Luciaoptog er blevet en fast del af december i Danmark, men bag traditionen står en tidlig kristen martyr fra Syrakus, hvis historie har bevaret sin kraft gennem århundreder.
Hvert år i december går børn gennem kirker og skoler med lys i hænderne og synger om natten, der flygter. De fleste kender ritualet, men de færreste tænker over, at navnet Lucia stammer fra en ung kvinde, der levede i Syrakus på Sicilien for omkring 1700 år siden. Hvem var hun, og hvorfor er hun stadig en del af vores danske december?
En ung kvinde fra Syrakus
Før Lucia blev et navn på danske decemberdage, var hun en ung kvinde, der voksede op i et af Romerrigets livlige havneområder. Syrakus på Sicilien var en by præget af handel, kultur og stærke sociale skel, og ifølge Encyclopaedia Britannica fremstilles Lucia i de tidlige traditioner som en del af den velhavende klasse. Hun beskrives som en pige, der allerede i en ung alder ønskede at leve et liv, der tog hendes kristne tro alvorligt.
I fortællingerne bliver netop dette livsvalg afgørende. Lucia ønskede at give sin medgift til de fattige, og Encyclopaedia Britannica skriver, at det brød med de forventninger, der fulgte med hendes stand. Det førte til konflikt med hendes forlovede og senere med de romerske myndigheder, der på dette tidspunkt forfulgte kristne. Lucia nævnes i oldkirkens martyrologier som én af dem, der mistede livet, fordi hun nægtede at opgive sin tro.
Modet som blev hendes eftermæle
Hvordan hendes historie præcis har taget form, er vanskeligt at vide. Men Nationalmuseet skriver på deres hjemmeside, at selv om kilderne er sparsomme, er Lucia tidligt blevet husket som en, der satte mod over frygt. I oldkirkens fortællinger blev hun et forbillede, ikke fordi hun søgte martyriet, men fordi hun ifølge traditionen holdt fast i sin tro og sit livsvalg, selv når det havde omkostninger. For de første kristne var historien om Lucia et billede på tro som en aktiv handling.
“Den lysende”
Lucias navn stammer fra det latinske "lux", der betyder lys, og den sproglige betydning har i sig selv været med til at forme hendes eftermæle. Catholic Encyclopedia beskriver, hvordan Lucia gennem århundrederne blev forbundet med lys, syn og klarhed, og hvordan kunst og fortælletraditioner har brugt disse motiver i skildringer af hende.
I Norden blev Lucia desuden knyttet til vinternattens mørke og længslen efter daggry. Hendes festdag, 13. december, lå i middelalderen tæt på vintersolhverv, og lysbæreren fik derfor en særlig plads i folkelig religiøsitet.
Da den svenske Lucia-tradition med hvide kjoler, lys og sang kom til Danmark i 1940’erne, faldt den ind i en tid præget af krigsårene og deres efterklang. Lex.dk beskriver, hvordan optoget hurtigt blev tolket som et stille udtryk for håb, både i den konkrete vintermørke og i en mere overført forstand.
Fra helgen til fællestradition
I dag er Lucia ikke længere kun en helgenfigur i kirkehistorien, men en del af en bred dansk decemberkultur, hvor traditionen lever videre i både skoler, kirker og plejehjem. De fleste, der ser optogene, kender måske ikke historien bag, og det behøver de heller ikke. Folkekirken.dk skriver, at Luciafejringen i dag taler til noget grundlæggende menneskeligt, nemlig behovet for lys, håb og fællesskab.
