Vejen til præstegerningen har været kroget for Ren. Hun er optaget af sjælesorg. For der er meget lidelse omkring hende, men samfundet er lukket, når det handler om følelser. Det vil Ren gøre noget ved. Foto: Hans Johan Sagrusten
Vejen til præstegerningen har været kroget for Ren. Hun er optaget af sjælesorg. For der er meget lidelse omkring hende, men samfundet er lukket, når det handler om følelser. Det vil Ren gøre noget ved. Foto: Hans Johan Sagrusten

Af Synne Garff

Fra paragraffer til bibelvers

Ren havde et travlt job som jurist i forsikringsbranchen. Men en dag fik hun nok og forlod sit arbejde

”Det er noget af det bedste, jeg har gjort.”

Rens vågne øjne gemmer på et uroligt sind. Den mørkeblå kjole hænger løst på kroppen.

”Sådan går jeg klædt nu. Det er helt slut med spadseredragten.”

Ren er 33 år og uddannet jurist. For et par år siden forlod hun en hektisk post i forsikrings­branchen for at studere teologi. Hun bor nu på 18 kvadratmeter med syv medstuderende. Op­rindeligt er Ren fra Henan-provinsen, hjertet af Kina.

Fra Ren var lille hørte hun moderen sige, at noget af det smukkeste er at tjene Gud.

”Da jeg var 13-14 år bad jeg ofte til Gud. Jeg havde et stort ønske om at blive præst”.

Men vejen til at få opfyldt det ønske blev læn­gere og sværere, end hun havde anet.

Hver aften afslutter Ren da­gen med at læse nogle vers fra Bibelen i sin køjeseng. Her ses hun sammen med Bibelselskabets internationale chef, Synne Garff. Foto: Hans Johan Sagrusten
Hver aften afslutter Ren da­gen med at læse nogle vers fra Bibelen i sin køjeseng. Her ses hun sammen med Bibelselskabets internationale chef, Synne Garff. Foto: Hans Johan Sagrusten

Fatal afvisning 

I gymnasiet blev Ren en mønsterelev. Hun klare­de sig godt, i hvert fald i begyndelsen. Men så forelskede en jævnaldrende ung mand sig i hen­de. Mødet udviklede sig til en farlig intrige. On­de tunger havde travlt med at sladre om de to unge menneskers eskapader.

– Der blev sagt mange usandheder. Det var ydmygende og ødelæggende for mig. Jeg blev nedtrykt og kunne ikke koncentrere mig om stu­dierne. Det blev så slemt, at jeg endte med at droppe ud af gymnasiet.

Som blot 14-årig forlod Ren sine forældre og rejste til en nærliggende by. Her klarede hun sig med forskellige jobs og begyndte at komme i en lokal kirke. På et tidspunkt færdiggjorde hun gymnasiet. Hele tiden spøgte tanken om at tjene Gud, men hun havde ikke modet til at søge ind på teologistudierne. I stedet valgte hun på et tidspunkt at læse jura. Studierne finansierede hun ved at arbejde ved siden af. Det lykkedes at afslutte jurastudierne, og hun fik arbejde i et forsikringsselskab. Ren mødte også en mand, blev gift og fik en søn.

– Jeg havde et privilegeret liv med familie, job, smart tøj osv., men jeg blev mere og mere stres­set og deprimeret. Det var som om jeg befandt mig i mørke. Jeg kæmpede med mig selv i den periode.

Ren oplevede en voldsom splittelse. På den ene side trygheden ved det forudsigelige liv som jurist, på den anden side en stærk dragning mod præstegerningen. Tanken om at blive præst så ud til at være den eneste vej ud af mørket. Hun var 30 år og havde nærmet sig den dør isnart tyve år. Men hun var bange for at åbne dø­ren til det nye land. Et liv tættere på de værdier, hun opfattede som sande, havde en uforklarlig tiltrækningskraft, og heldigvis støttede hendes mand hende.

Ren peger på et foto af sig selv i uniform. Det var den­gang, hun endnu arbejde­de som jurist. I dag går hun altid i løsthængende klæ­der, som en symbolsk mar­kering af sin nyvundne fri­hed. FOTO: Synne Garff
Ren peger på et foto af sig selv i uniform. Det var den­gang, hun endnu arbejde­de som jurist. I dag går hun altid i løsthængende klæ­der, som en symbolsk mar­kering af sin nyvundne fri­hed. Foto: Synne Garff

Målrettede studier 

Ren ansøgte Bibelseminariet i Henan-provinsen, aflagde en prøve og blev optaget. Nu bor hun på et lille værelse sammen med syv andre stude­rende, der er noget yngre end hende. De sover i to etages køjer, og hun tager hjem til sin mand og søn en gang om ugen.

– De første par dage på kollegieværelset, var vi alle sammen venlige. Men stemning blev hur­tigt anspændt, og så måtte luften renses.

På få kvadratmeter hænger tøj og personlige ejendomme fra gulv til loft. Der er ikke meget plads at vende på i den smalle gang mellem sen­gene.

– De fleste studerende er enebørn og ikke vant til at bo sammen med søskende. Efter vi fik justeret hinanden, går det meget bedre. Engang imellem holder vi pyjamasparty, det er faktisk ret hyggeligt.

Ren spilder ellers ikke tiden. Dagen begynder med bøn kl. 6. Der spises morgenmad i tyve mi­nutter, hvorefter undervisningen går i gang og slutter kl. 21. I hjørnet af køjesengen ligger Bibe­len. Når Ren kryber til køjs, læser hun ofte nogle linjer, før hun lægger sig til at sove.

– Folk kommer allerede til mig med deres problemer. En del lider af depressioner og dy­stre tanker. De har måske tillid til mig, fordi de fornemmer, at jeg selv har taget svære livtag med tilværelsen.

Rens yndlingsbibelvers er fra Romerbrevet kapitel 5, vers 3-5:

(…) vi er også stolte af vore trængsler, fordi vi ved, at trængslen skaber udholdenhed, udhol­denheden fasthed, og fastheden håb. Og det håb gør ikke til skamme, for Guds kærlighed er ud­gydt i vore hjerter ved Helligånden, som er givet os.

Uddannelsen finansieres af den kirke, hvor hun skal virke som præst om et års tid. Går alt som planlagt kan hun blive ordineret om et par år. Man behøver næppe tilføje, at Ren er temme­lig utålmodig efter at blive færdig.