Bibelen online

Ezras Bog Kapitel 4

Fjendernes modstand mod byggeriet

Men da Judas og Benjamins fjender hørte, at de, der havde været i landflygtighed, var ved at bygge Herren, Israels Gud, et tempel, henvendte de sig til Zerubbabel og til overhovederne for fædrenehusene og sagde til dem: »Lad os være med til at bygge, for vi dyrker jeres Gud ligesom I. Ham har vi ofret til, lige siden assyrerkongen Asarhaddon bragte os hertil.« Men Zerubbabel, Jeshua og de øvrige overhoveder for Israels fædrenehuse svarede: »Vi skal ikke i fællesskab bygge vor Gud et hus; vi alene skal bygge for Herren, Israels Gud, sådan som kong Kyros, Persiens konge, har befalet os.« Men landets folk tog modet fra judæerne og skræmte dem fra at bygge. De bestak nogle rådgivere til at kuldkaste deres planer, så længe perserkongen Kyros levede, til perserkongen Dareios' regering.

I begyndelsen af Ahasverus' regering skrev de et anklageskrift mod Judas og Jerusalems indbyggere. I Artaxerxes' regeringstid skrev Bishlam, Mitredat, Tab'el og alle deres embedsbrødre til perserkongen Artaxerxes. Skrivelsen var med aramaisk skrift og oversat til aramaisk.

Guvernøren Rekum og skriveren Shimshaj skrev følgende brev vedrørende Jerusalem til kong Artaxerxes – guvernøren Rekum, skriveren Shimshaj og alle deres embedsbrødre: dommerne, gesandterne, de persiske embedsmænd, de fra Erek og Babylon, elamitterne fra Susa og de øvrige folkeslag, som den store og berømte Asnappar havde ført bort og bosat i Samarias byer og andre steder i provinsen Hinsides Floden. Dette er en afskrift af brevet, som de sendte ham: »Til kong Artaxerxes fra dine tjenere, mændene i provinsen Hinsides Floden: Du skal vide, konge, at de judæere, som drog op til os fra dig, er kommet til Jerusalem. De er i færd med at genopbygge denne oprørske og onde by; de er ved at gøre murene færdige og har udbedret fundamenterne. Nu skal du vide, konge, at hvis byen genopbygges, og dens mure bliver gjort færdige, så vil de hverken betale skat, afgifter eller andre ydelser, og i sidste ende er det kongedømmet, der lider tab. Og da vi er i kongens tjeneste, er det ikke passende, at vi ser på, at kongen bliver vanæret. Derfor sender vi nu underretning til dig, konge, for at man kan undersøge dine forfædres annaler. Dér vil du erfare, at denne by har været en oprørsk by, som har påført kongedømmet og provinserne tab, og at den har gjort oprør fra tidernes morgen. Det var derfor, byen blev lagt i ruiner. Du skal vide, konge, at hvis denne by genopbygges, og dens mure bliver gjort færdige, så har du ikke længere nogen besiddelse i provinsen Hinsides Floden!«

Kongen sendte dette svar: »Til guvernøren Rekum, skriveren Shimshaj og alle deres embedsbrødre, som bor i Samaria og andre steder i provinsen Hinsides Floden. Vær hilset! Den skrivelse, I har sendt os, er blevet læst op for mig i oversættelse. Jeg har givet befaling til at undersøge det, og man har fundet frem til, at denne by fra tidernes morgen har rejst sig imod kongedømmet, og at den har gjort sig skyldig i opstand og oprør. Men stærke konger har hersket over Jerusalem og haft herredømmet over hele provinsen Hinsides Floden. Og de har modtaget skat, afgifter og andre ydelser. Giv derfor befaling til at standse disse mænd; denne by må ikke genopbygges, før der kommer befaling fra mig. Se til, at I ikke er efterladende i denne sag, så ulykken bliver større, og kongedømmet lider tab.«

Så snart afskriften af kong Artaxerxes' skrivelse var blevet læst op for Rekum, skriveren Shimshaj og deres embedsbrødre, tog de straks til Jerusalem og standsede judæerne med våbenmagt. Derpå ophørte arbejdet på Guds hus i Jerusalem, og det lå stille indtil perserkongen Dareios' andet regeringsår.

Krydshenvisning:

2 Kong 17,24-33 19,37

Note:

Ahasverus er perserkongen Xerxes.

Krydshenvisning:

Est 1,1

Note:

Teksten 4,8-6,18 er skrevet på aramaisk.

Krydshenvisning:

1 Mos 10,10

Note:

Asnappar er assyrerkongen Assurbanipal.

provinsen Hinsides Floden er betegnelse for Syrien og Palæstina.

Krydshenvisning:

1 Kong 5,1

Krydshenvisning:

Ezra 6,15

Maria fra Magdala

En graphic novel om Jesus og hans tid
Maria fra Magdala
279,95

Forfatter: Kristian Leth
Illustrator: Peter Snejbjerg
Sidetal: 112 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-271-1
Mål: 19 x 26 cm.