Bibelen online

Daniels Bog Kapitel 1

Daniel og hans tre venner i babylonerkongen Nebukadnesars tjeneste

I Judas konge Jojakims tredje regeringsår drog babylonerkongen Nebukadnesar mod Jerusalem og belejrede den. Herren gav Judas konge Jojakim i hans magt, sammen med en del af karrene fra Guds hus, og han førte dem med til landet Sinear til sin guds hus. Karrene anbragte han i sin guds skatkammer.

Kongen befalede sin hofchef, Ashpenaz, at udvælge nogle israelitter, dels fra kongeslægten, dels fra de fornemme familier, unge mænd uden legemsfejl, smukke, med indsigt i al slags visdom, med kundskab og forstand og med evner til at gøre tjeneste i kongens palads. Dem skulle han undervise i kaldæernes skrift og sprog. Kongen ville dagligt tildele dem mad og vin fra det kongelige taffel. De skulle oplæres i løbet af tre år, og derefter skulle de træde i kongens tjeneste. Blandt dem var judæerne Daniel, Hananja, Mishael og Azarja. Dem gav hofchefen nye navne: Daniel gav han navnet Beltshassar, Hananja navnet Shadrak, Mishael navnet Meshak og Azarja navnet Abed-Nego.

Daniel satte sig for, at han ikke ville være uren ved mad og vin fra det kongelige taffel, og han bad hofchefen om, at han måtte undgå at blive uren. Gud lod Daniel finde velvilje og barmhjertighed hos hofchefen, men hofchefen sagde til Daniel: »Jeg frygter, at min herre kongen, som har tildelt jer mad og drikke, vil synes, at I ser dårligere ud end de andre unge mænd på jeres alder. Så bringer I mit liv i fare hos kongen.« Men Daniel sagde til den tilsynsmand, som hofchefen havde sat over Daniel, Hananja, Mishael og Azarja: »Sæt dine tjenere på en prøve! I ti dage skal vi kun have grønsager at spise og vand at drikke; derpå skal du sammenligne vores udseende med de unge mænd, der får deres mad fra det kongelige taffel. Så kan du gøre med os, efter hvad du får at se, herre.« Han føjede dem og lod dem komme på prøve i ti dage. Da de ti dage var gået, så de bedre ud og var mere velnærede end alle de unge mænd, der fik deres mad fra det kongelige taffel. Så holdt tilsynsmanden op med at bringe dem mad og vin fra taflet og gav dem grønsager i stedet for. Gud gav disse fire unge mænd forstand og indsigt i al slags skrift og visdom. Og Daniel forstod sig på alle slags syner og drømme.

Da nu den tid var gået, som kongen havde fastsat, førte hofchefen de unge mænd frem for Nebukadnesar. Kongen talte med dem, og blandt dem alle fandtes der ingen som Daniel, Hananja, Mishael og Azarja. Så trådte de i kongens tjeneste. Hver gang kongen spurgte dem om noget, der krævede visdom og indsigt, opdagede han, at de var ti gange så dygtige som samtlige mirakelmagere og besværgere i hele hans kongerige. Og Daniel blev der til kong Kyros' første regeringsår.

Krydshenvisning:

2 Kong 24,1

2 Krøn 36,5-6

Krydshenvisning:

2 Kong 20,17-18

Es 39,7-8

1 Mos 11,2

2 Krøn 36,7

Krydshenvisning:

2 Kong 20,17-18

Es 39,7-8

Krydshenvisning:

Dan 5,12 10,1

Krydshenvisning:

3 Mos 11

Judit 12,2

TilfEst C,28

Krydshenvisning:

1 Mos 39,21

Krydshenvisning:

Dan 5,12

Krydshenvisning:

Dan 6,29

Ezra 1,1

Maria fra Magdala

En graphic novel om Jesus og hans tid
Maria fra Magdala
279,95

Forfatter: Kristian Leth
Illustrator: Peter Snejbjerg
Sidetal: 112 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-271-1
Mål: 19 x 26 cm.