en særlig rolle i Det Gamle Testamente og i hele Bibelen.
For det første er han indbegrebet af forholdet mellem Gud og mennesker. David er nemlig ikke den eneste af Guds særligt udvalgte i Det Gamle Testamente, som laver fejltrin, der får konsekvenser – fx får Moses ikke selv lov til at komme ind i Kanaans land, selvom han har ført israelitterne fra Ægypten gennem ørkenen for at nå landet.
Det hænger sammen med, at i Det Gamle Testamentes historie er David – og Moses og de andre, som Gud udvælger - kun mennesker. De lever på de samme vilkår, som alle mennesker har levet på, siden Adam og Eva blev smidt ud af Paradis. Det, der gør David til noget særligt, er altså ikke at han er særligt god eller klog eller from, men, at han bliver ved med at stole på Gud.
Derudover fortæller Det Gamle Testamente som nævnt, at David gør Israel til et stort og velhavende rige. Han er derfor nært forbundet med tanken om Israel som Guds udvalgte folk, og tanken om ham er derfor også i Bibelen knyttet til et fremtidshåb. Sådan fortolkes han i hvert fald ofte.
Mange af salmerne i Salmernes Bog er tillagt David, og derfor kalder man dem også Davidssalmer. En af de mest kendte er Salme 23, Herren er min hyrde. Her bliver der netop udtrykt en meget stærk tillid til Gud. Det er altså det billede, man trods alle hans fejl finder af David i Bibelen: et menneske, som stoler på Gud.