Bibelen online

Første Samuelsbog Kapitel 18

Sauls skinsyge på David

Da samtalen mellem David og Saul var forbi, tog Saul samme dag David til sig og gav ham ikke lov til at vende tilbage til sin fars hus. Jonatan følte sig tæt knyttet til David, og han elskede ham lige så højt som sig selv; han sluttede pagt med David, fordi han elskede ham som sig selv. Jonatan tog den kappe af, han havde på, og gav den til David sammen med sin dragt, ja, selv sit sværd, sin bue og sit bælte. Hver gang David drog ud, hvor Saul end sendte ham hen, havde han lykken med sig, så Saul satte ham over sine krigere. Hele folket beundrede ham, og det gjorde Sauls folk også.

Da de kom tilbage, efter at David havde dræbt filisteren, gik kvinderne fra alle byer i Israel kong Saul i møde under sang og dans til pauker, glædesråb og triangler, og de dansende kvinder sang:

Saul har dræbt sine tusinder,

men David sine titusinder.

Det syntes Saul ikke om, og han blev meget vred. Han sagde: »David giver de ti tusind og mig tusind. Nu mangler han kun kongemagten!« Fra den dag så Saul skævt til David.

Dagen efter greb den onde ånd fra Gud Saul, så han kom i profetisk henrykkelse inde i huset, mens David spillede, som han plejede. Saul havde et spyd i hånden, og han kastede det mod David og sagde: »Nu spidder jeg ham til væggen!« Men to gange sprang David til side.

Saul blev bange for David, fordi Herren var med ham og havde forladt Saul. Derfor fjernede Saul ham fra sig og gjorde ham til tusindfører. David førte sine folk ud i kamp og hjem igen, og overalt hvor han færdedes, havde han lykken med sig, fordi Herren var med ham. Da Saul så, hvor meget David havde lykken med sig, blev han grebet af frygt for ham. Men hele Israel og Juda elskede David, fordi det var ham, der førte dem ud i kamp og hjem igen.

Davids ægteskab med Sauls datter

Saul sagde til David: »Jeg vil give dig min ældste datter Merab til hustru, hvis du viser dig tapper i min tjeneste og fører Herrens krige.« Saul tænkte nemlig: »Det skal ikke være min, men filistrenes hånd, der rammer ham.« Men David svarede Saul: »Hvem er jeg, og hvad er min stamme og min fars slægt i Israel, at jeg skulle blive kongens svigersøn?«

Men ved den tid, da Sauls datter Merab skulle gives til David, var hun allerede blevet gift med Adriel fra Mehola.

Sauls datter Mikal elskede David. Det fik Saul at vide, og det var han godt tilfreds med, for han tænkte: »Jeg vil give hende til ham, så hun kan blive en snare for ham, og filistrene kan få ram på ham.« Saul sagde så for anden gang til David: »Nu kan du blive min svigersøn.«

Saul befalede sine folk, at de underhånden skulle sige til David: »Kongen holder af dig, og alle hans folk elsker dig. Nu kan du blive kongens svigersøn.« Sauls folk lod disse ord gå videre til David. Men David sagde: »Synes I, det er en lille ting at blive kongens svigersøn? Jeg er jo en fattig og ringe mand.« Sauls folk fortalte ham, hvad David havde sagt. Så sagde Saul: »I skal sige til David, at kongen ikke bryder sig om anden brudekøbssum end hundrede filisterforhuder som hævn over kongens fjender.« Det var Sauls plan, at David skulle falde for filistrenes hånd. Hans folk fortalte David, hvad Saul havde sagt, og han var tilfreds med vilkårene for at blive kongens svigersøn. Inden tiden var gået, brød David op med sine mænd og drog ud og slog to hundrede filistre ihjel. Og David kom med deres forhuder, som blev leveret til kongen i fuldt tal, så han kunne blive kongens svigersøn. Saul gav ham sin datter Mikal til hustru.

Saul indså, at Herren var med David. Og da Sauls datter Mikal elskede David, blev Saul endnu mere bange for ham. For al fremtid var Saul en fjende af David.

Filistrenes feltherrer rykkede ofte ud. Men hver gang de rykkede ud, gik det David bedre end nogen anden af Sauls folk, så der gik stort ry af ham.

Krydshenvisning:

1 Sam 17,15

Krydshenvisning:

1 Sam 19,1 20,17

Krydshenvisning:

2 Sam 1,26 21,7

Krydshenvisning:

2 Mos 15,20

Dom 11,34

Krydshenvisning:

1 Sam 21,12 29,5

Sir 47,6

Krydshenvisning:
Krydshenvisning:

1 Sam 20,33

Krydshenvisning:

2 Sam 7,18

Krydshenvisning:

2 Sam 21,8

Krydshenvisning:

1 Sam 22,14

Krydshenvisning:

2 Sam 3,14

Maria fra Magdala

En graphic novel om Jesus og hans tid
Maria fra Magdala
279,95

Forfatter: Kristian Leth
Illustrator: Peter Snejbjerg
Sidetal: 112 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-271-1
Mål: 19 x 26 cm.