Bibelen online

Dommerbogen Kapitel 12

Efraimitterne blev kaldt sammen og gik over Jordan til Safon. De sagde til Jefta: »Hvorfor gik du i krig mod ammonitterne uden at opfordre os til at gå med? Vi brænder huset af over hovedet på dig!« Jefta sagde til dem: »Jeg og mine folk lå i hård strid med ammonitterne. Jeg bad jer om hjælp, men I kom mig ikke til hjælp mod dem. Da jeg så, at I ikke ville hjælpe mig, satte jeg livet på spil og drog ud mod ammonitterne; og Herren gav dem i min hånd. Hvorfor går I nu til angreb på mig?«

Så samlede Jefta alle Gileads mænd og angreb efraimitterne. Gileads mænd slog efraimitterne, fordi de havde sagt: »I er flygtet fra Efraim!« – Gileaditterne, som før havde boet blandt efraimitterne, boede nu blandt manassitterne. – Gileaditterne afskar efraimitterne fra Jordans vadesteder, og hver gang en af flygtningene fra Efraim sagde: »Lad mig komme over,« spurgte Gileads mænd ham: »Er du efraimit?« Svarede han nej, sagde de til ham: »Sig shibbolet!« Hvis han så sagde sibbolet, fordi han ikke kunne udtale ordet rigtigt, greb de ham og huggede hovedet af ham ved Jordans vadesteder. Ved den lejlighed faldt der toogfyrre tusind efraimitter.

Jefta var dommer i Israel i seks år. Gileaditten Jefta døde og blev begravet i sin by i Gilead.

Ibsan, Elon og Abdon

Efter ham var Ibsan fra Betlehem dommer i Israel. Han havde tredive sønner. Han bortgiftede tredive døtre uden for slægten og hentede tredive svigerdøtre hjem til sine sønner. Han var dommer i Israel i syv år. Ibsan døde og blev begravet i Betlehem.

Efter ham var zebulonitten Elon dommer i Israel. Han var dommer i Israel i ti år. Zebulonitten Elon døde og blev begravet i Ajjalon i Zebulon.

Efter ham var Abdon, Hillels søn fra Pir'aton, dommer i Israel. Han havde fyrre sønner og tredive sønnesønner; de red på halvfjerds æsler. Han var dommer i Israel i otte år. Abdon, Hillels søn fra Pir'aton, døde og blev begravet i Pir'aton i Efraim på amalekitterbjerget.

Krydshenvisning:

Dom 8,1

Krydshenvisning:

Dom 5,18

Krydshenvisning:

4 Mos 26,26

Maria fra Magdala

En graphic novel om Jesus og hans tid
Maria fra Magdala
279,95

Forfatter: Kristian Leth
Illustrator: Peter Snejbjerg
Sidetal: 112 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-271-1
Mål: 19 x 26 cm.