
Af Synne Garff
Armenien kæmper
Verdens første, kristne nation kæmper for at give kristendommen fodfæste
Børnene i den nordøstlige del af Armenien, Tavush-provinsen, er i årevis blevet terroriseret af snigskytter, der ligger i bjergene på Aserbajdsjan-siden og skyder på civilbefolkningen. Det er efterdønningerne fra krigen om Nagorno-Karabakh.
På billedet er en søndagsskolelærer i gang med at fortælle bibelhistorier. Der er mangel på dygtige bibelformidlere – derfor støtter Bibelselskabet flere lokale lærere, så Bibelen bliver åbnet og kommer til at give mening for børnene.
”Børnene skal høre fortællingerne om Gud, der sendte sin søn for at vise os vejen, sandheden og livet. De skal forstå, hvorfor barmhjertighed, tilgivelse og forsoning er så vigtigt” fortæller projektchefen Arshavir Kapoudjian fra Bibelselskabet i Armenien.

Den urolige grænse
Præsten Aram arbejder tæt sammen med Bibelselskabet i Armenien. Hans skolekammerat var fårehyrde i en dal i Tavush-provinsen. En dag fik hyrden forvildet sig over grænsen for at få fat i nogle af sine får, der var blevet væk. Han fandt dem ikke. I stedet blev han fanget af soldater fra Aserbajdsjan og tortureret. Kroppen blev sendt tilbage i to dele til familien. Avram tager rundt for at holde modet oppe hos sine landsmænd og begrave de døde: ”Jeg ved godt, at jeg arbejder med livet som indsats.” Aram har tre sønner og en hustru. På billedet peger han på en snigskyttes kugle, der har boret sig ind i en lygtepæl.


Kan du huske Lida?
Sidste år fortalte jeg om Lida’s statelige hjem, der blev omdannet til en fæstning. Familien var krøbet sammen i køkkenet, der tjente som soveværelse. Her bød Lida på brød med salat og hjemmelavet marmelade og ost. Et par dage før var huset blevet angrebet af snigskytter. Lida er taknemmelig for, at præsten Aram og Bibelselskabets projektchef Arshavir jævnligt kommer på besøg.

Forglemmigej
Blomsten blev symbolet på 100-årsdagen for det armenske folkedrab. Bladene på blomsten symboliserer de fem kontinenter, som overlevende fra folkedrabet flygtede til efterfølgende. Man regner med, at der i dag lever omkring 8 mio. i udlandet og 2-3 mio. i Armenien.