Kristus prædiker, fra ca. 1652

Nytårsdag

01-01-2018

Tekstrække: Anden række

Salmisten skriver: Herre, du har været vor bolig i slægt efter slægt. Før bjergene fødtes, før jorden og verden blev til, fra evighed til evighed er du Gud. Du lader mennesket vende tilbage til støvet, du siger: »Vend tilbage, I mennesker!« Tusind år er i dine øjne som dagen i går, der er forbi, som en nattevagt. Du skyller dem bort, de sover ind, de er som græsset, der gror om morgenen; om morgenen blomstrer det og gror, om aftenen er det vissent og tørt. Vi går til i din vrede, vi forfærdes ved din harme. Du har stillet vore synder for dine øjne, vore skjulte overtrædelser i dit ansigts lys. Alle vore dage svinder hen i din vrede, vi henlever vore år under suk. Vore leveår kan være halvfjerds, eller firs, hvis kræfterne slår til, men al deres stolthed er elendighed og ulykke; hastigt går det, så flyver vi bort. Hvem kender styrken i din vrede og i din harme, så han kan frygte dig? Lær os at holde tal på vore dage, så vi får visdom i hjertet. Vend tilbage, Herre! Hvor længe bliver du borte? Vis medlidenhed med dine tjenere! Mæt os om morgenen med din godhed, så vi kan juble og glæde os hele vort liv. Glæd os lige så længe, som du har ydmyget os, de år, vi oplevede ulykke. Lad dine tjenere få dit værk at se, lad deres børn se din pragt! Herren, vor Guds herlighed komme over os! Styrk vore hænders værk for os, ja, styrk vore hænders værk!

Salmernes Bog 90,1-17

* Epistlen skrives i Jakobsbrevet: Og nu I, som siger: »I dag eller i morgen vil vi rejse til den og den by og blive der et år og drive handel og tjene penge« – I som ikke aner, hvordan jeres liv er i morgen; I er jo kun en tåge, som ses en kort tid og så svinder bort. I skulle hellere sige: »Hvis Herren vil, så skal vi leve og kan gøre det eller det.« Nu praler I og bruger store ord; men al den slags pral er af det onde. Den, der altså ved, hvad der er det rette, men ikke gør det, er en synder.

Jakobsbrevet 4,13-17

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig. Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det. Derfor skal I bede således: Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.«

Matthæusevangeliet 6,5-13