Anmeldelse af Kasper Bro Larsens “Jesus”

Kasper Bro Larsen erklærer sig undervejs flere gange som moderat pessimist. For han vil ikke helt afskrive muligheden for at sige noget om den historiske Jesus, selv om der er et voldsomt spænd mellem denne skikkelse, og hvad den blev gjort til i den reception, vi stilles over for allerede i Det Nye Testamente, herunder selvfølgelig ikke mindst evangelierne. At det ældste vidne, apostlen Paulus, således ikke synes at have været i tvivl om, at der havde været en ”historisk Jesus”, fremgår af hans beretning om et møde med hans bror Jakob. Som det friskt hedder: ”Mon ikke Jakob havde sagt det, hvis hans bror ikke havde eksisteret?”

Den historiske Jesus

Fremstillingen falder under fem overskrifter: ”Jagten på den historiske Jesus”, ”Jøden Jeshua”, ””Gudsriget er nær!””, ”Forbrydelsen” og ”Jesus bliver kristen”. Der regnes helt traditionelt med en tilblivelsestid for de fire evangeliers vedkommende inden for de sidste årtier af det første århundrede, uden at der gøres noget nummer ud af at bestemme rækkefølgen endsige spørgsmålet om indbyrdes litterær afhængighed. Det betyder i hvert fald på plussiden, at der ikke spildes ord på den hypotetiske kilde Q. Med sund fornemmelse anskues de apokryfe evangelier som produkter fra tiden efter år 150, der afspejler de ideologiske kampe på dette senere tidspunkt.

Til gengæld gør Kasper Bro Larsen forholdsmæssigt meget ud af den jødiske historieskriver Josefus’ oplysninger om Jesus, så sparsomme de er, og hvor i hvert fald noget også er kristne afskriveres tilføjelser. Når det ikke bliver til mere, mener Kasper Bro Larsen, at det er, fordi Johannes Døber, som Josefus skriver udførligere om, i hans optik har været mere interessant. Den mulighed består dog også, at Josefus, der levede og virkede i Rom i 80’erne og 90’erne, kunne skrive risikoløst om Døberen, mens de kristne på hans tid var blevet en faktor i verdenshovedstaden (jf. Neros kendskab til dem, da han skulle finde en syndebuk til Roms brand). De skulle nødig opfattes som en del af hans jødedom.

Selv om Kasper Bro Larsen har en fin sans for, at den senere tro på Jesus som Guds søn har indfarvet, om ikke ligefrem skabt nogle af overleveringerne om ham, vil han altså holde fast ved visse kendsgerninger. Én af dem er, at ”korsfæstelsen er nagelfast”, som det hedder i en underoverskrift. For ”ubelejlighedskriteriet” tilsiger, at en så ubekvem begivenhed kun er blevet overleveret, fordi man ikke kunne komme uden om den. Gennemgående hersker der en sund skepsis i fremstillingen. Således afvises f.eks. fundet af en ”benkiste”, der efter indskriften blandt andet skulle have indeholdt Jesus’ knogler, som betydningsfuldt i denne sammenhæng. Navnene i Jesus’ familie var helt almindelige.

Den jødiske Jesus

Under overskriften ”Jøden Jeshua” slås det fast, at Jesus – selvfølgelig – var jøde, selv om det ikke har afspejlet sig ret meget i kunstens fremstillinger af ham (Thorvaldsens Jesus f.eks.). Fast står det også for Kasper Bro Larsen, at Jesus var fra Nazaret – forsøgene i barndomsfortællingerne i Matthæus- og Lukasevangeliet, der ikke engang kan harmoniseres uden et stort antal afhuggede hæle og afskårne tæer, på at komme uden om den ubelejlige kendsgerning sikrer ikke en juleaften i Betlehem. Jesus stammede ikke fra Davidsbyen, men fra Udkantspalæstina. Kasper Bro Larsen antager mere eller mindre Lukasevangeliets kronologi og lader Jesus gå i lære hos Johannes Døberen omkring år 29. Lidt rundhåndet hedder det, at Jesus ”ifølge evangelierne gennemgik vandritualet hos Døberen ved Jordanfloden”, hvad der kun stemmer med en stærkt harmoniserende læsning. For Johannesevangeliet fortæller ikke, at Jesus bliver døbt, og i Lukasevangeliet er Døberen i fængsel, da Jesus bliver døbt i Jordanfloden, øjensynlig af sig selv.

Den forkyndende Jesus

I kapitlet om gudsrige-forkyndelsen modererer forfatteren sin pessimisme til at godtage, at Jesus må have øvet, hvad der blev oplevet som undergerninger, og at han synes at have haft en glansperiode i Galilæa forud for den fatale rejse til Jerusalem. Det afvises, at Jesus skal opfattes som en slags kynisk vandreprædikant, også fordi Jesus ikke skal forstås ud fra et græsk-romersk miljø – Kasper Bro Larsen vover ellers den påstand, at han taler bedre oldgræsk, end Jesus gjorde, noget der vist bliver vanskeligt at verificere. I stedet foretrækker han at opfatte Jesus som en uautoriseret rabbiner, der udlagde Loven på helt sin egen måde, i forlængelse af en profetisk vægtlægning på barmhjertighed frem for slagtofre og ”med stramninger på næstekærlighedens område, der afstedkom hans laissez faire-holdning, hvad angår ritualerne.” Også Jesus’ evne til at fortælle lignelser – ”op mod 50 styk bliver det til” efter en vist meget liberal udregning – godtages som et særligt kendetegn.

