Morten Pontoppidans Bibelske Historier fortalte for Børn er udkommet i mange udgaver og utallige oplag i de seneste 100 år. Nu udkommer Drengen, der ville tælle stjernerne som en egentlig gendigtning og nyfortolkning med nye, originale illustrationer, der understøtter de ikoniske fortællinger fra Det Gamle Testamente:

”Med denne gendigtning vil vi på én gang sikre den røde tråd fra Pontoppidans oprindelige udgivelse og understøtte, at nye generationer lærer Det Gamle Testamentes stærke fortællinger at kende ved at opdatere sproget og tonen,” fortæller Louise Langhoff Koch, som står bag gendigtningen, og som i forvejen er forfatter til en række bøger til så vel børn som voksne i eget navn.

Lignende ambitioner havde Morten Pontoppidan, da han i årene 1909-1911 udgav Bibelske Historier fortalte for Børn. Med det, som dengang blev opfattet som en mere folkelig og munter genfortælling, ville han mere skabe en morskabsbog end en lektiebog eller lærebog. Han ville nærme sig børnenes sprogbrug og deres tankegang og søgte at ramme en næsten eventyrlig grundtone.

Førsteudgaven blev forsynet med et omslagsbillede, der forestillede Mosesbarnet, der findes af den ægyptiske prinsesse. Og bogens allerførste fortælling er netop dén:

”Det er længe, længe siden, mere end hundrede, ja mere end tusinde Aar siden. Det var langt herfra, i det Land, hvor Storken flyver hen om Vinteren. Ægypten hedder Landet. Ogsaa dengang, for længe siden, fløj Storken til Ægypten og gik og vadede med sine lange røde Hoser mellem Rør og Siv ved Nilflodens Bredder. Og saa var det en dag, at Storken spredte sine Vinger ud og fløj op over sivene; for der kom nogen. Dem behøv Storken nu ikke at blive bange for. Det var Blot Prinsessen og hendes Piger, der skulde ud at bade…”

Prinsessen finder et barn, der driver ned ad floden i en kurv, tager det op og ser, at det er en lille hebræerdreng, smuk og med klare øjne. Hun giver ham navnet Moses. Han skal have en amme, og forsynet vil, at det bliver Moses’ moder, der netop har reddet sit barn fra at blive slået ihjel. Det er således moderen, ammen, den hebræiske kvinde, der fortæller Moses og dermed os alle hele den bibelske urhistorie.

I den nye gendigtning er beretningen om Moses fortsat den første fortælling, vi læser – også før de to skabelsesberetninger:

”Vi har bevaret Pontoppidans udvalg og rækkefølge, ligesom vi har forsøgt at gengive de hovedtemaer, som Pontoppidan lægger vægt på i den enkelte fortælling. Men jeg har arbejdet en del med sproget og tonen, da store dele af beretningerne ellers vil være tæt på uforståelige for børn i dag. Så i respekt for de oprindelige ambitioner om at skrive i øjenhøjde med børn har sproget fået en særlig opdatering,” fortæller Louise Langhoff Koch. Hun har også arbejdet med personfremstillingen i en række af fortællingerne og har været optaget af at tydeliggøre hovedpersoners indre liv så vel som personernes reaktioner på det, der sker.

I Drengen, der ville tælle stjernerne mærker man stadig styrken i Morten Pontoppidans oprindelige genfortælling og hans særlige evne til at øse af folkeeventyrenes verden. I Joseffortællingen ruller Pontoppidan sig ud, når han fortæller om Josef og Egyptens rigdomme, da de fattige israelitiske bondeknolde, der skal vise sig at være Josef brødre, kommer for at købe korn. Netop dén fortælling fandt Louise Langhoff Koch særlig fornøjelse i at skulle gendigte:

”Fortællingen rummer saft og kraft i sig selv, og Pontoppidans udgave formidler på prægnant vis beretningen om lillebroren, der bliver Faraos højre hånd og på sin vis får hævn over sine brødre, der troede, han var død. Det, jeg særligt har arbejdet med, er at få denne og andre af fortællingernes drama tydeligere frem, så læserne må sidde og holde vejret i spænding over, hvad der nu sker.”

”Det er jo vanvittigt gode, elementært spændende og dramatiske fortællinger, vi finder i Det Gamle Testamente, uddyber Louise Langhoff Koch. ”Og det ville på alle måder være ærgerligt, hvis ikke nye generationer får adgang til dem, ikke som lektiebøger eller lærebøger, men som levende fortællinger, der er lyttet til og læst op af mor, far, bedstemor eller farfar. Ganske, som Morten Pontoppidan ønskede sig.”

Kilde til fremstillingen af Morten Pontoppidans ”Bibelske Historier fortalte for Børn”: 
Carsten Bach Jensen, Bibelen i Danmark, Bibelselskabets Forlag, 2019.