Anmeldelse af Jødedom og Kristustro – Paulus’ brev til galaterne

For komplette fortegnelser over Hyldahls forfatterskab, se listerne, udarbejdet af Mogens Müller, i hhv. Tro og Historie. Festskrift til Niels Hyldahl. I anledning af 65 års fødselsdagen den 30. december. Forum for Bibelsk Eksegese 7 (Museum Tusculanum, 1996), 301-313, for årene 1956-1995 og Noget om Paulus – artikler 1973-2011 (Det Teologiske Fakultet, 2011), 101-105, for årene 1996-2011. Sidstnævnte antologi indeholder, som titlen antyder, en mindre samling af Hyldahls artikler om Paulus. Med sin aktuelle bog Jødedom og kristustro (2015), der således udgives posthumt, sætter Hyldahl derved selv et sidste stort punktum for et langt livs beskæftigelse med Paulus.

Generel præsentation af bogen

Bogen er inddelt i tre kapitler på i alt 64 sider (heraf 48 siders brødtekst samt fyldige slutnoter – denne anmelder havde dog foretrukket fodnoter). Den er desuden forsynet med et kort forord med noter og en kort konklusion (’Efterskrift’) samt en litteraturliste med flere henvisninger til andre danske eksegeters udgivelser. Bogen er godt gennemarbejdet. Stilen er kompakt med visse gentagelser. Der forudsættes desuden et vist kendskab til græsk. Alle citater bringes dog på dansk i forfatterens egen oversættelse.

I forordet giver Hyldahl en kortfattet præsentation af manden Paulus og hans forfatterskab og berører blandt andet spørgsmålet om de paulinske breves indbyrdes forhold og kronologi. Ved slutningen af forordet (s. 9-10) er der desuden blevet plads til en redegørelse for den nyere Paulusforskning, repræsenteret ved en kort introduktion til E. P. Sanders’ forfatterskab.

Bogens første kapitel, ’Almindelig indledning til Galaterbrevet’ (s. 15-46), indeholder en længere introduktion til Galaterbrevet. Først berøres kort spørgsmålet om brevets afsender(e) og modtagere (s. 15-17). Derefter (s. 18-34) flyttes fokus til de to centrale begivenheder, som Paulus selv berører i den selvbiografiske del af Galaterbrevet, nemlig apostelmødet i Jerusalem (Gal 2,1-10) og den efterfølgende konflikt med Peter i Antiokia (2,11-21). Hyldahl kalder selv sin indledning for ’almindelig’. I det store hele afviger den da heller ikke synderligt fra traditionelle introduktioner til brevet med deres fokus på geografiske og kronologiske spørgsmål og forsøgene på rekonstruere begivenhedernes gang under og især efter Paulus’ besøg hos galaterne. Hyldahls redegørelse for brevets opbygning og retorik (herunder en afstandtagen fra Dieter Betz) er desværre henvist til slutnoterne (s. 39-40).

Det bør desuden nævnes, at Hyldahl er tilhænger af den såkaldte ’nordgalatiske hypotese’ (hvor Galatien identificeres med et bredt geografisk landskab i det indre Lilleasien i det nuværende Tyrkiet, jf. s. 16, således også Hyldahl 2009, 40) – dette i modsætning til den ’sydgalatiske hypotese’ (hvor ’Galatien’ forstås som en sydlig romersk provins ud mod Middelhavet). Hyldahl karakteriserer denne hypotese som ’apologetisk’, da den efter hans mening skal tjene som forsvar for ’den historiske korrekthed af fremstillingen i ApG 13-14’, hvorfor ’forsvaret for hypotesen er tilsvarende konservativt’ (s. 38). Der kan dog også fremføres andre gode argumenter for den sydgalatiske hypotese, end dem, som Hyldahl fremhæver. Nyere kommentarer fremhæver således blandt andet, at Paulus i andre breve ofte anvender romerske provinsbetegnelser såsom ’Asien’ (eks. Rom 16,5 og 1 Kor 16,19), ’Makedonien’ (eks. Rom 15,26 og 1 Kor 16,5) og ’Akaja’ (eks. Rom 15,26 og 1 Kor 16,15), se eksempelvis S. K. Williams, Galatians (Abingdon Press, 1997), s. 20 og B. Witherington, Grace in Galatia. A Commentary on Paul’s Letter to the Galatians (T&T Clark, 1998), s. 5.

Det andet kapitel, ’Paulus’ syn på sin tids jødedom’ (s. 47-70), kan betragtes som bogens hoveddel. Som titlen antyder, søger Hyldahl her at afdække Paulus’ syn på, og opgør med, sin samtids jødedom. Han berører indledningsvis (s. 47-51) spørgsmålet om apostlens forståelse af begrebet ’jødedom’ ved en analyse af udvalgte passager fra brevene, hhv. 1 Thess 2,14-16, Fil 3,2-11 og Gal 1,13-24. På baggrund af sin undersøgelse kan Hyldahl konkludere, at Paulus søgte at lægge afstand til ’den faktiske, empiriske jødedom’ (s. 51 o. a.). Paulus har i stedet ’opfattet sig selv som repræsentant for den sande jødedom, Guds Israel’ (ibid.), der altså ifølge Hyldahl er væsensforskellig fra den faktisk levede jødedom på apostlens egen tid (også s. 63).

