Bibelen er højt værdsat ved fronten

Fire år inde i krigen bliver Anatoliy Raychynets stadig ramt af det samme syn: soldater ved fronten, som tager imod en bibel, som var det noget af det mest værdifulde, de kunne få i hænderne. 

Anatoliy Raychynets er præst og vicegeneralsekretær i Bibelselskabet i Ukraine. Når organisationens minibus bliver pakket med bibler og sendt mod frontlinjen i det østlige Ukraine, oplever han det næsten som et mirakel. 

"Det gør stadig indtryk på mig, hvor meget Bibelen betyder. Ikke kun for fordrevne familier, men også for soldater ved fronten. De tager imod den med en alvor og en taknemmelighed, som er svær at beskrive. Jeg kan ikke helt forklare det, men jeg møder det igen og igen," siger han. 

For medarbejderne i Bibelselskabet er ordene om, at lyset skinner i mørket, ikke blevet mindre virkelige med krigen. Tværtimod. Midt i ødelæggelserne oplever de, at Guds ord bliver modtaget som trøst, håb og styrke.

Anatoliy Raychynets har set det før. Allerede i 2014, da prorussiske grupper tog kontrol over Krim, Donetsk og Luhansk, begyndte Bibelselskabet at dele bibler ud nær fronten. 

"Situationen var overvældende. Soldaterne havde et desperat behov for at høre noget, der kunne give håb," husker Anatoliy Raychynets. 

Han tror, det var derfor, så mange allerede dengang tog imod både bibler og forbøn med åbenhed.

For mange er det deres første bibel 

I dag står Bibelselskabet i Ukraine for en omfattende uddeling af Bibelen og Det Nye Testamente nær frontlinjen. Anatoliy Raychynets har selv delt tusindvis af bibler ud. Hver gang spørger han, om den, han står overfor, ønsker at modtage en bibel. Næsten alle svarer ja. 

Det, der især har gjort indtryk på ham, er, hvor mange der ikke allerede har en: 

"Det, der rammer mig, er, at et overvældende flertal, tæt på 90 procent, fortæller, at de ikke har en bibel derhjemme. Det er en helt særlig situation at møde så mange mennesker, som indtil nu ikke har haft Bibelen tilgængelig i deres liv," fortæller Anatoliy Raychynets.

Han anslår, at omkring 40 procent af dem, han møder, i det mindste har hørt om Bibelen. Nogle husker, at deres mor eller bedstemor læste højt for dem som børn. De minder kan vækkes til live igen i mødet med en bibel ved fronten. 

Når soldaterne får øje på de børnebibler, Bibelselskabet også har med, tænker mange på deres egne børn og børnebørn. For nogle bliver Bibelen noget, de tager imod til sig selv. For andre bliver den noget, de længes efter at give videre. 

Når kirken må komme til soldaterne 

Ud over sit arbejde i Bibelselskabet er Anatoliy Raychynets frivillig feltpræst. 

"Når soldaterne ikke kan komme til kirken, må kirken komme til dem," siger han. 

Nogle gange besøger han soldater tæt på fronten. Andre gange møder han dem på hospitaler eller i de centre, hvor sårede soldater får den første behandling. 

Her taler han og de andre feltpræster med soldaterne, læser fra Bibelen, beder med dem og holder nadver med dem. 

Anatoliy Raychynets fortæller, at besøgene på hospitalerne er noget af det hårdeste ved hans arbejde. Når han går ind, har han altid en lille bibel i lommen. Han beskriver den næsten som et førstehjælpskit fyldt med levende ord. 

Han ved aldrig, hvad der venter ham. Kun, at han vil møde mennesker med voldsomme sår, stærke smerter og historier, som er svære at bære. Nogle er vrede. Nogle er ved at miste håbet. Nogle ved, at de er tæt på at dø. 

I de øjeblikke griber han om Bibelen i lommen og beder stille: "Gud, jeg er bare et menneske. Jeg tror, men hjælp mig, når tvivlen tager over." 

"Jeg oplever, at Gud på overnaturlig vis giver mig de ord, jeg har brug for i de svære situationer," siger han. 

Når han taler med andre feltpræster, genkender de oplevelsen. Midt i krigens brutalitet fortæller de om et helligt nærvær, som ikke kan forklares, men som bærer dem gennem mødet med de sårede. 

Behovet for bibler er stadig umætteligt. Ved fronten, på hospitalerne og blandt familier, der lever med frygt og savn, bliver Guds ord ved med at række lys ind i mørket. Derfor er arbejdet langt fra slut.