Anmeldelse af Den højeste fattigdom

Her bliver det opklaret, at den ”højeste fattigdom” hænger sammen med munkenes ”frasigelse af retten” (HF, 175), som må forstås på baggrund af en sondring mellem ejendomsret (HF, 179) og brugsret (HF, 181). Munken må bruge, men ikke eje, og hans måde at leve på, hans livsform, er kendetegnet ved en dialektik mellem liv og regel; hans liv både former og formes. Det er simpelt sagt bogens grundlæggende ide, som gennemspilles i utallige komplicerede variationer. Ordet syntagme er en af dem. Det anvendes til at pege på en sammensmedning af ord, som uden at være tautologisk bevarer en spænding, en dialektik. En anden måde, hvorpå Agamben udtrykker sin glæde ved ”semantisk tvetydighed”, er med ordet ”tærskel”, som i uskelnelighedstærskel (f.eks. HF, 103, 104, 105, 115, 136, 185 og i variation på side 118: uskelnelighedszone)

Som regel fortjener forfattere, der åbner en verden med udsigt til historien, teologien, juraen og klostervæsenet – og hvor henvisninger til mærkelige tekster gengives på originalsprog – lov og pris. Men til denne regel hører et godt råd, nemlig at man gør den fantastiske verden så gennemskuelig så muligt, og det er vist ikke Agambens stærke side.

”og ikke en anden tekst” 

Det havde talt til oversætterens store fortjeneste, når nu han alligevel sad med det slidsomme arbejde, om han havde turdet være mindre loyal imod sin italienske filosof. I forordet skriver han, at han oversætter Agamben ”…og ikke en anden tekst”. Bogens mange citater følger derfor Agamben og ikke andres evt. autoriserede oversættelser. Den eneste undtagelse er dog Bibelen, som oversætteren hævder at citere uden dog faktisk at gøre det. Den kryptiske gengivelse af skriftstederne i Det Nye Testamente: ApG 2,44-46 (HF, 26), 1 Kor 10,31 (HF, 47), Rom 3,31 (HF, 83–84) og Luk 4,1-21 (HF, 130) stammer enten fra Agamben eller oversætterens egne (upræcise) gengivelser. Det havde været en uvurderlig hjælp for læseren, hvis oversætteren, der er en af landets førende Agamben-kendere, havde udvidet sit forord, tilføjet et kommentarspor eller inddragede andre oversættelser.

God latin?

Det er kun forståelig, at der opstår forskydninger og overlap, når grundteksten flettes sammen med latinske citater. Men den eksegetiske argumentationsform, som Agamben plæderer for, forsømmes gang på gang. Flere steder kongruerer det grammatiske subjekt i grundteksten ikke med de latinske citater. På side 146 omtales en gruppe mennesker som de ”ydmyggjorte”, ”Kristus’ fattige”, ”gode mennesker”, ”mindre brødre”, ”idioter”. Herefter følger et latinsk citat, som indledes med ”haeretici”, som udelades i den danske oversættelse, som kort og godt lyder: ”som de kalder det apostolske liv”. Men er dette ”de” alle de forudgående, eller er det ’hæretikerne’, grundledet i den latinske tekst? Og hvem kalder hvem for hvad?

Den sætning, som på side 111 og 113 skulle levere kroneksemplet på en subjektiv genitiv, indeholder ikke en eneste af slagsen. Agamben, som på den forudgående side har indført sondringen mellem subjektiv og objektiv genitiv, forveksler ablativ med genitiv og snubler i øvrigt i sin analyse af de latinske relativsætninger.

Oversætteren gør intet for at redde ham. Grammatisk sjuskeri er næppe nogens intention, men det bliver ekstra iøjnefaldende, når nu den italienske mester insisterer på at formulere hovedpointer i en kreativ omskrivning af tidligere citerede latinske sætninger. Den ”subjektive genitiv”, som de facto er en ablativ, gør derfor et comeback på side 113.

De græske ord og citater, som forfatteren er generøs med, er udført med så ringe konsekvens og præcision, at det både er pinligt og utydeligt. I øvrigt har eusebeia (fromhed/respekt) og xenos bios (fremmede liv) aldrig betydet ”medlidenhed” og ”besynderlig”, sådan som det anføres (HF, 120–121, 90)

Røgslør

At den filosofiske ekvilibrist ynder at variere sit sprog, sikkert for at undgå kedelige gentagelser, har ikke gjort arbejdet sjovt for oversætteren. Denne hang til synonymer er enormt forstyrrende. F.eks. antydes en sammenhæng mellem ”lov, diathêkê, Moseloven, lex og nomos” på en og samme side (HF, 83). I en kommentar på side 79 omtales både ”romerretten” og ”den hellige ret”. Romerretten, okay, men den hellige ret? Har det noget at gøre med kanonisk ret eller den på side 83 utydelige sammenhæng mellem lov, diathêkê, Moseloven, lex og nomos?

Samme røgslør omgiver de såkaldte ”kanonisterne” (f.eks. HF, 54, 80). Hvem er de? Har de mon noget med Bibelens kanon at gøre? Næppe. Hvad så med kanonisk ret? Muligvis, men i så fald i hvilken udformning? Den sene vestlige udgave, corpus iuris canonici, eller de byzantiske samlinger, som ikke er identisk med, men også omtales som kanoniske ret? Hvor i historien befinder vi os og i hvilken region? Den bedste oplysning om jurarelaterede sager findes i en note om forvaltningsretten (HF, 100–101). Af og til får man fornemmelsen af, at det nok var nemmere selv at læse de bøger, som Agamben henviser til, end at forlade sig på hans gengivelse.

Vær i verden, ikke af verden

Men hvad er det egentlig, denne bog vil? Den højeste fattigdom har noget at gøre med retten til at bruge til forskel fra retten til at eje. Munken må bruge ikke eje. Man kunne også sige det sådan, at munken er underlagt et bud om at leve i verden uden dog at være af verden. Men det er på en måde for letkøbt, for simpelt for en Agamben. Han vil hellere, synes det, pirre begreber og tankefigurer ud i en ”uskelnelighedszone”, hvor intet andet står tilbage end ”semantisk tvetydighed”.

Det skal indrømmes, at Agamben præsterer at åbne en verden med udsigter til teologien, juraen og historien, og det er i sig selv en præstation. Men bogen synes ikke at have anden ambition end denne præstation. Og det er på en måde utilstrækkeligt. ’At være i verden, ikke af verden’ er jo netop et normativt paradoks, som fungerer som motor i mange sammenhænge i og uden for klosteret. At det har gode betingelser i et kloster, er sikkert sandt, men det er ganske sparsomt, hvad man får af oplysninger herom. Agambens analyse bliver nemlig aldrig rigtig konkretiseret. Den svæver derimod uforpligtende rundt i en periode på ca. 1000 år i en ikke nøjere afgrænset region.

Skulle der fordeles stjerner, så fortjener oversætteren flere end mesteren. Alene for bedriften at oversætte en vanskelig og provokerende bog til dansk er en fortjeneste. Hertil må regnes en stribe anfald af hovedpine i forsøget på at få Agambens tekst til matche de fremmedsprogede (franske, latinske, græske) citater, som findes på alle bogens sider. Oversætteren havde fået endnu flere stjerne, hvis han havde turde tydeliggøre, hvor Agamben sløser og sjusker, i stedet for at dække over den filosofiske bobleblæser.