Bibelen online

Habakkuks Bog Kapitel 1

Det udsagn, profeten Habakkuk modtog i et syn.

Klage over vold

Hvor længe, Herre, skal jeg råbe om hjælp,

uden at du hører,

skrige til dig om vold,

uden at du frelser?

Hvorfor lader du mig opleve uret

og ser roligt på ulykken?

Undertrykkelse og vold møder mig,

der lyder anklage, der rejser sig fordømmelse.

Derfor er loven lammet,

retten sker aldrig fyldest.

Uretfærdige omringer retfærdige,

derfor bliver retten fordrejet.

Kaldæernes angreb

Se jer om blandt folkeslagene,

I skal blive stumme af undren,

for jeg udfører en gerning i jeres dage,

som I ikke vil tro, når den bliver fortalt;

nu rejser jeg kaldæerne,

det hidsige og hurtige folk,

som drager ud over hele jorden

for at erobre bopladser, der ikke er deres.

Grusomme og frygtelige er de,

deres lov og ret sker fyldest.

Deres heste er hurtigere end pantere,

rappere end nattens ulve.

Rytterne galoperer af sted,

de kommer flyvende fra det fjerne

som en ørn, der jager efter bytte.

De kommer alle for at øve vold;

alles ansigter er vendt fremad,

de tager fanger, talrige som sand.

De gør nar af konger,

fyrster er til latter for dem.

De ler ad alle fæstninger,

kaster en jordvold op og indtager dem,

så farer de videre som vinden.

De gør deres egen kraft til deres gud!

Klage over fjenden

Herre, har du ikke været til fra ældgammel tid?

Min hellige Gud, lad os ikke dø!

Herre, har du ikke sat dem til dommere?

Min klippe, har du ikke indsat dem til at fælde dom?

Du, hvis øjne er for rene til at se på ondskaben,

du, som ikke roligt kan se på ulykken,

hvordan kan du roligt se på troløse,

tie, når uretfærdige opsluger retfærdige?

Du gør med mennesker som med havets fisk,

som med krybet, der er uden hersker.

De trækker dem alle op med en krog,

slæber dem bort i deres net,

samler dem i deres garn

og glæder sig og jubler over det.

Derfor ofrer de til deres net

og tænder offerild for deres garn;

for med dem får de rig fangst

og fede spiser.

Derfor drager de stadig sværdet

og dræber folk uden skånsel.

Krydshenvisning:

ApG 13,41

Krydshenvisning:

2 Kong 24,2

Krydshenvisning:

5 Mos 28,49

Es 5,26

Krydshenvisning:

Sl 90,2

Maria fra Magdala

En graphic novel om Jesus og hans tid
Maria fra Magdala
279,95

Forfatter: Kristian Leth
Illustrator: Peter Snejbjerg
Sidetal: 112 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-271-1
Mål: 19 x 26 cm.