Israels konge, Judas konge og Edoms konge drog så af sted, men da de havde tilbagelagt en strækning på syv dagsmarcher, var der ikke mere vand til hæren og til dyrene, de havde med. Israels konge udbrød: »Ak, Herren har bestemt kaldt disse tre konger ud for at give dem i Moabs magt.« Joshafat spurgte: »Er der ikke en af Herrens profeter her, hos hvem vi kan søge råd fra Herren?« En af Israels konges folk svarede: »Her er Elisa, Shafats søn; han var den, der hældte vand over Elias' hænder.« Joshafat sagde: »Hos ham er Herrens ord.« Israels konge og Joshafat og Edoms konge gik så ned til ham. Men Elisa sagde til Israels konge: »Hvad har du og jeg med hinanden at gøre? Gå du til din fars og mors profeter!« Men Israels konge svarede ham: »Nej, det er Herren, der har kaldt disse tre konger ud for at give dem i Moabs magt.« Elisa svarede: »Så sandt Hærskarers Herre lever, som jeg er i tjeneste hos: Havde det ikke været for Judas konge Joshafats skyld, ville jeg ikke have ænset dig eller værdiget dig et blik. Men hent mig nu en, der kan spille!« Mens han spillede, greb Herrens hånd Elisa, og han sagde: »Dette siger Herren: Grav denne dal fuld af grøfter, for dette siger Herren: I får hverken vind eller regn at se, og dog skal denne dal fyldes med vand, så både I og jeres hær og dyr kan drikke. Men det er ikke nok i Herrens øjne; derfor vil han også give Moab i jeres magt. I skal indtage alle befæstede byer og alle prægtige byer, fælde alle nyttige træer og tilstoppe alle kilder, og alle gode marker skal I ødelægge med sten.«

Næste morgen ved morgenofferets tid strømmede der vand ned fra Edom, og landet fyldtes med vand. I hele Moab havde man hørt, at kongerne var rykket ud for at angribe dem, og alle fra den våbenføre alder og opefter var blevet kaldt sammen og havde taget opstilling langs grænsen. Tidligt om morgenen, da solen stod op over vandet, så moabitterne vandet foran sig rødt som blod, og de råbte: »Det er blod! Kongerne er kommet i indbyrdes kamp og har slået hinanden ihjel. Nu ud efter byttet, Moab!« Men da de kom til Israels lejr, gik israelitterne til modstand og slog moabitterne, som tog flugten, og de trængte ind i landet og erobrede Moab. Byerne rev de ned, og alle gode marker dængede de til med sten – hver mand kastede sin sten – alle kilder tilstoppede de, og alle nyttige træer fældede de. Til sidst stod kun Kir-Hareset tilbage, og den blev omringet af slyngekastere, der gik til angreb på den. Da Moabs konge så, at han ikke kunne slå angrebet tilbage, prøvede han med syv hundrede mand med dragne sværd at bryde igennem hen imod Edoms konge, men det mislykkedes. Da tog han sin førstefødte søn, der skulle være konge efter ham, og bragte ham som brændoffer på muren. Der kom stor vrede over Israel, og de brød op og vendte tilbage til deres land.