Malene Fenger-Grøndahl. Foto: Søren Kjeldgaard.
"Jeg er selv tvilling, og jeg har valgt tvillinger som hovedpersoner, fordi de har en særlig intimitet sammen, samtidig med at de er forskellige", siger Malene Fenger-Grøndahl om sine hovedpersoner Tobias & Trine. Foto: Søren Kjeldgaard.

31.01.2019 Af Thomas Godsk Larsen

Giv børn ærlige svar på de store spørgsmål

Forfatter og journalist Malene Fenger-Grøndahl giver tre nye bud på, hvordan man starter en samtale med børn om store spørgsmål. Er mormor både nede i jorden og oppe hos Gud? Og hvad er det at være Guds barn?

I dag, den 31. januar, udkommer tre bøger i en ny børneserie: Tobias & Trine-bøgerne. De er skrevet af forfatter og journalist Malene Fenger-Grøndahl og tager livtag med liv, død og kristendom i et sprog, børn kan forstå. Vi spørger hende, hvordan bøgerne blev til, og hvad hun vil med bøgerne.

Hvilke rammer fik du for bøgerne?

Vi talte om, at serien på en levende og moderne måde skulle handle om spørgsmål, børn tumler med, når de møder kristendommen. De skulle ikke være lærebogsagtige, men fortællende og formidle kristne ritualer og budskaber, så de giver mening for børn. Derfra kom jeg på mine hovedpersoner, Tobias og Trine.

Hvorfor lige tvillinger?

Jeg er selv tvilling, og jeg har valgt tvillinger som hovedpersoner, fordi de har en særlig intimitet sammen, samtidig med at de er forskellige. Det betyder på én gang, at jeg kan skabe et intimt rum med spørgsmål, de undersøger sammen, og at læserne får to forskellige børn, de kan identificere sig med.

Hænger de tre bøger sammen?

Ja, men de kan også læses hver for sig. Jeg har villet skabe et univers, som læserne kan blive fortrolige med, og hvor de lærer Tobias og Trine at kende. Bøgerne hænger sammen på den måde, at temaerne griber ind i hinanden. For eksempel taler tvillingerne også om mormorens død, som ”Tobias & Trine siger farvel til mormor” handler om, i bogen om påsken.

De tre første bøger i serien handler om dåb, død/begravelse og påske. Hvilken bog var sværest at skrive?

Den om påsken. Jeg ville gerne formidle, hvad påsken handler om, men udfordringen var, at påske i dag for mange ikke har så meget med kristendom og kirke at gøre. Så balancen var at fortælle om påsken, uden det blev belærende, og at koble påskens budskab med det liv og de spørgsmål, børn har. Det var svært – men også en sjov og spændende udfordring.

Bøgerne er til højtlæsning for børn i 2-7 års alderen. Hvad håber du, bøgerne kan?

Børn er meget konkrete, for eksempel, når de møder døden. For hvordan kan mormor både være nede i jorden og oppe hos Gud? Børn kræver ikke et endeligt svar, men de skal have et ærligt svar. Måske det ærlige svar for én forælder er, at ’det ved jeg ikke’, og for en anden, ’hvis vi tror på Gud, finder han nok en løsning’. Og hvis mine bøger kan starte dén samtale i familierne, er jeg tilfreds.

For mig handler kristendommen om det liv, vi lever her og nu. Jeg håber, bøgerne kan være en åbning ind til det kristne univers; at forældre selv tør åbne op og gå på opdagelse sammen med børnene.

Jeg vil gerne give mine egne børn en fortrolighed med kirken og det kristne sprog. Jeg vil ikke tvinge dem til at tro, det kan man ikke, men det skal ikke være en forhindring, at man ikke kender kirken og kristendommen.

Har vi svært ved at tale om de store ting med vores børn?

Det ved jeg ikke, det er individuelt. Men måske vi voksne nogen gange taler udenom eller bruger for mange ord, når vi skal forklare noget. For ikke så lang tid siden var jeg på kirkegården med mine egne børn, og min yngste datter spørger: Hvordan finder man vej til himlen? Hvordan er der dér? Må man spise slik? Hvad nu, hvis man er syg eller handicappet på jorden, er man det så også i himlen? Dét er da flotte spørgsmål!

Hvad betyder kristendommen for dig?

Jeg er selv blevet kristen – og døbt – som voksen. Jeg er vokset op i en ikke-kirkelig familie, og jeg har i mange år selv stillet alle de ’dumme’ spørgsmål og for eksempel haft svært ved at forstå, hvad der foregår ved gudstjenesten.

Jeg går i kirke stort set hver søndag og ofte også i løbet af ugen og tager jævnligt mine døtre med. Jeg vil gerne give mine egne børn en fortrolighed med kirken og det kristne sprog. Jeg vil ikke tvinge dem til at tro, det kan man ikke, men det skal ikke være en forhindring, at man ikke kender kirken og kristendommen.

Tobias & Trine

Fakta om bøgerne

Tobias & Trine-serien er små bøger, der formidler kristne budskaber, højtider og traditioner i børnehøjde. Serien er velegnet til børn fra 2-7 år. Til efteråret udkommer den fjerde bog i serien, Tobias & Trine holder jul. Jesper Tom-Petersen har illustreret bøgerne.



Læs mere her

Tobias & Trine siger farvel til mormor

Essentielle emner ud fra et kristent perspektiv for de 3-8-årige
Tobias & Trine siger farvel til mormor
24,95

Forfatter: Malene Fenger-Grøndahl
Illustrator: Jesper Tom-Petersen
Sidetal: 24 sider
Indbinding: Hæftet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7523-908-5
Mål: 10 x 11 cm.