Bibelen online

Siraks Bog Kapitel 27

Mange har begået synd for penges skyld,

og den, der stræber efter at få mere, lukker øjnene for mange ting.

Som naglen drives ind i fugen mellem stenene,

sådan maser synden sig ind mellem køb og salg.

Den, som ikke holder fast ved frygt for Herren,

vil snart se sit hus i ruiner.

Tanken afslører mennesket

Når man ryster en sigte, bliver affaldet tilbage,

på samme måde kommer menneskets nedrighed frem i dets tanker.

Pottemagerens kar prøves i ovnen,

et menneske skal stå sin prøve i tankeudveksling.

Frugten viser, hvilken jord træet har vokset i,

på samme måde viser tanken, hvad der bor i menneskets hjerte.

Ros ikke en mand, før du kender hans tanke;

det er her, et menneske skal stå sin prøve.

Den gudfrygtige og tåben

Hvis du stræber efter, hvad der er ret, skal du opnå det,

og du skal tage det på som en herlig kappe.

Fugle af samme slags slår sig ned sammen,

og sandheden søger hen til dem, der øver den.

Løven lurer på bytte,

sådan lurer synden på dem, der øver uret.

Den gudfrygtiges tale er lutter visdom;

men tåben er omskiftelig som månen.

Spild ikke din tid hos uforstandige;

men hos de tænksomme kan du roligt holde til.

Tåbers tale er en afskyelighed;

de morer sig over deres eget syndige vellevned.

Deres eder og forbandelser får hårene til at rejse sig,

og når de skændes, må man holde sig for ørerne.

Hovmodiges skænderi ender med blodsudgydelse;

deres mundhuggeri er slemt at høre på.

Falskhed og svig

Den, der røber hemmeligheder, sætter sin troværdighed over styr,

han får aldrig en fortrolig ven.

Elsk din ven, og vær trofast imod ham;

røber du hans hemmeligheder, skal du holde dig væk fra ham.

For ligesom et menneske tilintetgør sin fjende,

sådan har du tilintetgjort din næstes venskab.

Ligesom du slipper en fugl løs,

sådan har du stødt en ven fra dig og kan ikke få ham tilbage.

Prøv ikke at indhente ham, for han er langt borte;

han er flygtet som en gazelle fra snaren.

For et sår kan forbindes,

og skældsord kan tilgives,

men den, der har røbet hemmeligheder, er uden håb.

Den, der kniber øjnene sammen, har ondt i sinde,

og den, der kender ham, vil holde sig væk fra ham.

Over for dig taler han søde ord

og udtrykker beundring for, hvad du siger.

Men senere siger han noget andet

og lægger noget krænkende i dine ord.

Meget har jeg hadet, men ingen som ham;

også Herren vil hade ham.

Den, der kaster en sten op i luften, får den selv i hovedet,

og et listigt anslag giver sår.

Den, der graver en grav, falder selv i den;

den, der sætter en fælde, fanges selv i den.

Øver nogen ondt, falder det tilbage på ham selv,

og han ved ikke, hvorfra det kommer.

Spot og hån hører den hovmodige til,

men som en løve lurer straffen på ham.

De, der glæder sig over gudfrygtiges fald, fanges i fælden,

smerte skal fortære dem, før de dør.

Uforsonlighed

Vrede og nag – også det er afskyeligt;

men synderen holder fast ved det.

Krydshenvisning:

Sir 31,5-6

1 Tim 6,9-10

Krydshenvisning:

Matt 12,33-37

Krydshenvisning:

Sir 6,31

Krydshenvisning:

Sir 13,15

Krydshenvisning:

1 Mos 4,7

Sir 21,2

Krydshenvisning:

Sir 6,36

Krydshenvisning:

Sir 23,9-11

Krydshenvisning:

Sir 22,24

Krydshenvisning:

Ordsp 20,19

Krydshenvisning:

Sir 22,20-22

Note:

sin fjende: efter de fleste græske håndskrifter. Göttingerudgaven har sin døde.

Krydshenvisning:

Sir 22,20-22

Krydshenvisning:

Sir 22,20-22

Krydshenvisning:

Sir 22,20-22

Krydshenvisning:

Sir 22,20-22

Krydshenvisning:

Ordsp 6,12-14

Krydshenvisning:

Sl 55,22

Ordsp 26,24-25

Sir 12,16-18

Krydshenvisning:

Sl 7,16 57,7

Ordsp 26,27

Præd 10,8

Maria fra Magdala

En graphic novel om Jesus og hans tid
Maria fra Magdala
279,95

Forfatter: Kristian Leth
Illustrator: Peter Snejbjerg
Sidetal: 112 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-271-1
Mål: 19 x 26 cm.