Migrantarbejdere i Bahrain. Foto: Dan Natanael Joseph
Det første sted, der blev fundet olie i Golf-området, var Bahrain. Landet er en magnet for migrantarbejdere, hvoraf langt størstedelen tilhører de lavestlønnede. Foto: Dan Natanael Joseph

13.06.2019 Synne Garff, international chef

Højspændt situation i Golf-området: Det handler ofte om olie og storpolitik. Og midt i det hele er der så de kristne

Bibelselskabet og kirkerne i Bahrain yder en uvurderlig støtte til de mange marginaliserede migrantarbejdere. Igennem Bibelen bliver de en del af et kirkeligt fællesskab, de får et mål og indhold, der handler om at give andre i en tilsvarende situation livsmod

Hvor ville kristendommen være uden Bibelselskabet i Golf-området? Hvor ville tusindvis af marginaliserede migrantarbejdere være? De spørgsmål kan jeg ikke lade være med at stille efter at have besøgt en række kirker, husmenigheder, holdt møder med kirkeledere og talt med migrantarbejdere i Bahrain.

Ingen kirke har råd til at uddele alle de bibler, der efterspørges. Bahrain er en smeltedigel af forskellige nationaliteter. Hvert år uddeles tusindvis af bibler på mere end 30 forskellige sprog til kirker af Bibelselskabet. Uanset, om man besøger en evangelisk menighed fra Nepal, Sri Lanka, Indien, Etiopien eller en mere etableret menighed som den anglikanske eller katolske, mødes man af taknemmelighed over samarbejdet. Men kan man blive ved med at dele bibler ud i et land, hvor der kun bor knap 1,4 mio. indbyggere? Ja, sagtens, for der kommer hele tiden nye migrantarbejdere til, når andre rejser hjem – hvoraf nogle planter nye menigheder.

Bahrain rækker ud til hele verden og er mulighedernes land set fra en missionsvinkel. Mennesker, der har en baggrundstro, vokser i deres kristne tro i udlændigheden, mens andre konverterer – de fleste konvertitter kommer fra en hindu-baggrund. Selvfølgelig er der også muslimer, som bliver kristne. Men for ikke at provokere unødigt, opfordrer nogle præster konvertitter til at beholde tørklædet på, overholde Ramadanen og blive ved med at gå i moskeen. Hvem kan tjekke, at man beder til Jesus? Trosforholdet er et privat anliggende mellem dig og Gud. Bær Jesus i dit hjerte. Det må være ens adfærd, der afgør sagen, som en præst forklarer. 

Ingen kirke har råd til at uddele alle de bibler, der efterspørges.

Høj selvmordsrate

Når man taler om migrantarbejdere i Golfstaterne, springer den høje selvmordsrate i øjnene. I de dage, jeg rejste rundt i Bahrain, kunne man læse i avisen, at flere unge arbejdere havde taget livet af sig selv. Ensomheden gnaver sig ind på disse mennesker, der har forladt mand eller kone og små børn for at sikre dem en bedre tilværelse i typisk Asien eller Afrika. Migrantarbejdere kæmper med misbrug, afhængighed og depression.

Nogle virksomheder snyder de hårdtarbejdende mennesker for lønnen, andre er udsat for korporlig vold, får ikke lov at forlade huset og holdes som slaver i årevis. Men det behøver ikke være så ekstremt for stadig at være en hård og ubærlig tilværelse.

For en del lavtlønnede migrantarbejdere bliver drømmen om at tjene penge en kæmpe skuffelse. Mange taler kun deres eget modersmål og lever isoleret i en arbejdsboble 10-15 timer om dagen med kun en ugentlig eller månedlig fridag. Arbejdet er ofte fysisk krævende. Der er lavtlønnede jobs i olie- og byggeindustrien, og mange arbejder som hushjælp, servitrice, rengøringshjælp, receptionist, frisør eller fristes af hurtige penge ved prostitution. Samtidig er der krav fra familien derhjemme, måske meldinger om børn, som mistrives. Der er grænser for, hvor mange penge, der kan spares op med en månedsløn under 1000 kroner. Nogle dulmer elendighederne med alkohol, og det hænder, at drømmen om et bedre liv ender i fængslet.

For en del lavtlønnede migrantarbejdere bliver drømmen om at tjene penge en kæmpe skuffelse.

Synne i Bahrain. Foto: De Forenede bibelselskaber
Behovet for omsorg er enormt. Sammen med det lokale bibelselskab spiller kirkerne en ventral rolle i bestræbelsen på at drage omsorg og uddanne i storytelling og bibelsk sjælesorg. Foto: Dan Natanael Joseph

Storytelling og bibelsk sjælesorg

Migrantarbejderne føler sig fastlåst og ladt i stikken. Behovet for omsorg er enormt. Kirkerne i Bahrain spiller en central rolle sammen med det lokale bibelselskab i bestræbelsen på at drage omsorg. Mange frivillige tager ud til arbejderne om aftenen og lytter til deres problemer. Der arbejdes med storytelling, og de sidste to år er bibelsk sjælesorg kommet til med støtte fra danske givere. ”Vi vil rigtigt gerne have flere uddannet,” var den klare melding fra kirkeledere og diakonale organisationer, der fortalte om, hvordan metoden allerede har forhindret flere selvmord.

Migrantarbejdere er ikke flygtninge eller ofre for naturkatastrofer og får kun fra tid til anden verdens opmærksomhed i forbindelse med store sportsbegivenheder i for eksempel Qatar. Men jeg har sjældent mødt en gruppe mennesker, der var så søgende efter at få et religiøst perspektiv på deres golde liv. Bibeluniverset åbner for en helt ny dimension i disse udsatte menneskers liv.

Tak, om du vil betænke denne specielle, marginaliserede gruppe i Golf-området, der ikke nyder hverken respekt eller særlig opmærksomhed. Igennem Bibelen bliver de en del af et kirkeligt fællesskab, de får et mål og indhold, der handler om at give andre i en tilsvarende situation livsmod. Mange tager deres nye tro med sig, når de vender hjem og planter nye menigheder. Det er den formidable transformationshistorie, der udfolder sig i dette øjeblik.

Fakta om Bahrain

• Befolkning på ca. 1.4 mio.

• 53 % er migrantarbejdere. De lavestlønnede kommer fra Indien, Nepal, Pakistan, Filippinerne, Kenya og Etiopien.

• Den officielle religion er islam. 70,2 % af den samlede befolkning er muslimer, mens kristne udgør 10,2 %. Blandt statsborgere er 99,8 % muslimer.

• Regeringen er ledet af sunni-muslimer; størstedelen af befolkningen er shia-muslimer.

• Olieproduktion og raffinering tegner sig for mere end 60 % af Bahrains eksportindtægter, 70 % af de offentlige indtægter og 11 % af BNP. Andre store økonomiske aktiviteter er produktion af aluminium.

• Bibelselskabet i Golf-området arbejder i syv lande: Kuwait, Bahrain, Qatar, Oman, Forenede Arabiske Emirater, Saudi Arabien og Yemen. Bibelselskabet har 18 bibelcentre i regionen.