Anmeldelse af Skriften alene? Fem perspektiver på det lutherske bibelsyn

Det begrunder redaktør Garne i forordet med, at alle fem bidragsydere har slået deres folder på dette forladte sted, og at Tidsskriftet Fønix (som udgiver bogen som den første bog i den nye skriftserie Palmeserien) også så dagens lys på denne adresse. Jeremias’ jeremiader over Jerusalems ødelæggelse klinger på visse måder også med i disse dage, hvor Det Teologiske Fakultet og dets ansatte og studerende nu befinder sig underligt eksileret i nye omgivelser på Amager. For selvom Købmagergade ikke ligefrem var en smøge inden for Jerusalem mure, og selvom de små anlagte kanaler omkring KUA heller ikke helt kvalificerer sig som Babylons floder, så er der blevet bedrevet megen teologi inden for voldene i mange hundrede år.

Garne nævner i den forbindelse, at bogen bliver udgivet med henblik på at bidrage til Reformationsjubilæet i 2017, hvor: ” […] det må være afgørende at diskutere, hvad den evangelisk-lutherske folkekirke og dens teologer skal stille op med biblen og den lutherske arv i dette spørgsmål” (Garne, s. 5). Det er indlysende rigtigt, og det er bestemt lykkedes med denne flotte antologi, som med sine meget forskelligartede behandlinger af emnet indkredser en række af de centrale problemstillinger, som den parole- og kampråbsagtige omgang med udtrykket ”sola scriptura” kan (og har) resultere(t) i.

Antologien er et prisværdigt bidrag til den Luther-diskussion, som ikke bare er særligt betonet i kalenderåret 2017, men som altid vil og må være central i luthersk teologi. Pointen og budskabet i denne diskussion er fra skribenternes side blandt andet at understrege, at i Luthers teologi og i luthersk teologi overhovedet er ”skriften alene” ikke er krav om, at Bibelen skal stå alene. Skriften må aldrig sidde helt alene tilbage, for så slår bogstavet atter ihjel; Luthers bibelske teologi er først og fremmest frelseshistorisk og aktualiseres gennem Jesu Kristi inkarnation.

Bogens opbygning – fem idiosynkrasier

Bogens fem bidrag diskuterer det lutherske bibelsyn på fem forskellige måder. Først behandler Høgenhaven og Reinholdt Rasmussen Luthers bibelske teologi. Dernæst behandler Garne og Müller det lutherske syn på skriften i lyset af Grundtvigs teologi og den eksegetiske bibelforskning. Slutteligt reflekterer Pallesen over eksklusivpartiklerne i den lutherske teologi. Opbygningen fungerer umiddelbart godt, hvor man først føres igennem en nøgtern læsning af Luther selv, dernæst kigger bredere på luthersk teologi og bibelsyn og afslutter med et bredt, reflekterende bidrag.

Denne tragtform har sit udgangspunkt i gammeltestamentleren Høgenhavens artikel, som betoner, at Luthers reformationsprojekt først og fremmest var et bibeleksegetisk projekt, hvor særligt udlægningen af gammeltestamentlige tekster var central. For som Luther mente: ”Den egentlige hellige skrift er nemlig det Gamle Testamente” (Høgenhaven, s. 21). Provst Reinholdt Rasmussen skriver om ”sola scriptura” som frihedens forudsætning i dobbelt forstand, hvor skriften garanterer den enkelte kristnes frihed, samtidigt med at den enkelte kristne er bundet til andres frihed til at læse og fortolke skriften, som de nu engang ønsker og gør. Denne rummelighed er efter Reinholdts overbevisning grundlagt på ”sola scriptura” og er ligeledes en kendsgerning, som vi ikke må glemme, hvis vi ønsker at opretholde den rummelige folkekirke.

Garne, som på baggrund af en prisopgavebesvarelse udgav bogen Romantik og Kristendom belyst gennem Grundtvigs andet møde med Steffens, skriver om en slags grundtvigsk ”dåbsfundamentalisme” (måske ”døbefondementalisme” ville være et mere fængende ord), hvor sakramenterne og gudstjenesten i visse grundtvigske kontekster kan komme til at fylde mere end skriften, og altså derved har det ”omvendte” problem i forhold til protestantismens nogle gange for ensidige fokus på skriften alene. Nytestamentleren Müller tager læseren med på blændende tour-de-force igennem den nytestamentlige bibelforsknings forståelse af rewritten-bible og receptionshistorie og dennes forhold til ”sola scriptura”–princippet, som blev skabt for at give skriften overhånden i forhold til traditionen.

Til slut kører religionsfilosoffen Pallesen med fuld fart derudaf med en håndfuld hermeneutikere (Gadamer, Ricoeur, Bayer) krydret med Mick Jagger, Jan Asmanns erindringsforskning – og så alt sammen med Shakespeares Horatio skulende i hjørnet: ”Thou art a scholar, speak to it, Horatio” (Pallesen, s. 120; fra Shakespeares Hamlet 1,1] – på den anden side af denne religionsfilosofiske refleksion står skriften tilbage som: ”Den guddommelige Æneide eller den teologiske Facebook uden ende eller begyndelse” (Pallesen, s. 133), som hælder imod at fremstille ”solus Christus”, skriftens ansigt.

