Bibelen online
Salmernes Bog Kapitel 15
Salme af David.
Herre, hvem kan være gæst i dit telt,
hvem kan bo på dit hellige bjerg?
Den, som vandrer retsindigt,
som øver retfærdighed
og taler sandhed af hjertet;
den, som ikke løber med sladder,
ikke skader sin næste
og ikke bringer skam over sin nærmeste;
den, som foragter den forkastede
og ærer dem, der frygter Herren;
som ikke bryder sin ed,
selv om den skader ham selv;
den, som ikke låner penge ud mod renter
og ikke lader sig bestikke i sager mod uskyldige.
Den, der overholder dette,
skal aldrig vakle.