Stol på fortællingen, ikke på fortælleren, sagde forfatteren D.H. Lawrence, og det er en ganske god regel at gå ud fra, både når man lytter, læser – og prædiker.

1. Kristendom er altid ny begyndelse

Lukasevangeliet kapitel 24, vers 28-34:



De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde: »Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.« Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden: »Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?«



Det gælder for den gode bog – herunder bøgernes bog – at halvdelen skrives af læseren. Og det glædelige budskab giver altid ny begyndelse. I lyse som i mørke tider finder jeg intet bedre sted at begynde, end mit favoritstykke fra Lukasevangeliet om de to disciple på vej mod Emmaus. Kristus er død på korset, de to har mistet deres tro og håb og er fortvivlede. Men pludselig slår en tredjemand følge med dem. Først kan de ikke kende ham, men det går op for dem, at tredjemanden er Vorherre selv. Det modsatte af tro er ikke tvivl, men fortvivlelse, og det er det værste af alt. Emmaus-beretningen viser, at det ender godt, uanset hvad. For der kom ny begyndelse.

2. Fred til mennesker

Lukasevangeliet kapitel 2, vers 11-14:



I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe. Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!



Lukasevangeliets kapitel 2 rummer Juleevangeliet. Gud ville ikke være fjern et sted deroppe, men sendte sin søn, barnet i stalden i Betlehem. Fred til mennesker, ikke fra krig, ondskab, sorg, lidelse og død, men Guds fred fra himmel til jord. Jesus som sand Gud og sandt menneske med en krop, et ansigt og et sprog, helt nær os mennesker. Meget passende fejrer vi julen – at lyset kom til verden – i den allermørkeste tid. Vi er ikke overladt til os selv. Det skete i de dage. Og det sker i disse dage.

3. Alt er (ikke) tomhed

Prædikerens Bog kapitel 1, vers 2:



Endeløs tomhed,

sagde Prædikeren,

endeløs tomhed,

alt er tomhed.



Han er ikke just nogen humørbombe, ham Prædikeren, Davids søn i Det Gamle Testamente. På den anden side viser han jo, at Bibelen ikke bare består af glansbillede-fortællinger, men både rummer et glædeligt budskab, og fortællingen om vi menneskers liv med glæder og sorger, medgang og modgang, kærlighed, strid og tomhed. Der findes ikke nogen historie, som på den ene eller anden måde ikke står i Bibelen. Samuel Beckett, der humoristisk beskrev det absurde liv, sagde til slut i sit værk: ”You never know” – vi kan aldrig vide. Heller ikke om Gud, og derfor lades håbet aldrig ude. Ser man i Prædikerens Bog, vil man også her finde lys i mørket.

4. Jeg skal ikke frelse mig selv

Markusevangeliet kapitel 2, vers 13-15:



Jesus gik atter ud langs søen, og hele skaren kom til ham, og han underviste dem. Da han gik videre, så han Levi, Alfæus' søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!« Og han rejste sig og fulgte ham.

Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham.



Vi hverken kan eller skal frelse os selv. Siger vi nej til Vorherre, sætter vi noget andet i hans sted, og det ved vi fra verdenshistorien, at det går aldrig godt. Beretningen om Levi, som så langt fra var et af Guds bedste børn, handler om én, som får et tilbud, han ikke kan sige nej til: Følg mig! – siger Jesus til ham, og det gjorde Levi. Det tilbud får vi hver især, alle os umuliusser, der heller ikke altid er, som vi bør være, og som også kender til mørke og kaos. Tager vi imod tilbuddet, er vi på rette vej.

5. Se, jeg gør alting nyt

Johannes' Åbenbaring kapitel 21, vers 5:



Og han, der sidder på tronen, sagde: »Se, jeg gør alting nyt!« Og han sagde: »Skriv! For disse ord er troværdige og sande.« Og han sagde til mig: »Det er sket. Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden.

Selv om vi hverken kan bevise eller forstå kærligheden, kan vi godt elske. Og selv om vi hverken kan forstå eller bevise Gud, kan vi godt tro. Tro handler ikke om styrke, eller meninger, men om tillid. Har vi tillid til Vorherre, vil livet altid være ungt, uanset hvor gamle vi er, og uanset om vi er omgivet af lys eller mørke. Det hele skal nok gå, også når det ikke går. For ham, som vi stoler på, gør alting nyt.

Henrik Bach er sognepræst i Fårevejle.