Bibelen online

Malakias' Bog Kapitel 3

Se, jeg sender min engel,

han skal bane vejen for mig.

Herren, som I søger,

kommer med ét til sit tempel,

pagtsenglen, som I længes efter, kommer,

siger Hærskarers Herre.

Hvem kan udholde den dag, han kommer?

Hvem kan bestå, når han viser sig?

Han er som ilden i smelteovnen,

som den lud, man bruger til blegning.

Han sidder og smelter sølvet og renser det. Han renser levitterne og lutrer dem som guld og sølv, så de på rette vis kan frembære offergaver til Herren. Da skal Judas og Jerusalems offergave være Herren til behag som i ældgamle dage, i fortids år.

Nu kommer jeg til jer og holder dom,

jeg træder snart frem som vidne

mod troldmænd og horkarle,

mod dem, der sværger falsk,

mod dem, der unddrager daglejeren hans løn,

og dem, der afviser den fremmede,

enken og den faderløse.

Men mig frygter de ikke,

siger Hærskarers Herre.

Formaning til redelighed med afgifterne

Jeg, Herren, er ikke blevet en anden,

men I er ikke holdt op med at være Jakobs sønner!

Siden jeres fædres dage er I veget fra mine love;

I holdt dem ikke.

Vend om til mig,

så vil jeg vende om til jer,

siger Hærskarers Herre.

I spørger: »Hvordan skal vi vende om?«

Kan et menneske bedrage Gud,

siden I vil bedrage mig?

I spørger: »Hvordan bedrager vi dig?«

Med tiende og afgifter.

Forbandet skal I være,

når I bedrager mig,

det gælder hele folket.

Bring hele jeres tiende til forrådskammeret,

så der kan være føde i mit hus.

Sæt mig på en prøve,

om ikke jeg åbner himlens vinduer for jer

og udøser velsignelse uden mål over jer,

siger Hærskarers Herre.

Jeg skræmmer æderne,

så de ikke ødelægger jordens afgrøde for jer,

og vinstokken ikke slår fejl på marken,

siger Hærskarers Herre.

Da skal alle folkene prise jer lykkelige,

fordi I har et dejligt land,

siger Hærskarers Herre.

Herrens dag til dom og frelse

Det er hårde ord, I bruger mod mig,

siger Herren.

I spørger: »Hvad har vi sagt om dig?«

I siger: »Det er nytteløst at tjene Gud.

Hvad opnår vi ved at holde hans bud

og gå sørgeklædt

for Hærskarers Herres ansigt?

Nej, de overmodige

vil vi nu prise lykkelige;

de klarer sig godt, skønt de handler ugudeligt,

de sætter Gud på prøve og kommer godt fra det.«

De, der frygter Herren, talte dengang med hinanden, og Herren lyttede opmærksomt. Der blev skrevet en bog, for at Herren skulle erindre dem, der frygter ham og agter hans navn.

Den dag jeg griber ind, siger Hærskarers Herre,

skal de være min ejendom;

jeg vil skåne dem,

som en far skåner den søn, der tjener ham.

Da kan I atter skelne retfærdig fra uretfærdig,

ham, der tjener Gud, fra ham, der ikke gør det.

Nu kommer den dag, der brænder som en ovn;

da bliver alle de overmodige

og alle, der handler ugudeligt, til strå.

Dagen, der kommer, skal sætte ild til dem,

siger Hærskarers Herre,

så der hverken bliver rod eller grene tilbage.

Men for jer, der frygter mit navn,

skal retfærdighedens sol stråle frem,

under dens vinger er der helbredelse.

I skal komme ud og springe omkring

som fedekalve;

I skal trampe de ugudelige ned,

så de bliver som støv under jeres fødder,

den dag jeg griber ind,

siger Hærskarers Herre.

Profeten Elias skal komme

Husk min tjener Moses' lov,

som jeg gav ham på Horeb,

lovbudene og retsreglerne

for hele Israel.

Se, jeg sender

profeten Elias til jer,

før Herrens dag kommer,

den store og frygtelige.

Han skal vende fædres hjerte til deres sønner

og sønners hjerte til deres fædre,

så jeg ikke skal komme

og slå landet med forbandelse.

Note:

Se til 1,1.

Krydshenvisning:

2 Mos 23,20

Mal 3,23

Es 40,3

Matt 11,10

Mark 1,2

Luk 1,76 7,27

Krydshenvisning:

Joel 2,11

Åb 6,17

Krydshenvisning:

Zak 13,9

Sir 2,5

Krydshenvisning:

5 Mos 24,14 24,17

Note:

Jakob spiller på det hebraiske ord for bedrager (v. 8-9), jf. 1 Mos 27,36.

Krydshenvisning:

Zak 1,3

Tob 13,5-6

Krydshenvisning:

3 Mos 27,30

Krydshenvisning:

Mal 2,17

Krydshenvisning:

2 Tim 2,19

Krydshenvisning:

Sl 103,13

Krydshenvisning:

Sir 21,9

Krydshenvisning:

Sl 72,2-3

Luk 1,78

Visd 19,9

Krydshenvisning:

2 Mos 20

Krydshenvisning:

Matt 17,10-11

Luk 1,17

Sir 48,10

Mal 3,1

Matt 11,14

Krydshenvisning:

Matt 17,10-11

Luk 1,17

Sir 48,10

Maria fra Magdala

En graphic novel om Jesus og hans tid
Maria fra Magdala
279,95

Forfatter: Kristian Leth
Illustrator: Peter Snejbjerg
Sidetal: 112 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-271-1
Mål: 19 x 26 cm.