Bibel og kors i skødet. Foto: Grace Smith, United Bible Societies
Foto: Grace Smith, De Forenede Bibelselskaber

Af Grace Smith, Det Britiske Bibelselskab. Oversat af Inge Haandsbæk Jensen

Den etiopiske dobbeltmorder, der blev fængselspræst

Alt håb var ude for 46-årige Hale, da han blev idømt en dobbelt livstidsstraf og smidt i fængsel. Men nedturen vendte, da han ramte bunden, og en ny vej viste sig

”Jeg er i fængsel, fordi jeg fortjener en straf.” Sådan lyder det fra etiopiske Hale på 46 år. Han er idømt en straf for mord og sidder i fængsel i Etiopiens hovedstad, Addis Ababa. Hales liv har været en daglig kamp for overlevelse lige så længe, som han kan huske.

Han har stjålet, voldtaget kvinder og har flere mord på samvittigheden. Men værst er det, at han begik forbrydelserne uden nogen synderlig årsag, fortæller han:

”Min familie hadede mig, så jeg boede i skoven som et vildt dyr op til flere måneder i træk. Jeg blev set på som en levende djævel. Men i virkeligheden var jeg blot en skal fyldt op af had og frygt."

Isoleret og angst af skyld

Den voldsomme levestil fortsatte, indtil Hale blev anholdt af myndighederne. Han blev idømt en straf på dobbelt livstid og smidt i et af Addis Ababas store fængsler. Og det tog ikke lang tid, før realiteterne gik op for Hale: Han ville aldrig komme ud af fængslet.

”Da begyndte jeg at miste håbet og gik ind i en tilstand af isolation og angst. Jeg sad altid alene i et hjørne så langt fra de andre fanger som muligt. Jeg blev efterhånden meget bevidst om, at jeg havde fortjent min straf.”

Fra sit ensomme hjørne i det store opholdsrum i fængslet fik den deprimerede og angstplagede Hale en dag øje på en sort boks på et af bordene. Det var en proclaimer; en slags båndoptager, som kan afspille Bibelen. Den var doneret til fængslet af Det Etiopiske Bibelselskab og organisationen Faith Comes By Hearing, så de indsatte kunne høre historier fra Det Nye Testamente”

På billedet ses to indsatte, der lytter til en proclaimer på et fællesareal. Foto: De Forenede Bibelselskaber
På billedet ses to indsatte, der lytter til en proclaimer på et fællesareal. Foto: De Forenede Bibelselskaber

"Jeg kan huske den første historie, jeg hørte. Den her fyr ved navn Jesus talte med to andre, som jeg kunne forstå vist var kriminelle ligesom mig. Alle tre var blevet dømt skyldige, og de skulle dø på en lidelsesfuld måde”, fortæller Hale og fortsætter:

”Men da en af de kriminelle fornærmede Jesus, tog den anden ham i forsvar, fordi Jesus ikke havde gjort noget. Det undrede mig meget. Hvorfor var ham der Jesus dødsdømt, når han ikke var skyldig i nogen forbrydelse? Efterhånden forstod jeg, at det handlede om Gud, som aldrig svigter sine børn. At hans troskab er så stærk, at han sendte sin søn ned for at tage alle vores synder på sig og dø uskyldig, så vi kan blive frelst."

En ny chance

Hale kunne ikke slippe historien. Han lå søvnløs de følgende nætter og tænkte over, hvordan han selv var blevet udstødt af samfundet ligesom Guds søn. Men ifølge historien fra lydbibelen var han stadig accepteret og elsket af Gud og af Jesus. Betød det, at der var et håb om tilgivelse? Var han stadig noget værd som menneske?

Det er nu ti år siden, at Hale begyndte at lytte med på Lydbibelens historier, når han sad i hjørnet af opholdsrummet. Meget er sket siden dengang. Hale begyndte at tænke over sin eksistens og forholdet til Gud og sine medmennesker, og langsomt forsvandt hans vrede og trangen til at isolere sig.

I dag er Hale vellidt og respekteret som fængselspræst, og han samarbejder med Faith Comes By Hearing-gruppen hver dag. Ydermere er hans dobbelte livstidsdom blevet nedsat til 25 år, og han drømmer ikke længere om at flygte fra fængslet.

”Jeg har fået en meningsfuld hverdag, og jeg er glad for at være her nu og gøre nytte for de andre fanger. Jeg møder mandlige fanger, som er fyldt med samme vrede og opgivelse, som jeg selv har oplevet. Jeg ved, hvordan de har det. Og derfor er jeg i stand til at hjælpe dem ved at bruge Bibelens historier som et spejl, der får dem til at genoverveje, hvem de er, og hvor de er på vej hen. Det er aldrig for sent.”

Hale er ikke mandens rigtige navn. Hans identitet er kendt af Bibelselskabet.

Fængselspræsten "Hale"

  • 46 år gammel
  • Idømt dobbelt livstidsstraf for tyveri, voldtægt og mord
  • Dommen blev nedsat til 25 års fængsel
  • Fandt Gud for ti år siden
  • Er i dag fængselspræst