Birgitte, repræsentantskabsmøde 2018. Foto: Carsten Lundager.
Generalsekretær Birgitte Stoklund Larsen fremlagde åreberetningen for repræsentantskabet. Foto: Carsten Lundager.

31.05.2018 Pressemeddelelse

Overskud og oversættelse: 2017 var et godt år for Bibelselskabet

Ved Bibelselskabets årlige repræsentantskabsmøde gjorde generalsekretær Birgitte Stoklund Larsen status efter 2017. Et år, der endte i plus og hvor bibeloversættelse har været i fokus, både herhjemme og internationalt

I dag letter moderne teknologi arbejdet med at oversætte Bibelen til moderne og nutidigt sprog, men de grundlæggende udfordringer i oversættelsesarbejdet består: Hvordan oversætter man et rigt billedsprog, uden at man går på kompromis med ambitionen om, at teksten skal kunne læses og forstås af mennesker uden kendskab til Bibelen og den kristne tradition? Dette var et af fokuspunkterne, da generalsekretær Birgitte Stoklund Larsen fremlagde sin årsberetning ved Bibelselskabets årlige repræsentantskabsmøde torsdag 31. maj 2018.

Bibelen skal oversættes, men først og fremmest læses

Vil man ramme et mundret og nutidigt sprog, må man derud, hvor det danske sprog tales. Denne opgave tog Bibelselskabet på sig og inviterede sidste efterår læsegrupper til at læse med på oversættelsen af Det Gamle Testamente. Håbet var, at 20-25 grupper ville melde sig, men over 70 læsegrupper tilmeldte sig projektet. Birgitte Stoklund Larsen takkede for det store engagement og ikke mindst de mange reaktioner, som vil blive brugt i det videre arbejde med oversættelsen, som inden for en kort årrække vil resultere i en hel bibel på nudansk.

Bibelselskabet er ikke kun optaget af oversættelse lokalt, men også internationalt, hvor Bibelselskabet støtter forfulgte bibeloversættere, i bl.a. Nordafrika og Asien. Her er bibeloversættelse forbundet med direkte fare og oversættere må derfor mødes hemmeligt og under dække af andre aktiviteter.

Sjælesorg i en flygtningelejr

Bibelselskabet arbejder ikke kun med oversættelse, men også med Bibelen som brugsbog – en bog til lindring og trøst. Derfor har Bibelselskabet i 2017 sat yderligere fokus på ’bibelsk sjælesorg’ og på at få udbredt kendskabet til konceptet også i Danmark. Metoden har allerede vist sit værd ude i verden, bl.a. i flygtningelejre i Uganda, hvor kvinder beretter om, hvordan de har rejst sig fra ubeskrivelige overgreb ved hjælp af bibelsk sjælesorg.

Stjerner og hjerter

2017 har også budt på markante udgivelser fra Bibelselskabets Forlag, udgivelser som tilmed er blevet mødt af stjerneregn og flotte anmeldelser. Maria Helleberg gav reformationen kraft og saft i sin roman, ”Stormene”; Bjarne Reuter genfortalte juleevangeliet til både store og små med ”En nat i Betlehem” og Ida Jessen beviste, at poesi og moderne sprog ikke er uforlignelige størrelser, med sit bidrag til ”TAK – Salmernes Bog på nudansk.”

Regnskab med overskud

Ved repræsentantskabsmødet blev Bibelselskabets regnskab for 2017 godkendt med et positivt resultat på kr. 605.529.

Pressekontakt

Generalsekretær Birgitte Stoklund Larsen
Telefon: 29 42 05 21, E-mail: bsl@bibelselskabet.dk