Af særlig interesse for Hyldahl i dette kapitel er spørgsmålet om Paulus’ syn på loven, således som der gives udtryk herfor i brevene (s. 53-65). Ikke overraskende lægger Hyldahl særlig vægt på Paulus’ beskrivelse af loven og lovgerningerne i Galaterbrevet. Hans udlægning er grundig og med hyppige referencer til andre forskere (herunder Michael Bachmann, James D. G. Dunn, Krister Stendahl og Henrik Tronier). I denne sammenhæng bør det dog nævnes, at en stor del af den nyeste paulusforskning ville være stærkt uenig i Hyldahls redegørelse for Paulus’ forhold til jødedommen. Hyldahl synes selv at være bevidst herom. Ikke overraskende er han særdeles kritisk i sin egen vurdering af den nyere forsknings Paulusbillede. Disse forskere ’vil gøre klogt i at erkende Paulus’ definitive brud med sin tids jødedom’ (s. 65, også 51).

Det tredje og sidste kapitel, ’”Guds Israel”’ (s. 71-78), udgøres af en yderst kortfattet analyse af Paulus’ brug, og mulige forståelse, af udtrykket ’Guds Israel’ i Gal 6,16. I overensstemmelse med udlægningen af Paulus’ syn på jødedommen i det forudgående kapitel konkluderer Hyldahl, at betegnelsen bør forstås som et udtryk for ’det sande Israel’ (s. 75), der står det empiriske Israel imod, og som de kristustroende galatere også er en del af.

Lidt om ’kristustro’, ’kristne’ og ’judaister’

Til trods for, at bogen bærer titlen Jødedom og Kristustro – ja, så handler den altså først og fremmest om Paulus’ syn på jødedommen. Hvad betegnelsen ’kristustro’ dækker over, kan vel nok udledes af Hyldahls udlægning af Paulus’ syn på sin samtids jødedom, herunder på loven og lovgerningerne (især s. 53-65). Jeg havde dog gerne set et særskilt afsnit, eller måske sågar et helt kapitel, om Paulus’ forståelse af troen (gr. πίστις), som immervæk også fylder en del i Galaterbrevet.

Hyldahl påpeger selv i forordet, at han foretrækker udtrykket ’Kristustroen’ fremfor ’kristendom’ og tilføjer ’– på en vis måde var Paulus slet ikke kristen!’ (s. 9). Det står fast, at Paulus ikke selv taler om ’de kristne’ eller om det ’at være kristen’. Derfor kan det undre, at Hyldahl i de efterfølgende kapitler ofte anvender de problematiske (eller ligefrem anakronistiske) betegnelser ’jødekristne’ og ’hedningekristne’. Når Paulus ikke selv benytter sådanne betegnelser i Galaterbrevet eller andre steder i sine breve, hvorfor skal vi så? Og når nu ’kristendom’ bør erstattes med ’kristustro’, hvorfor så ikke tage skridtet fuldt ud og konsekvent kalde de ’kristne’ (jøder såvel som ikke-jøder) for ’kristustroende’, hvilket Hyldahl faktisk også selv gør i visse tilfælde (eks. s. 56 og 75)? En sådan alternativ betegnelse tjener desuden til at rette fokus mod det, der for Paulus i Galaterbrevet er det afgørende, nemlig troen på (alternativt i) Kristus.

En lignende indvending kunne rettes mod Hyldahls brug af udtrykket ’judaist’/’judaister’. For hvad vil det overhovedet sige at ’judaisere’? Som Hyldahl så rigtigt påpeger (s. 26), anvendes betegnelsen en enkelt gang i den selvbiografiske del af Galaterbrevet, nemlig i Paulus’ kritik af Peter, der ifølge ham har forsøgt at tvinge ikke-jøderne i Antiokia til ’at leve på jødisk vis’ (ἰουδαΐ­ζειν)’ (Gal 2,14). Det er tænkeligt, at der skal ses en parallel mellem Peters opførsel og den, der udvises af Paulus’ modstandere i Galatien. Men Paulus anvender altså ikke selv betegnelsen ’judaister’ om sine modstandere. Det er muligt, at disse har søgt at tvinge galaterne til ’at leve på jødisk vis’. De syner i al fald at have opfordret galaterne til at lade sig omskære. Hyldahl skriver ligefrem, at de ikke ’havde (…) fremført dette krav som nogen frelsesbetingelse’ (s. 26, hans kursivering). I den forbindelse (s. 27) henviser han til Paulus’ polemik mod modstanderne i Gal 6,12-13, som Hyldahl derved bruger som kilde til forståelsen af de faktiske forhold i Galatien. Men er en sådan polemik tilstrækkelig som kilde til en plausibel rekonstruktion af omstændighederne i Galatien? I Galaterbrevet får vi immervæk ’kun’ Paulus’ udlægning af sagen!

En skarp ekseget med en skarp pen

Med et stålsat blik og en skarp pen har Hyldahl forfattet en kort, men fyldig, bog om Paulus’ brev til galaterne og de centrale temaer heri. Hyldahls pen er sandelig skarp – ja, til tider endog meget skarp, som det tydeligt fremgår af den gentagne kritik af nyere paulusforskning og en del navngivne forskere, herunder især Troels Engberg-Pedersen (eks. s. 40, 65 og 76-77).

Som generel introduktion til Galaterbrevet (herunder til brug i undervisning) kan bogen ikke stå alene. Dertil er Hyldahl for polemisk. Bogen giver os dog et glimrende indblik i en markant forskers markante holdninger til et kompliceret Paulusbrev. Vi får et godt indtryk af en passioneret og yderst kompetent ekseget med sine meningers mod, der med klar tale og fast overbevisning formår at gøre grundigt rede for sit syn på manden Paulus og hans forfatterskab. Ja, man ser tydeligt, ’med hvor store bogstaver’ (Gal 6,11) Hyldahl har skrevet denne bog.