Bibelen online

Esters Bog Kapitel 6

Mordokajs ophøjelse

Samme nat kunne kongen ikke sove. Han gav da ordre til at hente krøniken over mindeværdige begivenheder, og man læste op for kongen. Det viste sig, at der var skrevet om, at Mordokaj havde fortalt, hvordan Bigtan og Teresh, to af kongens eunukker, der hørte til dørvogterne, havde søgt en lejlighed til at lægge hånd på kong Ahasverus. Kongen spurgte: »Hvilken hæder og ære blev der vist Mordokaj til gengæld?« Men de unge mænd, der var kongens tjenere, svarede: »Der blev ikke gjort noget for ham!« Kongen sagde da: »Hvem er ude i gården?« Haman var netop kommet ind i den ydre gård til kongens palads for at bede kongen om, at Mordokaj måtte blive hængt i den galge, han havde rejst til ham. Kongens unge mænd svarede: »Det er Haman, der står ude i gården,« og kongen sagde: »Lad ham komme ind«. Haman kom så ind, og kongen spurgte ham: »Hvad bør der gøres for en mand, som kongen ønsker at hædre?« Haman tænkte: »Hvem andre end mig kan kongen ønske at hædre?« Og Haman svarede kongen: »Den mand, som kongen ønsker at hædre, skal man bringe en kongelig dragt, som kongen selv har haft på, og en hest, som kongen selv har redet, og som har båret kongeligt diadem på hovedet. Dragten og hesten skal man overdrage til en af kongens fornemste stormænd, og så skal den mand, som kongen ønsker at hædre, iføres dragten. Man skal føre ham til hest over byens torv, og foran ham skal man råbe: Se, hvad der sker den mand, som kongen ønsker at hædre!« Så sagde kongen til Haman: »Skynd dig at tage dragten og hesten, og gør, som du har sagt, med jøden Mordokaj, der sidder i kongens port; du må ikke undlade noget af det, du har sagt.« Haman tog dragten og hesten; han iførte Mordokaj dragten, førte ham til hest over byens torv og råbte foran ham: »Se, hvad der sker den mand, som kongen ønsker at hædre!«

Derpå vendte Mordokaj tilbage til kongens port, mens Haman skyndte sig hjem i sorg og med tilhyllet hoved. Haman fortalte sin hustru Zeresh og alle sine venner alt, hvad der var sket, og hans vismænd og hans hustru Zeresh sagde til ham: »Dette er begyndelsen til, at du kommer til at ligge under for Mordokaj; hvis han er af jødisk herkomst, kan du ikke stå dig imod ham, men vil komme til at ligge helt under for ham!«

Mens de sad og talte med ham, kom kongens eunukker og førte straks Haman til det gilde, Ester havde beredt.

Krydshenvisning:

Est 2,21-23

TilfEst A,12-17

Krydshenvisning:

Est 2,21-23

TilfEst A,12-17

Krydshenvisning:

Est 5,8

Maria fra Magdala

En graphic novel om Jesus og hans tid
Maria fra Magdala
279,95

Forfatter: Kristian Leth
Illustrator: Peter Snejbjerg
Sidetal: 112 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-271-1
Mål: 19 x 26 cm.