Kære Bibelselskabet

Jeg har tænkt meget over disse spørgsmål:

Kan en morder være kristen, for jeg er lidt forvirret. I gamle dage måtte soldater nemlig ikke være kristne, fordi det inkluderede drab, hvilket var imod kristendommen, men jeg er også blevet fortalt, at så længe, man tror på den Hellige Treenighed og er døbt, er man kristen. Hvor går grænsen? 

Og hvad hvis der er en lov som går imod Bibelen, hvad gør man så? Ignorerer man loven eller lytter man til den for kristendommens skyld? Hvor går grænsen? Og skal man lytte til alle Biblens ord, hvis det går imod loven? 

Er der en grænse indenfor kristenhedens udvikling? Jeg har læst om, at man har udviklet sig på nogle aspekter. F.eks. er der kirker, der vier homoseksuelle og kvindelige præster, selvom det går imod Bibelens ord. Er der en grænse for hvor langt man må gå væk fra den egentlige kristendom?

Venlig hilsen

Karla

---------------------------------------------------------

Svar fra Henrik Højlund:

Kære Karla

Tro og dåb

Det meget enkle og korte svar på dit spørgsmål er: Man er kristen, når man ved troen og dåben er forbundet med Jesus Kristus.

Det løber vi ind i igen og igen i Det Nye Testamente. (Markusevangeliet kapitel 16 vers 16, Mattæusevangeliet kapitel 28 vers 19-20, Johannesevangeliet kapitel 3 vers 4-5, Titusbrevet kapitel 3 vers 5-6 osv.)

Uddybning

Lidt mere svar: At være forbundet med Jesus indebærer at følge hans bud. Mange af  de nytestamentlige tekster siger det. F.eks.: »Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham.  Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord.” (Johannesevangeliet kapitel 14 vers 23-24). Eller Mattæusevangeliet kapitel 28 vers 20: ”idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer”.

Jesus tilkendegiver flere steder, at apostlenes ord er hans ord. Således f.eks. Lukasevangeliet kapitel 10 vers 16: ”Den, der hører jer, hører mig, og den, der forkaster jer, forkaster mig.”

 Så når vi læser Det Nye Testamente i sin helhed, møder vi Jesu stemme, og det vil også sige: hans bud og befalinger.

Kirken som modrøst til tidens omskiftelige stemme

Som kirke og enkeltkristne skal vi dermed følge Det Nye Testamentes ord og anvisninger, så godt vi kan. Og det vil med jævne mellemrum bringe os i modsætning til samfundets love, som kan gå i helt andre retninger end Biblens. Således også med det, du nævner: Kvindelige præster og vielse af homoseksuelle. (Selvom det hører med i billedet, at der er kristne, som er helt enige i, at vi skal følge Det Nye Testamentes ord, men som mener, at det med kvindelige præster skal fortolkes anderledes).

Vi slipper med andre ord ikke for fra tid til anden at være på tværs af samfundets love og ideologier, hvis vi vil fastholde den kristne substans. Nutidens meget udbredte forestilling – her til lands - om en kristendom, ”der udvikler sig”, udvander sagte, men sikkert kristendommen.

Vi skal som kirke turde være en modrøst til tidens hele tiden omskiftelige stemme.

Soldatertjenesten

Med hensyn til det med morder og soldat, vil jeg blot sige, at det ikke er ét og det samme. Naturligvis kan man ikke som kristen være morder. Men selv morderen kan finde vej til kristendommens nåde og tilgivelse. Så også en morder kan ende med at blive forbundet med Kristus.

En soldat kan i sin soldatertjeneste komme i en situation, hvor han/hun må tage det på sig at slå ihjel. Johannes Døberen, Jesu forløber, som Jesus sidenhen anerkendte meget stærkt og entydigt, sagde til nogle soldater, som spurgte, hvad de skulle gøre som følge af dåben hos ham: ”Ikke mishandle eller udplyndre nogen, men lade jer nøje med jeres løn”. (Lukasevangeliet kapitel 3 vers 14) Underforstået: De skulle ikke holde op med at være soldater.

Der er situationer, hvor soldaters virke er det mindste onde i mødet med anden ondskab. Altså en nødvendig handling i en situation, hvor det at undlade at handle vil bringe endnu større ondskab med sig.

Det her kunne kræve mange flere ord, men i denne omgang blot dette.

Venlig hilsen

Henrik Højlund

Henrik Højlund er uddannet teolog. Han er valgmenighedspræst og forfatter blandt andet til bogen Jeg tror, du er her. Se hans andre brevkassesvar.

--------------------------------------------------

Svar fra Andreas Christensen:

 

Kære Karla.

Tusind tak for dine spørgsmål, som er meget vigtige og meget centrale i spørgsmålene om, hvad kristendom er og hvordan vi forstår Bibelen.

Dine spørgsmål om rigtig kristendom og dens grænser er blevet stillet lige så længe, der har fandtes kristne.