Den dødsdømte Jesus

Hvad angår spørgsmålet om, hvad der førte til dødsdommen over Jesus, afviser Kasper Bro Larsen den ellers ind imellem populære tanke om Jesus som politisk revolutionær, selv om der nok kan være ”elementer i evangelierne, der med lidt rød vilje kan fortolkes i den retning.” Jesus var i forlængelse af en profetisk tradition mere til symbolaktioner end til væbnet kamp. Men den moderate pessimist finder dog, at tempelaktionen er ”evangeliernes bedste bud på, hvad Jesus’ forbrydelse kunne bestå i.” Det er korrekt, at denne fortælling optræder i alle fire evangelier, men det skulle vel have været bemærket, at den i Johannesevangeliet anbringes i begyndelsen af Jesus’ virksomhed. Meget peger rigtig nok på, at Jesus’ konfrontation med det religiøse establishment i templet var stærkt medvirkende til, at de overbeviste Pilatus om, at Jesus var crossfit, som det et sted hedder.

Som bekendt blev døden på korset ikke det sidste ord. Det rygte begynder at sprede sig, at Jesus er opstået fra de døde. Som det hedder med en i mine øjne problematisk formulering: ”De kristne begyndte at betragte Jesus’ opstandelse som det største comeback siden Lazarus, bogstavelig talt.” For skal den fortælling virkelig forstås bogstaveligt? Men at der dannede sig menigheder omkring troen på, at Jesus var opstået fra de døde, er en kendsgerning, som ikke er til at komme udenom.

Den kristne Jesus

Bogen afsluttes med kapitlet ”Jesus bliver kristen”. Her fremstilles det, hvordan oplysningstiden begynder at sondre mellem på den ene side den historiske Jesus og hans prædiken, på den anden side Paulus’ og den kristne menigheds forkyndelse af ham som Guds søn. Vi får i anonymiseret form repeteret det berømte dictum af den franske modernist Alfred Loisy (1857-1940; blev ekskommuniceret af den katolske kirke for sine angivelige vildfarelser): ”Jesus forkyndte gudsriget – i stedet kom kirken”. Faktisk mente Loisy dette positivt, da Jesus’ forkyndelse ellers ikke ville have overlevet. Kasper Bro Larsen tænker selv videre i den retning, når han skriver, at Jesus heller ikke selv kunne bestemme eftertidens opfattelse af hans betydning: ”Når kristne kalder Jesus for Guds søn, er det for at sige, at menneskets historie og Guds historie smelter sammen i Jesus’ skæbne.” Men det er vel ret beset et bekendelsesudsagn. At Jesus får guddommelig status med sin opstandelse, er ikke til at komme uden om. Som mulige afsæt kan man f.eks. tage Jesus’ ”omtale af Gud som sin far til et nyt niveau”, eller man kan knytte til ved de visdomsspekulationer, der eksisterede i den samtidige jødedom, og hvor visdommen skildres som et selvstændigt guddommeligt væsen.

I den videre udvikling blev det afgørende, at Paulus oplevede sig som kaldet til at forkynde det nye evangelium også for ikke-jøder. Ganske vist førte det til en mindre krise i den tidligste menighed. Men ”hvis Paulus’ ide ikke havde vundet gehør, var kristendommen sikkert forblevet en lille jødisk sekt.” Samtidig målrettes de fortællinger, der nu opstår i skikkelse af evangelierne, deres modtagergrupper. Som kollektive erindringer tager de nødvendigvis farve efter den tid og det miljø, der opstår i. Ganske som i fjernsynsserien Matador, hvor Elisabeth Friis bliver vores identifikationsfigur med moderne synspunkter i en ellers utidssvarende fortid. ”I evangelierne er Jesus en slags Elisabeth Friis. Ikke sådan at forstå, at han er en fiktiv karakter, men i den forstand, at han er en fortidig identifikationsfigur malet i en senere tids farver.” At dette netop ikke sker ens, men sådan at der i disse skrifter er mange Jesus-versioner at vælge imellem, anser Kasper Bro Larsen for en af Bibelens styrker – ”hvis jeg her i Tænkepausens 11. time skal sige lidt mere om my personal Jesus.”

Under underoverskriften ”Svend Brinkmann eller Jesus?” slutter Kasper Bro Larsen af med at definere forskellen mellem evangeliernes Jesus og denne moderne ”prædikant”. Det sker med en lidt vel fiks tale om ståsteder, fåsteder og gåsteder. Men kunne det ikke have været lige så oplagt her at tale om Jesus som den, der lærer med myndighed og ikke som de skriftkloge, fordi hans ord i tilhørernes hjerter kan skabe, hvad det nævner?

En fornem og relevant publikation

Det er en formidlingsmæssig fornem publikation, Kasper Bro Larsen her har givet os. Stilmæssigt udmærker den sig ved hyppig relatering til den moderne læsers verden med Monty Pyton, fanfiction osv., sprogligt med en legen med ordene (Antipas’ antipati!) samt ved adskillige engelske udtryk, når noget særligt skal fremhæves. Undervejs kommer læseren trods fremstillingens knaphed vidt omkring, og bogen er derfor oplagt til studiekredse og til udlevering til den, der ønsker en ordentlig og saglig orientering. Det skal mine få Jeronimus-bemærkninger ikke sætte spørgsmålstegn ved. Selv om jeg viger tilbage for ligefrem med omslagsteksten at sige: ”Halleluja for Kasper Bro Larsen, teologisk snushane på Aarhus Universitet, der har sat sig for at optrevle verdenshistoriens største kriminalgåde.” Mindre kan vel også gøre det.

Mogens Müller er professor emeritus i Det Nye Testamentes Eksegese ved Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet.