Bibelen online

Første Krønikebog Kapitel 17

Natans forjættelse til David

Engang David sad i sit hus, sagde han til profeten Natan: »Se, her bor jeg i et cedertræshus, men Herrens pagts ark bor i et telt.« Natan svarede David: »Gør blot alt det, du har i sinde, for Gud er med dig.«

Samme nat kom Guds ord til Natan: »Gå hen og sig til min tjener David: Dette siger Herren: Du skal ikke bygge mig et hus at bo i. Jeg har jo ikke boet i hus, fra den dag jeg førte israelitterne ud indtil i dag, men jeg har været på vandring fra telt til telt og fra bolig til bolig. Har jeg i al den tid, jeg vandrede omkring med israelitterne, nogen sinde spurgt en af Israels dommere, som jeg indsatte til at vogte mit folk: ›Hvorfor har I ikke bygget mig et cedertræshus?‹ Sig derfor til min tjener David: Dette siger Hærskarers Herre: Jeg har hentet dig fra græsgangen, hvor du vogtede får, til at være fyrste over mit folk Israel, og jeg var med dig overalt, hvor du gik, og udryddede alle dine fjender foran dig. Jeg har skabt dig et navn som de største på jorden. Jeg har givet mit folk Israel et sted at bo, og jeg har plantet det, så det kan bo der uden frygt, og uden at voldsmænd længere skal kue det, sådan som de før gjorde, dengang jeg måtte indsætte dommere over mit folk Israel. Jeg har undertvunget alle dine fjender. Og nu forkynder jeg for dig: Herren vil bygge dig et hus. Når dine dage er omme, og du er gået til dine fædre, vil jeg lade en efterkommer, en af dine sønner, efterfølge dig, og jeg vil grundfæste hans kongedømme. Han skal bygge mig et hus, og jeg vil grundfæste hans trone til evig tid. Jeg vil være hans fader, og han skal være min søn. Min trofasthed vil jeg ikke tage fra ham, sådan som jeg tog den fra din forgænger. Jeg vil indsætte ham i mit hus og i mit kongedømme til evig tid, og hans trone skal være grundfæstet til evig tid.« Alle disse ord og hele dette syn fortalte Natan David.

Da gik kong David ind og satte sig for Herrens ansigt og sagde: »Hvem er jeg, Gud Herre, og hvad er mit hus, siden du har ladet mig nå så vidt? Du syntes endda ikke, det var nok, Gud, så du har givet din tjeners hus løfter langt ud i fremtiden. Du har set mig som et menneske af stor betydning, Gud Herre. Hvad mere har David at sige dig om den ære, du har vist din tjener? Du kender jo din tjener. Herre, for din tjeners skyld og efter dit eget ønske har du nu gjort noget så stort som at kundgøre din tjener alle disse store ting. Herre, der er ingen som du, ja, der er ingen Gud uden dig, efter alt, hvad vi har hørt med egne ører. Hvem er som dit folk Israel, det eneste folkeslag på jorden, som Gud kom og udfriede og gjorde til sit folk for at skabe dig et navn ved store og frygtindgydende gerninger? Sådan gjorde du, da du drev de andre folkeslag bort foran dit folk, som du havde udfriet fra Egypten. Du har gjort dit folk Israel til dit eget folk til evig tid, og du, Herre, er blevet deres Gud.

Herre, lad til evig tid det løfte stå fast, du nu har givet din tjener og hans hus, og gør, som du har lovet. Lad det stå fast! Da skal dit navn blive stort til evig tid, så man siger: Hærskarers Herre er Israels Gud. Og din tjener Davids hus er grundfæstet for dit ansigt. Du, min Gud, har talt til din tjener og sagt, at du vil bygge ham et hus. Derfor har din tjener dristet sig til at bede for dit ansigt. Herre, du er jo Gud! Du har givet din tjener denne forjættelse, så velsign nu også din tjeners hus, og lad det bestå for dit ansigt i evighed. For du, Herre, har velsignet det, og det er velsignet til evig tid.«

Krydshenvisning:

2 Sam 7

Krydshenvisning:

2 Sam 7

Krydshenvisning:

2 Sam 7

Krydshenvisning:

2 Sam 7

Krydshenvisning:

2 Sam 7

1 Kong 8,16

Es 66,1

Krydshenvisning:

2 Sam 7

Krydshenvisning:

2 Sam 7

1 Sam 16,11-13

Krydshenvisning:

2 Sam 7

Krydshenvisning:

2 Sam 7

Krydshenvisning:

2 Sam 7

Krydshenvisning:

2 Sam 7

Krydshenvisning:

2 Sam 7

1 Krøn 22,10 28,6

Krydshenvisning:

2 Sam 7

1 Krøn 22,10 28,6

2 Sam 7,14

2 Kor 6,18

Hebr 1,5

1 Sam 15,26

Krydshenvisning:

2 Sam 7

Luk 1,33

Krydshenvisning:

2 Sam 7

Krydshenvisning:

2 Sam 7

1 Mos 32,11

Krydshenvisning:

2 Sam 7

Krydshenvisning:

2 Sam 7

Krydshenvisning:

2 Sam 7

Krydshenvisning:

2 Sam 7

Es 44,6

Krydshenvisning:

2 Sam 7

5 Mos 4,7

Krydshenvisning:

2 Sam 7

Krydshenvisning:

2 Sam 7

Krydshenvisning:

2 Sam 7

Krydshenvisning:

2 Sam 7

Krydshenvisning:

2 Sam 7

Krydshenvisning:

2 Sam 7

1 Mos 12,3

Maria fra Magdala

En graphic novel om Jesus og hans tid
Maria fra Magdala
279,95

Forfatter: Kristian Leth
Illustrator: Peter Snejbjerg
Sidetal: 112 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-271-1
Mål: 19 x 26 cm.