Bibelen online

Første Samuelsbog Kapitel 27

David i filisterkongens tjeneste

David sagde til sig selv: »En skønne dag mister jeg livet for Sauls hånd. Jeg kan ikke gøre noget bedre end at bringe mig i sikkerhed i filistrenes land. Så vil Saul opgive at lede efter mig i hele Israel, og så er jeg i sikkerhed for ham.« David brød op med sine seks hundrede mand og gik til Maoks søn Akish, kongen i Gat. David tog ophold hos Akish i Gat sammen med sine mænd, hver med sin husstand. David havde sine to hustruer med sig, Akinoam fra Jizre'el og Abigajil, der havde været gift med Nabal fra Karmel. Da Saul fik at vide, at David var flygtet til Gat, holdt han op med at lede efter ham.

David sagde til Akish: »Hvis jeg har fundet nåde for dine øjne, så lad mig få et sted i en af byerne ude i landet, så jeg kan tage ophold der. Hvorfor skal jeg bo hos dig i kongebyen, herre?« Akish gav ham straks Siklag. Det er derfor, Siklag tilhører Judas konger den dag i dag. Den tid, David opholdt sig i filistrenes land, var et år og fire måneder.

David og hans mænd gjorde indfald hos geshuritterne, girzitterne og amalekitterne. Det var den befolkning, der boede i det område, som strækker sig fra Telam helt til Shur og til Egypten. Når David hærgede deres land, lod han hverken mænd eller kvinder i live. Men får og køer, æsler og kameler og klæder tog han, og så vendte han tilbage til Akish. Når Akish spurgte: »Hvor har I gjort indfald i dag?« svarede David: »I Judas sydland,« eller: »I jerakme'elitternes sydland,« eller: »I kenitternes sydland.« David lod hverken mænd eller kvinder i live for ikke at skulle føre dem med til Gat; for han tænkte: »De ville røbe os og sige: Sådan har David gjort.« Sådan bar han sig ad, lige så længe han opholdt sig i filistrenes land. Akish troede på David, og han tænkte: »Han har lagt sig grundigt for had i sit folk Israel. Han bliver i min tjeneste resten af sit liv.«

Krydshenvisning:

1 Sam 23,23

Krydshenvisning:

1 Sam 21,11-16

Krydshenvisning:

1 Sam 25,40-43 30,5

Krydshenvisning:

Jos 15,31

Krydshenvisning:

2 Mos 17,14

Krydshenvisning:

Dom 1,16

Maria fra Magdala

En graphic novel om Jesus og hans tid
Maria fra Magdala
279,95

Forfatter: Kristian Leth
Illustrator: Peter Snejbjerg
Sidetal: 112 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-271-1
Mål: 19 x 26 cm.