Bibelen online

Esajas' Bog Kapitel 17

Mod Damaskus og Efraim

Et profetudsagn om Damaskus.

Damaskus skal udslettes som by

og blive en ruinhob.

Aro'ers byer bliver forladt;

de skal tilhøre fårehjorde,

som lejrer sig og ikke bliver jaget bort.

Efraim mister sin fæstning,

og Damaskus sit kongedømme.

Det skal gå resten af Aram

som israelitternes herlighed,

siger Hærskarers Herre.

På den dag

skal Jakobs herlighed svinde,

hans fede krop tæres hen.

Det skal gå, som når den, der høster, samler kornet

og med hånden skærer aksene af;

det skal gå, som når man samler aks

i Refaim-dalen,

eller når man slår oliven ned,

og der kun bliver en efterslæt tilbage,

to-tre frugter på den øverste gren,

fire-fem på træets kviste,

siger Herren, Israels Gud.

På den dag skal menneskene se hen til deres skaber, og deres blik skal rettes mod Israels Hellige. De skal ikke se hen til altrene, deres hænders værk; de skal ikke se på det, deres fingre har formet, Ashera-pælene og røgelsesaltrene.

På den dag skal deres stærke byer ligge forladt som hivvitternes og amoritternes byer, som blev forladt, fordi israelitterne kom. Det hele skal blive til ørken.

Du har glemt din frelses Gud,

du husker ikke din tilflugts klippe.

Derfor planter du blomster for den Yndige,

sætter vinranker for den Fremmede;

du får dem i vækst den dag, du planter dem,

i blomst den morgen, du sætter dem.

Men høsten svigter,

når sygdommen og den ubodelige smerte kommer.

Ve os! Der er en larm af mange folkeslag,

de larmer, som havene larmer;

der er et bulder fra folkene,

de buldrer, som de vældige vande buldrer.

Men han truer ad dem,

så de flygter langt bort;

de jages af vinden som avner på bjergene,

som kugletidsler jages af hvirvelvinden.

Ved aftenstid kommer rædslen,

og før morgen er de borte.

Den lod får de, der plyndrer os,

den del får de, der røver fra os.

Krydshenvisning:

Jer 49,23-27

Am 1,3-5

Krydshenvisning:

Jer 49,23-27

Am 1,3-5

Krydshenvisning:

Jer 49,23-27

Am 1,3-5

2 Kong 16,9

Krydshenvisning:

3 Mos 26,30

Note:

den Yndige og den Fremmede er udtryk hentet fra afgudsdyrkelsen.

Krydshenvisning:
Krydshenvisning:

Es 37,36

Maria fra Magdala

En graphic novel om Jesus og hans tid
Maria fra Magdala
279,95

Forfatter: Kristian Leth
Illustrator: Peter Snejbjerg
Sidetal: 112 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-271-1
Mål: 19 x 26 cm.