Bibelen online
Ezekiels Bog Kapitel 19
Dødsklage over kongehuset
Syng en dødsklage over Israels fyrster og sig:
En hunløve var din mor
blandt løver!
Hun lå blandt ungløver,
hun opfostrede sine unger.
Hun opdrog en af sine unger,
den blev ungløve;
den lærte at sønderrive bytte,
den åd mennesker.
Folkene hørte om den,
og den blev fanget i deres faldgrube.
Så trak de den med kroge
til Egyptens land.
Hun ventede længe,
hun forstod, at hendes håb var ude.
Så tog hun en anden af sine unger
og gjorde den til ungløve.
Den færdedes blandt løverne
og blev ungløve;
den lærte at sønderrive bytte,
den åd mennesker.
Den knuste deres borge,
lagde deres byer i ruiner,
så landet og dets beboere
stivnede af skræk ved dens brøl.
Så sendte de folk imod den
fra landene rundt om;
de kastede deres net over den,
den blev fanget i deres faldgrube.
Med kroge trak de den i bur
og slæbte den til Babylons konge;
de spærrede den inde,
så dens brøl ikke længere kunne høres
i Israels bjerge.
Din mor var som en vinstok i vingården,
plantet, hvor der var vand.
Den fik ranker og bar frugt,
for der var strømmende vand.
Den fik kraftige grene,
egnede til herskerstave;
dens stamme rakte op mellem skyerne,
synlig ved sin højde og sine mange ranker.
Men i harme blev den rykket op
og kastet ud på jorden.
Østenvinden fik den til at visne,
dens frugt blev revet af,
dens kraftige grene visnede,
ilden fortærede dem.
Nu er den plantet i ørkenen,
i det tørre, tørstende land.
Ild slog ud fra dens stamme
og fortærede kviste og frugt;
der blev ingen kraftig gren tilbage,
ingen herskerstav!
Dette er en dødsklage, og en dødsklage er det blevet.