Der var en mand i Maon, som havde sin kvægavl i Karmel. Manden var meget velstående, han ejede tre tusind får og tusind geder. Han holdt netop fåreklipningsfest i Karmel. Manden hed Nabal og hans kone Abigajil. Hun var både klog og smuk; men han var hård og ond. Han var kalebit.

Da David ude i ørkenen hørte, at Nabal holdt fåreklipningsfest, sendte han ti unge mænd af sted og sagde til dem: »Drag op til Karmel og gå hen til Nabal; hils ham fra mig og sig så til min broder: Fred være med dig, fred være med dit hus, og fred være med alt, hvad der er dit! Jeg har hørt, at du holder fåreklipningsfest. Nu er det sådan, at dengang dine hyrder holdt til hos os, forulempede vi dem ikke, og de har intet mistet, al den tid de har været i Karmel. Spørg selv dine folk, de kan fortælle dig om det. Gid mine unge mænd må finde nåde for dine øjne! Det er jo en festdag, vi kommer på, så giv dine tjenere og din søn David, hvad du har for hånden.« Davids folk kom så til Nabal og sagde alt det til ham fra David, og så stod de og ventede. Men Nabal svarede Davids tjenere: »Hvem er David? Hvem er Isajs søn? Nu om dage er der så mange trælle, der rømmer fra deres herre. Skulle jeg så tage mit brød og vand og mit kvæg, som jeg har slagtet til mine fåreklippere, og give det til nogle, som jeg ikke ved, hvor er fra?« Så gik Davids folk deres vej, og da de kom hjem, fortalte de ham det hele. Da sagde David til sine mænd: »Spænd alle sammen sværdet om lænden!« Det gjorde de, og David spændte også sit sværd om lænden. Omkring fire hundrede mand fulgte David, mens to hundrede mand blev tilbage ved trosset.

Nu havde en af karlene sagt til Nabals kone Abigajil: »David har sendt nogle folk fra ørkenen med ønsket om lykke for vores herre, og han overfusede dem. Men de mænd har været meget gode imod os; de har ikke forulempet os, og vi har intet mistet, al den tid vi drog omkring hos dem, mens vi var ude på græsgangene. Nat og dag var de en mur omkring os, al den tid vi vogtede småkvæget i nærheden af dem. Find ud af, hvad du kan gøre, for en ulykke truer vores herre og hele hans hus. Selv er han jo så ondsindet, at man ikke kan sige noget til ham.« Abigajil tog i en fart to hundrede brød, to krukker vin, fem tilberedte får og fem sea ristet korn, hundrede rosinkager og to hundrede figenkager. Hun læssede det på æslerne og sagde til sine karle, at de skulle gå i forvejen, så ville hun følge efter dem. Men sin mand Nabal fortalte hun ikke noget. Mens hun nu red på sit æsel i skjul af bjerget, mødte hun David og hans mænd, der var på vej mod hende. David havde sagt: »Det var altså helt forgæves, at jeg i ørkenen vogtede alt det, som tilhører det menneske. Han har intet mistet af sin ejendom, og alligevel gengælder han mig godt med ondt. Gud ramme David igen og igen, hvis jeg i morgen har levnet nogen af mandkøn hos ham!«

Da Abigajil fik øje på David, sprang hun hurtigt ned af æslet og kastede sig til jorden for David. Hun faldt ned for hans fødder og sagde: »Skylden er min, herre! Lad mig tale til dig. Hør mig, herre! Tag dig ikke af Nabal, det ondsindede menneske. Han svarer til sit navn; Nabal hedder han, og tåbeligt handler han. Herre, jeg så ikke de unge mænd, du sendte. Men, herre, så sandt Herren lever, og så sandt du lever, har Herren holdt dig fra at pådrage dig blodskyld og tage dig selv til rette. Gid det dog må gå dine fjender og dem, der søger din ulykke, som Nabal. Men lad nu folkene i min herres følge få den gave, som din trælkvinde har bragt dig. Tilgiv din trælkvindes frimodighed, for Herren vil jo skabe min herre et hus, der står fast. Min herre fører jo Herrens krige, og der skal ikke ske dig noget ondt, så længe du lever. Skulle nogen give sig til at forfølge dig og stræbe dig efter livet, så skal min herres liv være bundet i de levendes knippe hos Herren, din Gud. Men dine fjenders liv skal han slynge ud af slyngelæderet. Og når Herren opfylder alt det gode, han har lovet dig, herre, og indsætter dig som fyrste over Israel, skal du ikke få anfægtelse og samvittighedskval, herre, over at du skulle have udgydt uskyldigt blod, og at du, herre, skulle have taget dig selv til rette. Men når Herren viser min herre godhed, så glem ikke din trælkvinde!« David svarede Abigajil: »Lovet være Herren, Israels Gud, fordi han i dag har sendt dig til mig! Velsignet være din dømmekraft, og velsignet være du selv, fordi du i dag har forhindret mig i at pådrage mig blodskyld og tage mig selv til rette. Så sandt Herren, Israels Gud, lever, han, som har holdt mig fra at volde dig ulykke: Var du ikke ilet mig i møde, havde Nabal ikke haft en eneste af mandkøn tilbage ved daggry.« Så tog David imod det, hun havde bragt ham, og han sagde til hende: »Gå hjem i fred! Jeg har lyttet til dig og vil opfylde din bøn.«

Da Abigajil kom hjem til Nabal, holdt han netop et gilde i sit hus, som var han en konge. Nabal var kommet i stemning og var stærkt beruset, derfor fortalte hun ham intet som helst før næste morgen. Men da vinen om morgenen var gået Nabal af hovedet, og hans kone fortalte ham, hvad der var sket, stod hjertet stille i livet på ham, og han blev helt forstenet. Efter ti dages forløb ramte Herren Nabal, så han døde. Da David hørte, at Nabal var død, sagde han: »Lovet være Herren, fordi han har skaffet mig oprejsning for den forhånelse, Nabal tilføjede mig, og har skånet mig for at handle ondt. Herren har ladet Nabals ondskab ramme ham selv.« Så sendte David bud til Abigajil om, at han gerne ville giftes med hende. Davids folk kom til Abigajil i Karmel og fortalte hende, at David havde sendt dem for at sige, at han gerne ville giftes med hende. Da rejste hun sig, kastede sig til jorden og sagde: »Jeg er rede til som en trælkvinde at vaske støvet af min herres tjeneres fødder.« Abigajil satte sig straks på sit æsel, og hendes fem piger fulgte med hende. Hun fulgte Davids mænd og blev hans hustru.

David havde også giftet sig med Akinoam fra Jizre'el. De var begge to hans hustruer. Men Saul havde givet sin datter Mikal, Davids kone, til Palti, en søn af Lajish fra Gallim.