Statue af den hellige Treenighed. Findes på toppen af "The holy Trinity Column i Olomouc, Tjekkiet.
Treenigheden - Faderens, Sønnens og Helligåndens guddommelige natur - blev vedtaget på et kirkemøde i 381, men læren om treenigheden udgør stadig et teologisk problem, fortæller Anders-Christian Jacobsen, ph.d. og professor i dogmatik ved Aarhus Universitet. Foto: Wikimedia Commons

Brevkassen: Hvordan blev treenigheden accepteret af de kristne?

Ole vil gerne vide, hvordan de kristne kunne godtage læren om treenigheden. Anders-Christian Jacobsen hjælper med et svar.

Hej Bibelselskab 

Jeg har altid undret mig over, at den såkaldte "treenighed" er blevet accepteret af de fleste mennesker. Den er jo blevet vedtaget på et tidspunkt, da arianismen havde en stor udbredelse i Mellemøsten, og her har så den stærkeste vundet. Er den unitariske opfattelse i strid med Bibelen eller den til stadighed dominerende Kirke?

Venlig Hilsen

Ole F

***************************

Hej Ole,

Treenighedslæren findes ikke i Bibelen. Den er et forsøg på at fortolke Bibelens udsagn om Gud. Én Gud eller tre guder? Det spørgsmål har kristne diskuteret stort set siden kristendommen opstod. 

Problemet har sit udspring i Det Nye Testamente. Det Nye Testamentes forfattere omtaler både Gud Faderen, Jesus og Helligånden som guddommelige. Jesus betegnes som Gud (Joh 1,1) og Guds Søn (f.eks. Matt 27,54). Jesus kaldte også ifølge Johannesevangeliet Gud for sin far (Joh 17,1). Helligånden omtales ikke direkte som en selvstændig guddom, men som Guds Ånd, der gives til mennesker (1 Kor 6,19), og som Gud bruger til at gøre sin gerning i mennesket og i verden, f.eks. da Jesus blev undfanget i Maria ved Helligånden (Matt 1,18.20). 

I løbet af de første 300 år af kristendommens historie blev det diskuteret heftigt blandt de kristne, hvordan Bibelens udsagn om Faderens, Sønnens og Helligåndens guddommelighed skulle forstås. Det ser ud som om, de fleste kristne i de første århundreder umiddelbart antog, at der kun er én Gud, men samtidig også at Jesus var Guds Søn og dermed guddommelig, og at Helligånden også på én eller anden måde var guddommelig.

Samtidig var der dog andre, der protesterede mod denne udvikling, idet de hævdede, at Gud ikke både kan være én og tre. Den mest betydningsfulde af disse teologer var Arius, en præst fra Alexandria. Han fastholdt, at der ifølge kristendommen kun er én Gud. Derfor afviste han, at Jesus og Helligånden er guddommelige.

Det førte til en langvarig strid i kirken mellem Arius og hans tilhængere på den ene side, og Arius’ modstandere, der blev anført at Athanasius fra Alexandria, på den anden side. Denne strid blev forsøgt bilagt på det første økumeniske koncilium (et kirkemøde, der omfatter alle kristne) i Nikæa i 325. På dette koncilium vedtog biskopperne en trosbekendelse, hvori det fastslås, at der er én Gud, og at Sønnen er af samme ’væsen’ som Faderen. 'Væsen' kan også forstås som substans eller natur.

Det var imidlertid først på det andet fælles kirkemøde i Konstantinopel i 381, at striden fandt sin foreløbige afslutning, idet de fleste tilsluttede sig en trosbekendelse, hvori både Faderen, Sønnen og Helligånden blev betegnet som guddommelige samtidig med, at Guds enhed blev fastholdt. Dermed var den såkaldte treenighedslære etableret. I tiden omkring og efter disse kirkemøder forsøgte teologerne at forklare treenighedslæren på en tankemæssigt sammenhængende måde. Det er imidlertid aldrig lykkedes fuldt ud. Derfor udgør treenighedslæren stadig et teologisk problem, som til stadighed må gennemtænkes.

Gennem kristendommens historie er treenighedslæren ofte blevet kritiseret for dens manglende logiske sammenhæng. Allerede på reformationstiden opstod der unitariske strømninger. De forstærkedes i oplysningstiden, hvor fornuften spillede en stor rolle i teologien. Det førte til dannelsen unitariske trossamfund, som i dag er særligt udbredte i USA.

Unitarerne fastholder en streng monoteisme, altså at der kun findes én Gud. Derfor benægter de også Jesus' og Helligåndens guddommelighed. De store kirkesamfund betragter derfor ikke unitarerne som kristne. Skønt kirkemøderne i Nikæa og Konstantinopel slog fast, at Sønnen og Helligånden er guddommelige, kan det dog ikke udelukkes, at Bibelen kan fortolkes sådan, at Sønnen og Helligånden ikke er guddommelige på samme måde som Gud Faderen. Treenighedslæren udgør også et væsentligt problem i forhold til jødedommen og islam, som kritiserer kristendommen for at have forladt monoteismen.

Med venlig hilsen

Anders-Christian Jacobsen

Anders-Christian Jacobsen er cand.theol. og ph.d. og professor MSO i dogmatik ved Aarhus Universitet. Se hans andre brevkassesvar.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.

Ordliste

Arianisme: Arius' lære hævdede, at Sønnen var skabt af Faderen og dermed ikke guddommelig. Arianerne blev fordømt af kirkemødet i Nikæa i 325.

Unitarisme: Religiøs bevægelse, der har rødder tilbage til 1500-tallet og kristendommen, og som afviser treenighedslæren. De fornægter både Jesus' og Helligåndens guddommelighed.

Første økumeniske koncil: Afholdt i Nikæa i 325. Det erklæres, at Gud og Jesus er af samme væsen, den nikæanske trosbekendelse vedtages og arianerne udstødes af kirken.

Andet økumeniske koncil: Afholdt i Konstantinopel i 381. Det vedtages, at Helligånden skal tilbedes sammen med Faderen og Sønnen.

Økumenisk koncil: Kirkemøde for alle kristne.