Bibelen online

Siraks Bog Kapitel 19

En drikfældig arbejder bliver ikke rig,

og for den, der ringeagter de små ting, går det ned ad bakke.

Vin og kvinder fører forstandige mænd på afveje,

og den, der holder sig til skøger, bærer sig endnu mere letsindigt ad;

råddenskab og maddiker vil fortære ham;

den letsindige bliver revet bort.

Letsindighed og bagtalelse

Den, der for hurtigt fatter tillid, er letsindig;

og den, der synder, forser sig mod sig selv.

Den, der glæder sig over ondskab, vil blive dømt;

[men den, der modstår nydelser, vinder sit livs sejrskrans.

Den, der kan styre sin tunge, lever uden strid;]

den, der hader sladder, bliver sparet for meget ondt.

Undlad at bringe et rygte videre;

det taber du intet ved.

Fortæl hverken ven eller fjende noget;

afslør intet, medmindre du begår synd ved at lade være.

For den, der har hørt dig, tager sig i agt for dig

og vil før eller siden komme til at hade dig.

Har du hørt et rygte, skal du tage det med dig i graven;

vær ved godt mod. Det vil du ikke sprænges af!

Et rygte kan give tåben fødselsveer

som fosteret den fødende kvinde.

Som en pil, der sidder fast i et menneskes lår,

er et rygte i tåbens bug.

Spørg din ven ud – måske har han ikke gjort noget;

men har han gjort noget, sørg så for, at han ikke gør det igen.

Spørg din næste ud – måske har han ikke sagt noget;

men har han sagt noget, sørg så for, at han ikke gentager det.

Spørg din ven ud – der forekommer jo ofte bagtalelse;

tro ikke på alt, hvad der siges.

Nogle forløber sig uden at ville det;

hvem har ikke syndet med sin tunge?

Spørg din næste ud, før du truer ham;

lad den Højestes lov gælde!

Visdom, gudsfrygt og gudløshed

[At frygte Herren er begyndelsen til at blive modtaget af ham;

visdom vinder hans kærlighed.

Kundskab om Herrens bud er belæring om livet;

de, der gør, hvad der er godt i hans øjne, skal høste frugt fra udødelighedens træ.]

Al visdom er frygt for Herren,

og til al visdom hører overholdelse af loven

[og kundskab om hans almagt.

En træl, der siger til sin herre: »Jeg vil ikke gøre, som du ønsker,«

krænker den, der giver ham føden – selv om han siden hen gør det.]

Det er ikke visdom at forstå sig på ondskab,

og synderes rådslagning er ikke klogskab.

Der findes snedighed, og den er afskyelig,

og der findes uforstandige, som mangler visdom.

Hellere stå tilbage i indsigt og være gudfrygtig

end have klogskab i overflod og overtræde loven.

Der findes gennemtænkt snedighed, og den er uretfærdig,

og der findes folk, som fordrejer sagen for at fremkalde en dom,

[og der findes vise, som optræder retfærdigt ved dommen.]

Der findes slette mennesker, som går med bøjet hoved og klædt i sort,

men deres indre er fuldt af svig;

de går med bøjet hoved og lader, som om de er døve,

men hvor de er ubemærkede, vil de overliste dig.

Selv om mangel på styrke forhindrer dem i at synde,

øver de ondt, når lejligheden er der.

En mand kendes på sit udseende,

den forstandige kendes på sin optræden.

En mands påklædning, hans latter

og hans gang siger, hvordan han er.

Krydshenvisning:

Ordsp 31,3-5

Hos 4,11

Sir 9,6 9,9

Note:

bliver sparet for meget ondt: efter de fleste græske håndskrifter. Göttingerudgaven har har mindre at tænke på(?).

Krydshenvisning:

Sir 42,1

Krydshenvisning:

Matt 18,15

Krydshenvisning:

Jak 3,2

Krydshenvisning:

3 Mos 19,17

Krydshenvisning:

Sir 10,21

Krydshenvisning:

1 Mos 2,9

Krydshenvisning:

Job 28,28

Sl 111,10

Ordsp 15,33

Sir 1,27

Krydshenvisning:

Matt 21,28-30

Krydshenvisning:

Es 47,10

Visd 1,4

Sir 15,7

Maria fra Magdala

En graphic novel om Jesus og hans tid
Maria fra Magdala
279,95

Forfatter: Kristian Leth
Illustrator: Peter Snejbjerg
Sidetal: 112 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-271-1
Mål: 19 x 26 cm.