Bibelen online

Apostlenes Gerninger Kapitel 25

Paulus' anke til kejseren

Tre dage efter at Festus havde tiltrådt sit embede, rejste han fra Cæsarea op til Jerusalem. Ypperstepræsterne og jødernes førende mænd fremførte deres anklage mod Paulus for ham. De bad ham indtrængende om at vise dem den gunst at lade Paulus hente til Jerusalem. De ville nemlig lægge sig i baghold og slå ham ihjel undervejs. Festus svarede, at Paulus skulle holdes i forvaring i Cæsarea, men at han selv snart ville rejse derned. »De af jer,« sagde han, »som har fuldmagt til det, kan så tage med og rejse anklage mod ham, hvis der er noget galt med manden.«

Han havde ikke opholdt sig mere end en halv snes dage hos dem, før han tog ned til Cæsarea. Den følgende dag satte han sig i dommersædet og befalede, at Paulus skulle føres frem. De jøder, der var kommet ned fra Jerusalem, stillede sig op omkring Paulus, da han kom ind, og de fremførte mange hårde beskyldninger, som de ikke kunne føre bevis for, mens Paulus forsvarede sig: »Jeg har hverken forsyndet mig imod jødernes lov eller imod templet eller imod kejseren.« Festus ville skaffe sig velvilje hos jøderne og spurgte derfor Paulus: »Er du villig til at rejse op til Jerusalem og dér lade din sag pådømme af mig?« Paulus svarede: »Jeg hører under kejserens domstol. Dér bør jeg dømmes. Jøderne har jeg ikke forbrudt mig imod, som du også meget vel ved. Har jeg forbrudt mig og gjort noget, der fortjener dødsstraf, så vægrer jeg mig ikke ved at dø. Men er der ikke noget i det, de anklager mig for, kan ingen udlevere mig til dem. Jeg indanker min sag for kejseren!« Da Festus havde forhandlet med sit råd, erklærede han: »Du har indanket din sag for kejseren; for kejseren skal du komme.«

Paulus for Festus og Agrippa

Efter nogle dages forløb kom kong Agrippa og Berenike til Cæsarea og hilste på Festus. Og da de tilbragte flere dage dér, forelagde Festus sagen mod Paulus for kongen og sagde: »Der er en fange her, som er efterladt af Felix. Mens jeg var i Jerusalem, fremførte ypperstepræsterne og jødernes ældste deres anklage mod ham og krævede ham dømt. Jeg svarede dem, at det ikke er romersk skik at udlevere en, som er anklaget, uden at han har stået ansigt til ansigt med sine anklagere og fået adgang til at forsvare sig mod sigtelsen. Da de så kom samlet hertil, udsatte jeg ikke sagen, men satte mig den følgende dag i dommersædet og befalede, at manden skulle føres frem. Anklagerne stillede sig op omkring ham, men fremførte ingen anklage for de forbrydelser, jeg havde ventet; men de havde nogle stridigheder med ham om deres egen religion og om en vis Jesus, som var død, men som Paulus påstod lever. Da jeg var i vildrede med, hvordan de spørgsmål kan undersøges, spurgte jeg Paulus, om han ville rejse til Jerusalem og lade sig dømme dér i denne sag. Men da Paulus indankede sin sag med krav om at holdes i forvaring indtil Hans Majestæts afgørelse, befalede jeg, at han skulle holdes i forvaring, indtil jeg kunne overføre ham til kejseren.« Agrippa sagde til Festus: »Jeg kunne tænke mig selv at høre den mand.« Festus svarede: »I morgen skal du få ham at høre.«

Næste dag kom så Agrippa og Berenike med pomp og pragt; de gik ind i retssalen sammen med kommandanterne og byens fornemste mænd, og på ordre fra Festus blev Paulus ført ind. Og Festus sagde: »Kong Agrippa og alle I, som er til stede sammen med os! Her ser I ham, om hvem alle jøderne har henvendt sig til mig, både i Jerusalem og her, og de råbte op om, at han ikke skulle have lov at leve længere. Men jeg blev klar over, at han ikke har gjort noget, der fortjener dødsstraf, og da han indankede sin sag for Hans Majestæt, har jeg besluttet at sende ham af sted. Jeg har ikke noget håndgribeligt at skrive om ham til kejseren. Derfor har jeg fremstillet ham for jer og især for dig, kong Agrippa, for at jeg efter forhøret kan vide, hvad jeg skal skrive; for jeg synes, det er urimeligt at sende en fange uden samtidig at anføre beskyldningerne mod ham.«

Krydshenvisning:

ApG 24,1

Krydshenvisning:

ApG 23,15

Krydshenvisning:

ApG 24,12

Krydshenvisning:

ApG 24,27

Krydshenvisning:

ApG 23,11 28,19

Krydshenvisning:

ApG 24,27

Krydshenvisning:

ApG 22,25

Krydshenvisning:

ApG 23,29

Krydshenvisning:

ApG 18,15

Krydshenvisning:

ApG 9,15

Krydshenvisning:

ApG 22,22

Maria fra Magdala

En graphic novel om Jesus og hans tid
Maria fra Magdala
279,95

Forfatter: Kristian Leth
Illustrator: Peter Snejbjerg
Sidetal: 112 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-271-1
Mål: 19 x 26 cm.