Bibelen online
Judits Bog Kapitel 4
Israelitterne forbereder sig til at gøre modstand
Da israelitterne, der boede i Judæa, hørte om alt det, som Holofernes, assyrerkongen Nebukadnesars øverstbefalende, havde gjort mod de andre folk, og om, hvordan han havde plyndret og tilintetgjort alle deres helligdomme, blev de grebet af rædsel for ham, og de forfærdedes ved tanken om Jerusalem og Herren deres Guds tempel. De var nemlig for kort tid siden vendt tilbage fra fangenskabet, og for ganske nylig havde alle i Judæa været samlet, og karrene og alteret og templet var blevet helliget efter vanhelligelsen. De sendte så bud til hele Samaria og til Kona, Bet-Horon, Belmajin og Jeriko samt til Koba, Ajsor og Salem-dalen, og de besatte alle de højeste bjergtoppe, befæstede landsbyerne i bjergene og lagde proviant ud som forberedelse til krig, for deres marker var for kort tid siden blevet høstet. Jojakim, som på den tid var ypperstepræst i Jerusalem, skrev til indbyggerne i Betylua og Betomestajim, som ligger over for Esdrelon ved randen af sletten nær Dotan, og bød dem besætte vejene op i bjerglandet, for ad dem var der adgang til Judæa; det var let at spærre for indtrængende, da passagen var så snæver, at den kun gav plads for to mand ad gangen.
Israelitterne gjorde nu, som det var befalet dem af ypperstepræsten Jojakim og af hele Israels folks ældsteråd, der havde sæde i Jerusalem. Hver eneste mand i Israel råbte indtrængende til Gud, og de spægede sig med streng faste. De selv, deres kvinder, deres små børn og deres kvæg, enhver fremmed, enhver daglejer og slave hos dem lagde sæk om lænderne. Og alle israelitiske mænd, kvinder og børn, der boede i Jerusalem, kastede sig ned foran templet, strøede aske på hovedet og bredte deres sørgeklæder ud for Herren. Også alteret indhyllede de i sørgeklæder, og samstemmende og indtrængende råbte de til Gud om ikke at udlevere deres små børn til bytte, deres kvinder til rov, byerne, de havde fået i arv, til tilintetgørelse og helligdommen til vanhelligelse og spot, til skadefryd for folkene. Herren hørte deres råb og så til deres trængsel, og folket fastede i mange dage i hele Judæa og i Jerusalem foran Herren den Almægtiges tempel. Og ypperstepræsten Jojakim og alle præsterne, der stod for Herrens ansigt, og de, der gjorde tjeneste for Herren, havde sæk om lænderne, når de bragte det daglige brændoffer og folkets løfteofre og frivilligofre. Med aske på deres turban råbte de af al kraft til Herren om at se i nåde til hele Israels hus.