Alle fem bidrag er gennemsyret af forfatternes egne forskningsområder, tidligere publikationer og forskning. Bogen består altså grundlæggende af fem forskellige perspektiver, som alle er idiosynkratiske ud fra de enkelte forfatteres interesser og forskningsområder. Derfor er bidragene også meget forskellige. Der skal i den forbindelse ikke herske tvivl om, at det er idéen bag bogudgivelsen også. Resultatet er, at bogens bidrag står som adskilte fem søjler, men derfor er bogen også spændende at læse i sammenhæng. Bogen har på den måde en slags repetitiv effekt, hvor flere Luther-skrifter, teologiske kerneudtryk og andre bøger nævnes og benyttes forskelligt i de enkelte artikler. Således lykkes Skriften alene? med ikke at blive en dræbende tør indføring i begrebet ”sola scriptura”, men en levende, diskuterende og velkomponeret skriftsamling.

Et berettiget spørgsmålstegn?

Som titlens spørgsmålstegn antyder, så er den grundlæggende diskussion i bogen, om skriften nogensinde har været tænkt til at skulle stå alene. Bidragyderne svarer mere eller mindre overensstemmende: nej. Der henvises flere gange til Niels Henrik Gregersens artikel fra sin bog Den generøse ortodoksi. Protestantisme med kød og blod, hvor han påpeger, at protestantismens formalprincip og materialprincip begge er indført af Schleiermachers elev August Twesten. Det er en central pointe, særligt hos Høgenhaven og Reinholdt, at skriften atter kan blive det dræbende bogstav, hvis den protestantiske eksklusivpartikel ”solus Christus” ikke medregnes. Den indre sammenhæng i Luthers teologi – og her terminologi – er ligeledes forholdet mellem skriftligt og mundtligt og mellem lov og evangelium.

Før jeg læste bogen, var jeg ikke bekendt med Harald Østergaard-Nielsens værk Scriptura sacra et viva vox, som behandles både i Garnes og Høgenhavens bidrag. Østergaard-Nielsen forsøgte på at forstå Luthers bibelsyn igennem en grundtvigsk linse. Det spændende er i den forbindelse, at Østergaard-Nielsen plæderer for, at Luther genfandt kirken og ikke skriften. Derved foregreb Luther på en måde Grundtvigs mageløse opdagelse af, at før skriften blev nedfældet, fandtes der kristne menigheder. Dette hænger sammen med, at Luther først og fremmest brød med en metafysisk teologi, der resulterede i: ”[…] at Luther ikke forstår bibelteksten som et ’metafysisk’ åbenbaringsdokument, men som et historisk vidnesbyrd” (Høgenhaven, s. 23).Den fleksibilitet, som forfatterne understreger i gennemgangen af Luthers bibelske teologi o6g receptionen af den i protestantismen, viser, at bogtitlens spørgsmålstegn kommer til sin ret. For det lader ikke til, at Luther selv ville købe vores af og til fastlåste opfattelse af eksklusivpartiklerne. Garne fremdrager i den forbindelse et citat fra Luthers fortale til Det Nye Testamente: ”Først når den stemme kommer, som siger dig, at Kristus er din egen med Liv, Lære, Gerninger, Død og Opstandelse og alt, hvad han er, har gør og formår, da kender du evangeliet.” (s. 81). Garne skriver videre, at Grundtvig ville sige: ”[…] at det først er, når jeg har hørt ordet ved dåben, at jeg kan læse i skriften, at Jesus er død og opstået for mig.” (Garne, s. 81).

Afsluttende bemærkning

Man kan få meget ud af at læse Skriften alene?. Bogen er anbefalelsesværdig – for læg og lærd, og den er central i disse Luther-dage, hvor vi fejrer reformatorens startskud på sit reformationsprojekt på alle tænkelige måder. Det er centralt at sætte fokus på det lutherske bibelsyn og undersøge det ud fra vidt forskellige udgangspunkter. De mange facetter i bidragenes belysning af det lutherske bibelsyn er efter min mening bogens største force, da den således tjener til en nuancering af dogmatikken og dens praksis. Bogen formidler ligeledes luthersk teologi på en god måde, hvor der er lige dele indførende stof i Luthers teologi og skriftsyn og mere specialiseret stof for kendere.

Udgivelsen er en sand fejring af reformationens 500-års jubilæum ved at sætte en af de absolut mest centrale diskussioner i luthersk teologi i en række forskellige perspektiver. Sådan hjælpes vi netop til at huske på, at det lutherske princip ”skriften alene” ikke må sidde mutters alene som en enke i et forladt Jerusalem. Skriften vil altid være vagtskuret i melonmarken, men med et solidt fundament i den mundtlige tradition – kun under den forudsætning bliver bogstavet til ånd, loven til evangelium.