Høsttiden
Høsttiden er både liv og forfald og minder os om, at vi også selv har en høsttid. Foto: Colourbox.

02.09.2016 Poul Joachim Stender

I høsttiden øver man sig på at dø

Høsten lærer os, at vi også selv har en høsttid. Det er nu, vi kan spise sensommerens solvarme brombær og dele det brød med andre, der er bagt af den nyhøstede hvede. I høsttiden øver man sig på at dø ved at leve

Jeg elsker høsttiden.

Overalt er der hyben, som venter på at blive til hybenkompot og marmelade. De røde hybenhjerter ligger på mit køkkenbord. Jeg slagter dem med plastikhandsker, for at deres hvide kerner ikke skal straffe mig for mordene med kløen og svien.

Skovene er fulde af svampe. Jeg kender de hemmelige steder, hvor jeg kan finde kantareller.  

Æblerne ligger allerede i min have under træerne som et tykt tæppe. Spyfluerne summer over dem. De fleste af æblerne når jeg at presse til safter, indkoge til sirup, gære til berusende cider.  Hvis jeg blev borgmester, ville jeg indføre, at hver eneste landsby skulle have et mosteri, som man engang havde et fælles frysehus. Her kunne landsbyens safter samles i flasker og holde forkølelserne borte hele vinteren.

Det er i høsttiden, man vaccinerer sig mod vinteren med den overdådighed af bær og frugter, der vælter frem. Det er også nu, at brombærrene er ved at blive modne. Og hylden har mange steder skærme fulde af sorte bær, som om et par uger kan serveres som supper og toddyer.

Landmændene er færdige med at høste. Endnu er der ikke pløjet. Det ser ud, som om markerne med de stride stubbe er ubarberede. For en gangs skyld er landskabet omkring min præstegård ikke blødt og rundt som en kvindekrop. Det er vildt maskulint.

Hvis landmændene i mit område er bare halvt så taknemmelige for deres høst af korn, som jeg er for mine hyben, svampe, brombær, æbler og hyben, er jeg sikker på, at de dukker op til høstgudstjenesten her i september. Så vil jeg sige til dem, at de skal hæve deres høst. Ikke forstået sådan, at de behøver at bruge deres indtægter fra høsten her og nu. De skal bare ikke sætte det liv, som de har fået af Gud, ind på en konto og tro, at de kan hæve det, når de engang får tid til det.

Det er med livet ligesom med den manna, der faldt ned i ørkenen over israelitterne. Mannaen kunne ikke gemmes i krukker. Den skulle spises med det samme.

Høsten må lære os, at vi også har en høsttid. Spyfluerne summer over os. Snart er det forbi. Det er nu, vi kan spise de solvarme brombær og drikke den kolde æblemost og dele det brød med andre, der er bagt af den nyhøstede hvede.

I høsttiden øver man sig på at dø ved at leve.

Poul Joachim Stender er sognepræst i Kirke Saaby-Kisserup Pastorat.