Jeg blev dybt fortvivlet, og jeg sukkede og gav mig til at græde. Så begyndte jeg under stadige suk at bede: »Du er retfærdig, Herre, og alle dine gerninger er retfærdige; alle dine veje er barmhjertighed og sandhed; du dømmer verden. Og nu, Herre, glem mig ikke, se til mig! Straf mig ikke for mine synder og for mine egne og mine fædres forseelser. De syndede mod dig, og de adlød ikke dine bud. Du prisgav os til udplyndring, fangenskab og død, og vi blev til spot og spe og kom i folkemunde hos alle de folk, du spredte os iblandt. Retfærdige er de mange straffe, du lader ramme mig for mine synder. For vi har ikke holdt dine bud, og vi har ikke vandret i sandhed for dit ansigt. Gør nu med mig, hvad du finder rigtigt. Giv befaling om, at min ånd bliver taget fra mig, så jeg bliver taget bort fra jordens overflade og bliver til jord! Det er nemlig bedre for mig at dø end at leve, for jeg har måttet høre på løgnagtige hånsord, og jeg er dybt fortvivlet. Herre, giv befaling om, at jeg bliver udfriet af denne nød. Lad mig gå til det evige sted, og vend ikke dit ansigt bort fra mig, Herre, for det er bedre for mig at dø og ikke mere at skulle høre på hånsord end at leve i så stor nød.«

Samme dag skete det for Sara, en datter af Raguel, som boede i Ekbatana i Medien, at også hun måtte høre på hånsord; det var fra en af hendes fars tjenestepiger. For hun var blevet giftet bort til syv mænd, men dem havde den onde dæmon Asmodæus dræbt, før de havde været sammen med hende på den måde, der er bestemt for kvinder. Tjenestepigen sagde til hende: »Det er nok dig selv, der har dræbt dine mænd! Du er allerede giftet bort til syv mænd, men du har ikke navn efter en eneste af dem. Hvorfor skal du slå os, bare fordi dine mænd er døde? Følg efter dem, så vi aldrig kommer til at se dig med sønner eller døtre!«

På samme tid bad hun med hænderne bredt ud mod vinduet: »Lovet være du, barmhjertige Gud, og lovet være dit navn i al evighed. Alle dine værker skal prise dig til evig tid. Nu løfter jeg mit blik mod dig. Sig, at jeg må blive taget bort fra jorden, og at jeg ikke mere skal høre på hånsord. Du ved, Herre, at jeg er ren; jeg er aldrig blevet uren ved at være sammen med en mand. Og jeg har ikke sat nogen plet hverken på mit eget eller på min fars navn i det land, hvor jeg lever i fangenskab. Jeg er min fars eneste barn; han har ikke andre børn, som kan arve ham. Han har heller ingen bror eller nær slægtning, som jeg skulle holde mig rede til at blive gift med. Jeg har allerede mistet syv mænd, hvorfor skulle jeg blive ved med at leve? Men hvis du ikke vil lade mig dø, Herre, så hør dog hånsordene mod mig!«