Bibelen online

Siraks Bog Kapitel 31

Rigdom

At ligge vågen for rigdommens skyld tærer på kroppen,

bekymring for rigdommen holder søvnen væk.

Bekymring og nattevågen jager hvilen bort,

svær sygdom gør ende på søvnen.

Den rige slider med at skrabe penge sammen,

og når han holder inde, kan han fylde sig med sine herlige retter.

Den fattige slider for sit elendige udkomme,

og når han holder inde, kommer han i nød.

Den, der elsker guldet, kan ikke stå som retfærdig,

og den, der jager efter penge, bliver ført på vildspor af dem.

Guldet har bragt mange til fald,

og de har måttet se deres undergang i øjnene.

Det er en fælde for dem, der besnæres af det,

og alle uforstandige indfanges af det.

Lykkelig den rige, som blev fundet udadlelig,

og som ikke løb efter guldet.

Vis os ham, så vi kan prise ham lykkelig,

for han har gjort noget underfuldt i sit folk!

Hvem har kunnet bestå en sådan prøve?

Det skal tjene ham til berømmelse!

Hvem havde mulighed for at begå overtrædelse, men lod være,

og at gøre noget ondt, men gjorde det ikke?

Den mands lykke er sikret,

og om hans velgerninger skal menigheden fortælle!

Bordskik

Sidder du ved de stores bord,

må du ikke spærre gabet op ved synet af det

og sige: »Hvor er der dog meget!«

Husk, at det onde øje fører til ulykke.

Hvad er skabt mere ondt end øjet?

Derfor løber der tårer ned over ethvert ansigt!

Hvis en anden har udset sig noget, må du ikke række hånden ud,

så I støder sammen i fadet.

Døm ud fra dig selv om, hvad din næste ønsker,

og tænk dig om i alle forhold.

Spis som et dannet menneske af det, der stilles frem for dig,

og vær ikke grådig, så du bliver ilde set.

Vær den første til at holde inde, som dannelsen kræver,

og vær ikke umættelig, så du vækker anstød.

Hvis du sidder til bords med mange,

vær så ikke den første til at række hånden ud.

Hvor lidt kan dog det dannede menneske nøjes med,

og så behøver han ikke ligge og stønne på lejet.

Sund søvn beror på mådeholden spisning;

man står tidligt op og føler sig veloplagt.

Besvær med at sove, kvalme

og mavesmerter følger den umættelige.

Hvis man nøder dig for meget under måltidet,

så gå udenfor og kast op; det vil være en lindring for dig.

Hør på mig, min søn, og vis mig ikke ringeagt;

til sidst vil du sande mine ord:

Vær fornuftig i alt, hvad du gør,

så vil ingen sygdom ramme dig.

Den strålende vært er på alles læber,

beretningerne om hans rundhåndethed er pålidelige.

Men hele byen giver ondt af sig over den påholdende vært,

beretningerne om hans påholdenhed er udførlige.

Du skal ikke vise heltemod, når det gælder vinen;

den har bragt mange i ulykke.

Som stålet prøves, når det kommer i ovnen,

sådan prøves de hovmodiges hjerte, når de kappes om at drikke vin.

Vinen er selve livet for menneskene,

hvis den drikkes med måde.

Hvad er livet for den, der må undvære vinen?

Den blev jo skabt til glæde for menneskene.

Fryd i hjertet og glæde i sindet

kommer af vinen, drukket på rette tid og med måde.

Et bittert sind kommer af vinen, drukket til overmål

under stridbarhed og ufordragelighed.

Drikkeri øger den uforstandiges vrede, så han vækker anstød;

det svækker hans kraft og pådrager ham sår.

Under et drikkelag må du ikke gå i rette med din næste,

og du må ikke vise ham foragt, når han bliver lystig.

Du må ikke komme med bebrejdelser mod ham

og ikke plage ham ved at kræve noget tilbage.

Krydshenvisning:

Præd 5,11

Krydshenvisning:

Ordsp 28,20

Sir 27,1

Krydshenvisning:

1 Tim 6,9

Krydshenvisning:

Matt 19,23

Sl 62,11

Krydshenvisning:

Matt 19,23

Krydshenvisning:

Matt 19,23

Krydshenvisning:

Ordsp 23,1-3

Krydshenvisning:

Ordsp 23,6-8

Krydshenvisning:

Ordsp 23,6-8

Krydshenvisning:

Sir 37,30

Krydshenvisning:

Ordsp 20,1

Es 5,22

Note:

til glæde for menneskene: efter alle græske håndskrifter. Göttingerudgaven retter efter Hebr. og de gamle latinske oversættelser til til glæde fra begyndelsen.

Krydshenvisning:

Sl 104,15

Krydshenvisning:

Ordsp 31,6-7

Krydshenvisning:

Ordsp 23,29-35

Ef 5,18

Krydshenvisning:

Ordsp 23,29-35

Ef 5,18

Maria fra Magdala

En graphic novel om Jesus og hans tid
Maria fra Magdala
279,95

Forfatter: Kristian Leth
Illustrator: Peter Snejbjerg
Sidetal: 112 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-271-1
Mål: 19 x 26 cm.