I dit spørgsmål bruger du udtrykket “kristendommen”, og du bruger udtrykket “grænser”. Som jeg læser spørgsmålene, tager du udgangspunkt i tanken om, at der er en rigtig kristendom, som er det centrale (i midten), og så er der nogle grænser rundt om - og uden for disse grænser er kristendommen holdt op med at være kristendom.

”De rigtige kristne” vil efter denne tankegang være i den rigtige zone - og udenfor er de ikke-rigtige kristne.

De første kristne havde kun Det gamle Testamente, som de læste som profetiske udsagn om Jesus. Senere kom de nytestamentlige skrifter til netop for at markere de grænser, du taler om og for det beskytte det centrale. 

Paulus

Paulus skælder lidt ud på sine venner og medtroende i menigheden i Galatien og siger: “Ellers er Kristus jo død forgæves!” For ham er det altså Kristi død, som er det centrale. Han mener nemlig, at al synd er tilgivet, fordi Jesus har betalt med sit liv. Dette, skriver han, er vigtigere end loven - selvom han selv sætter nogle regler op.

Evangelierne

Senere skrev de fire evangelister på hver deres måde for at beskytte det, som de hver især syntes, er det centrale.

Koncilerne

Senere - efter at Det Nye Testamente blev samlet - har der stadig været tvivl om det centrale og grænserne for kristendommen. derfor afholdt man store samtalemøder (konciler) med kirkeledere, hvor bl.a. trosbekendelserne blev til. Det var bl.a. for at sætte grænser for talen om, hvorvidt Jesus var et rigtigt menneske eller ej (nogle mente, han var en slags ånd, som ikke døde rigtigt - og så skrev man “født”, så man kunne se, at han er et menneske). Det var helt tilbage i romersk tid.

Fundamentalerne

Tættere på vores tidsalder findes der bevægelser, som vil beskytte kristendommens centrum og sætte grænser. I USA fandtes i 1920’erne en bevægelse, der var skræmte over naturvidenskabens fremmarch, som de opfattede som en trussel mod Bibelens ord. De udgav et skrift om kristendommens kerne - eller “fundament”, som de kaldte det. Bladet hed “Fundamentalerne” og abonnenterne kalder sig stolt “fundamentalister”. Bladet forsvandt, men ordet “fundamentalist” blev hængende i sproget - nu ikke som en hæderstitel, men som en betegnelse for den bibellæser, der ikke følger med udviklingen.

Hvordan skal man læse Bibelen?

Tilbage står spørgsmålet: Hvordan er man rigtig kristen, og hvordan skal man læse Bibelen?

Der er næsten lige så mange svar, som der er kristne i verden, men to hovedstrømninger stikker ud: ifølge den ene strømning, skal Bibelen læses bogstaveligt. I den anden strømning er Bibelen et trin i en udvikling, som stadig er i gang.

Jeg selv tilhører den sidste gruppe. Derfor vier jeg f.eks. homoseksuelle. Men jeg har venner i Folkekirken og i andre kristne trossamfund, som sætter grænsen et andet sted. De er stadig mine venner, som jeg holder af og er i dialog med.

Når jeg f.eks. læser Romerbrevet, læser jeg dermed et skrift, der handler om udvikling. Når Paulus skriver: “bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende”, så er det et udsagn om udvikling, som overtrumfer de gode råd, som han udveksler om homoseksuelle, og som jeg læser som bundne til hans samtid. Men andre læser det anderledes. 

Hvad angår krig og drab, har jeg dette tæt inde på livet, idet jeg selv har deltaget i krige. Kristendommen handler om fred og kærlighed og alligevel har kristne i det meste af kristenhedens historie accepteret krig.

Jesus og senere Peter taler med officerer og det virker ikke, som om de beder disse militærpersoner om at skifte job. Paulus skriver også, at det er nødvendigt med bevæbnede myndigheder.

Hvor går grænsen? 

Det militære drab har altid været en kilde til anfægtelse, og er blevet diskuteret i hele kristendommens historie. 

Man vil typisk skelne mellem “mord” og “drab”. Et mord er et ulovligt drab. Nogle mener, at alle drab er ulovlige ifølge Moseloven, mens andre taler om, at det desværre nogle gange er nødvendigt at gribe til våben for at standse det, der er værre. 

Rundt omkring i Danmark vil du kunne høre foredrag om krig og kristendom og mange steder i landet vil der være studiekredse om kristendommens kerne og grænserne rundt om.

Hvis du går til gudstjeneste i forskellige kirker i landet, vil du også kunne høre på præstens prædiken, hvilken slags læsning af Bibelen, der er på spil i denne kirke - og præsten vil ofte svare på spørgsmål om sin brug af Bibelens tekster. 

Det centrale vil dog altid være tilgivelsens kraft.

Venlig hilsen

Andreas Christensen 

Andreas Christensen er uddannet teolog. Han er sognepræst i Hellig Kors Kirke på Nørrebro. Han er desuden orlogspræst i Søværnet og stabspræst ved Forsvarsakademiet. Se hans andre brevkassesvar.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til 'Spørg om Bibelen'? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.