Mange nonner og præster har dybe sår på sjælen efter årevis med krig og terror. De bliver alligevel ved med at hjælpe andre. På billedet er det en nonne i Egypten, som overvældes efter et terrorangreb. Foto: Scanpix.
De kristne er verdens mest forfulgte. Udenrigsministeriet har taget et vigtigt skridt ved at sætte forfølgelse af religiøse minoriteter på dagsordenen. Foto: Scanpix

24.11.2017 Synne Garff, international chef

Kristne er verdens mest forfulgte

I efteråret 2017 besluttede regeringen at etablere et kontor i Udenrigsministeriet, der skal sætte forfølgelse af religiøse minoriteter på dagsordenen. Det er et lille, forsigtigt, men vigtigt skridt. De kristne er verdens mest forfulgte

Terroristerne i Egypten går i stigende grad efter civile mål. Landet er desuden plaget af massiv økonomisk krise samtidig med et stærkt stigende befolkningsantal. Det har fået mange – også kristne – til at rømme landet. Terroristerne har yndet at slå til ved kirkelige højtider. Sidste jul mistede 25 mennesker således livet i Sankt Markus’ Koptiske Ortodokse Domkirke i Kairo. Igen var det terrororganisationen Islamisk Stat, der tog skylden for angrebet.

”Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer,” har præster prædiket i de mørke stunder. Bibelens budskab om fjendekærlighed er selvsagt både oprørende og provokerende

Hen over foråret var der flere alvorlige terrorangreb, og op til påske fandt terroristerne anledning til at angribe igen. Palmesøndag er en af de travleste kirkedage i Egypten. Det er en dag med glæde og fest og tusindvis af palmeblade, der visualiserer fortællingen om Jesus’ indtog i Jerusalem.

Men festlighederne endte brat med en eksplosion i Sankt Pauls Kirke. Og i juni var koptere i Egypten igen mål for et terrorangreb. Denne gang fandt angrebet sted dagen før ramadanen.

"Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer,” har præster prædiket i de mørke stunder. Bibelens budskab om fjendekærlighed er selvsagt både oprørende og provokerende og går stik imod den splittelse i samfundet, som terroristerne ønsker. Og de kristne har lyttet og reageret fredeligt.

Respekt fra muslimske medborgere

Det har igennem årene givet respekt hos de moderate muslimske medborgere, som har støttet og til tider slået ring om deres kristne brødre og søstre i solidaritet. Jo, mange kristne har valgt at reagere fredeligt, men vreden ulmer selvfølgelig, og regeringen kritiseres for ikke at beskytte landets kristne bedre.

I forbindelse med terrorhandlingerne har Bibelselskabet i Egypten oplevet en øget interesse for og efterspørgsel på bibler og opbyggelige bibelvers. Bibelselskabet har samtidig specialiseret sig i at formidle Bibelen for børn og unge. Der afholdes bibelkonkurrencer, og mange unge er engageret i deres sommerferie. Bibelen er fællesskabsstiftende. Børn læser for eksempel Bibelen højt for deres forældre, som ofte er analfabeter.

Også muligheder

På trods af de barske tider sker der altså ufatteligt meget godt i Egypten. Men vores kolleger i Bibelselskabet i Kairo har ikke midler til at gøre alt det, der er brug for. Store dele af landets befolkning er så fattige, at de ikke har råd til at betale en bibel. Mange vil kende skraldebyerne, hvor fortrinsvis kristne overlever ved at sortere skrald.

Du kan være med til at hjælpe pressede og forfulgte kristne og styrke kristendommen. Der er hårdt brug for det. Og der skal ganske lidt til. Bibelens fortællinger er hver dag med til at ændre menneskeliv.