Bibelen online

Højsangen Kapitel 2

Jeg er Sarons rose,

dalenes lilje.

Som en lilje blandt tidsler

er min kæreste blandt unge piger.

Som et æbletræ blandt skovens træer

er min elskede blandt unge mænd.

I hans skygge elsker jeg at sidde,

hans frugt er sød for min gane.

Han har ført mig til vinhuset,

på skiltet over mig står: Kærlighed.

Styrk mig med rosinkager,

forfrisk mig med æbler,

for jeg er syg af kærlighed.

Hans venstre hånd er under mit hoved,

hans højre omfavner mig.

Jeg besværger jer,

Jerusalems døtre,

ved gazellerne og ved hjortene på steppen:

Væk ikke kærligheden,

væk den ikke til live, før den selv vil!

Hør, der er min elskede!

Se, der kommer han

springende hen over bjergene,

dansende hen over højene.

Min elskede er som en gazelle,

som en hjortekalv.

Se, nu står han

bag vores mur,

han kigger ind ad vinduet,

spejder gennem gitteret.

Så siger min elskede til mig:

Stå op, min kæreste,

kom dog, min smukke!

For nu er regntiden ovre,

regnen er hørt op, den er borte.

Blomsterne kommer til syne i landet,

sangens tid er inde,

turtelduens kurren høres i vores land.

Figentræets frugt modnes,

vinstokkens blomster dufter.

Stå op, min kæreste,

kom dog, min smukke!

Min due sidder i bjergkløften,

i skjul på klippevæggen.

Lad mig se din skikkelse,

lad mig høre din stemme;

for din stemme er dejlig,

din skikkelse er yndig.

Fang dog rævene,

de små ræve!

De ødelægger vingårdene,

nu vores vingårde står i blomst.

Min elskede er min, og jeg er hans,

han, som vogter sin hjord blandt liljerne.

Når dagen bliver sval

og skyggerne lange,

vend da om, min elskede, som en gazelle,

som en hjortekalv

på duftende bjerge.

Maria fra Magdala

En graphic novel om Jesus og hans tid
Maria fra Magdala
279,95

Forfatter: Kristian Leth
Illustrator: Peter Snejbjerg
Sidetal: 112 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-271-1
Mål: 19 x 26 cm.