Bibelen online

Anden Krønikebog Kapitel 23

I det syvende år fik Jojada mod til at indgå en pagt med hundredførerne Azarja, Jerohams søn, Ismael, Johanans søn, Azarja, Obeds søn, Ma'aseja, Adajas søn, og Elishafat, Zikris søn. De tog rundt i Juda og samlede levitterne fra alle Judas byer og overhovederne for Israels fædrenehuse. Da de kom til Jerusalem, sluttede hele forsamlingen pagt med kongen i Guds hus. Jojada sagde til dem: »Her er kongesønnen! Han skal være konge efter det løfte, Herren gav om Davids efterkommere. Sådan skal I gøre: Den tredjedel af jer, de præster og levitter, der kommer på sabbatten, skal være portvagter; den anden tredjedel skal være i kongens palads og den sidste tredjedel ved Jesod-porten, mens hele folkemængden skal være i forgårdene til Herrens tempel. Ingen må komme ind i Herrens tempel, undtagen præsterne og de levitter, der gør tjeneste. De må komme derind, for de er hellige; hele folkemængden skal holde Herrens bud! Levitterne skal stille sig i ring om kongen, hver med våben i hånd; den, der går ind i templet, skal lide døden. I skal være om kongen, hvor han står og går.«

Levitterne og alle judæerne gjorde, ganske som præsten Jojada befalede. De tog hver deres mænd, både dem, der afløste, og dem, der blev afløst på sabbatten, for præsten Jojada gav ikke skifterne fri for tjeneste. Præsten Jojada gav hundredførerne spyddene, skjoldene og rundskjoldene, som havde tilhørt kong David, og som var i Guds hus. Da han havde opstillet alle folkene med spyd i hånd, fra templets sydside til dets nordside, foran alteret og templet, rundt om kongen, førte de kongesønnen ud, satte diademet på ham og gav ham loven. Så udråbte de ham til konge, og Jojada og hans sønner salvede ham, og de råbte: »Kongen leve!« Da Atalja hørte råbet fra folkemængden, der kom løbende og hyldede kongen, gik hun ind til folkemængden i Herrens tempel, og der så hun kongen stå ved sin søjle ved indgangen, mens sang og trompetfanfarer bølgede om ham, og alle storbønderne jublede og blæste i trompeter, og sangerne med deres instrumenter førte an i lovsangen. Så flængede Atalja sine klæder og råbte: »Forræderi, forræderi!« Men præsten Jojada gav befaling til hærens beskikkede hundredførere og sagde til dem: »Før hende ud mellem rækkerne! Den, der vil følge hende, skal dræbes med sværdet.« For præsten havde sagt: »I må ikke dræbe hende i Herrens tempel.« Så greb de hende, og da hun ad Hesteporten var kommet til kongens palads, dræbte de hende der.

Jojada sluttede nu pagt mellem sig selv og hele folket og kongen om, at de skulle være Herrens folk. Derpå gik hele folket til Ba'als tempel og rev det og dets altre ned og knuste dets billeder, og de dræbte Ba'als præst Mattan foran altrene. Jojada lagde tilsynet med Herrens tempel i hænderne på præsterne og levitterne, som David havde inddelt i skifter til at gøre tjeneste i Herrens tempel, for at de skulle bringe brændofrene til Herren som foreskrevet i Moses' lov, under festglæde og sang efter Davids anvisning. Han opstillede portvagterne ved portene til Herrens tempel, så ingen, der på nogen måde var uren, skulle gå derind. Så tog han hundredførerne, de fornemme, folkets ledere og alle storbønderne, og de førte kongen ned fra Herrens tempel og kom gennem Øvreporten til kongens palads, hvor de lod kongen sætte sig på kongetronen; alle storbønderne glædede sig, og byen forholdt sig i ro. Men Atalja dræbte man med sværd.

Krydshenvisning:

2 Sam 7,12

Krydshenvisning:

1 Sam 10,24

1 Kong 1,39

Krydshenvisning:

2 Krøn 7,6

Krydshenvisning:

2 Krøn 15,12

Krydshenvisning:

2 Kong 23,12

2 Krøn 31,1

Krydshenvisning:

2 Krøn 7,6 29,25-30

Maria fra Magdala

En graphic novel om Jesus og hans tid
Maria fra Magdala
279,95

Forfatter: Kristian Leth
Illustrator: Peter Snejbjerg
Sidetal: 112 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-271-1
Mål: 19 x 26 cm.