Dag efter dag holdt Tobit regnskab med de dage, det ville tage hans søn at rejse frem og tilbage. Da dagene var gået, og han ikke var kommet, sagde han: »Mon han er blevet opholdt derovre? Eller mon Gabael er død, så der ikke er nogen, der kan give ham pengene?« Han begyndte at blive bekymret. Men hans kone Anna sagde: »Min dreng er omkommet og er ikke længere blandt de levende!« Og hun begyndte at græde og klage over sin søn og sagde: »Ve mig, at jeg lod dig tage af sted, mit barn, mine øjnes lys.« Men så sagde Tobit til hende: »Ti nu stille, vær ikke ængstelig, min søster! Han er i god behold. De er nok blevet forsinket af et eller andet derovre. Hans ledsager er pålidelig og hører til vore landsmænd. Du må ikke være bekymret for ham, min søster; han kommer snart!« Hun svarede: »Ti stille, og lad mig være. Prøv ikke at bilde mig noget ind. Min dreng er omkommet!« Hver dag løb hun ud og stod og så hen ad den vej, hendes søn havde taget, og hun ville ikke høre på nogen. Først ved solnedgang gik hun ind, og hun klagede og græd hele natten og fik ingen søvn.

Da de fjorten dages bryllupsfest, som Raguel havde svoret at ville holde for sin datter, var ovre, gik Tobias ind og sagde til ham: »Lad mig nu tage af sted. For jeg er sikker på, at min far og mor ikke venter at se mig mere. Nu beder jeg dig, fader, at du lader mig tage af sted, så jeg kan komme hjem til min far. Jeg har allerede forklaret dig, hvordan det stod til med ham, da jeg forlod ham.« Raguel sagde til Tobias: »Bliv her, min dreng, bliv hos mig! Jeg skal nok sende budbringere til din far Tobit; de kan give ham besked om dig.« Men han svarede: »Det kan der ikke være tale om! Jeg beder dig om at lade mig tage herfra hjem til min far.« Så rejste Raguel sig og overgav Tobias Sara, hans kone, og halvdelen af alt, hvad han ejede, slaver og slavinder, okser og får, æsler og kameler, klæder, penge og husgeråd. Han sørgede for, at de kom godt af sted, tog så afsked med Tobias og sagde: »Hav det godt, min dreng; god rejse! Himlens Herre lade din og din kone Saras rejse lykkes, og måtte jeg få lov at se jeres børn, inden jeg dør.« Så sagde han til sin datter Sara: »Min datter, ær din svigerfar og din svigermor. For fra nu af er de lige så meget dine forældre som de, der har sat dig i verden. Gå med fred, min datter! Lad mig kun høre godt om dig, så længe jeg lever.«