Men da der opstod et falsk rygte om, at Antiokus var afgået ved døden, gennemførte Jason et pludseligt angreb på byen med ikke færre end tusind mand. Da de, der var på muren, var blevet drevet tilbage, og byen omsider allerede var ved at blive indtaget, søgte Menelaos tilflugt i Borgen. Jason foretog derpå uden skånsel en nedslagtning af sine egne byfæller uden at agte på, at krigslykke over for ens eget folk er den største ulykke; han forestillede sig, at han vandt sejr over fjender, ikke over landsmænd. Magten fik han nu ikke, men som afslutning på anslaget kun skam, og han måtte igen tage til ammonitternes land som flygtning.

Med ham fik det en ulykkelig ende: indklaget for Aretas, arabernes hersker, måtte han flygte fra by til by, og forfulgt af alle, hadet som frafalden fra lovene og afskyet som fædrelandets og byfællernes bøddel blev han fordrevet til Egypten. Han, der havde forvist så mange fra fædrelandet, omkom nu selv i det fremmede, da han var sejlet over til spartanerne i den hensigt at opnå beskyttelse under påberåbelse af slægtskab. Der blev ikke holdt sorg over ham, der selv havde kastet en mængde døde ud uden begravelse, og han fik slet ingen begravelse og ingen grav hos sine fædre.

Antiokus havde høje tanker om sig selv og forstod ikke, at Herren en kort tid var vred over de synder, byens indbyggere havde begået; det var derfor, han havde prisgivet stedet. Hvis det ikke havde været sådan, at de forud var belastet af mange synder, så ville det være gået Antiokus som Heliodor, der blev sendt af kong Seleukos for at undersøge skatkammeret: så snart han var kommet ind, ville også han være blevet pisket og være blevet standset midt i sin formastelighed. Men Herren har ikke udvalgt folket for stedets skyld, men stedet for folkets skyld. Derfor fik også selve stedet del i de ulykker, der ramte folket, men har siden hen fået del i velgerningerne imod det, og det sted, der var overladt til sig selv, da den Almægtige var vred, er atter blevet genoprettet i al sin herlighed, da den mægtige Herre er blevet forsonet.

Med de 1800 talenter, han havde røvet fra templet, drog Antiokus snart tilbage til Antiokia. I sit overmod troede han, at han kunne sejle på landjorden og gå på havet – så høje tanker havde han om sig selv. Han lod også kommandanter blive tilbage for at plage folket: i Jerusalem Filip, en frygier, der havde en endnu mere barbarisk karakter end ham, der havde indsat ham; på Garizims bjerg Andronikos; desuden Menelaos, som undertrykte borgerne endnu værre end de andre og var fjendtligt sindet over for sine jødiske landsmænd. Endvidere sendte han Apollonios, chefen for de mysiske tropper, med en hærstyrke på 22.000 mand og gav ham befaling til at slå alle voksne mænd ihjel og sælge kvinder og drenge som slaver. Han indfandt sig i Jerusalem, foregav at være fredeligt sindet og ventede til den hellige sabbatsdag. Da han havde set, at jøderne ikke arbejdede, beordrede han sine folk til at gribe til våben, og dem, der kom ud for at se, hvad der foregik, lod han alle sammen hugge ned, og han stormede med sine bevæbnede soldater ind i byen og dræbte en mængde dér.

Men Judas, der også kaldes Makkabæer, trak sig med en halv snes andre op i bjergene og levede dér som de vilde dyr sammen med sine folk; de spiste udelukkende planteføde for ikke at pådrage sig urenhed.