
I2036 får Danmark en ny autoriseret bibel, og de første prøveoversættelser er allerede udkommet. Som smagsprøve får du her hele Første Mosebog kapitel 6
Første Mosebog
KAPITEL 6
Jorden før den store oversvømmelse
1 Da menneskene begyndte at blive mange på jorden, og de fik døtre, 2 så gudssønnerne, at menneskenes døtre var smukke. De tog alle de kvinder, de havde lyst til. 3 Da sagde Herren: »Min ånd skal ikke være hos mennesket* for evigt, de er trods alt kød og blod. Deres levetid skal være 120 år.«
4 Kæmperne fandtes på jorden både dengang og sidenhen, for gudssønnerne gik ind til menneskenes døtre og fik børn med dem. Det var urtidens krigere, og deres navne var vidt berygtede.*
5 Herren så, at menneskenes ondskab på jorden var stor, og at alle de tanker, som opstod i menneskenes hjerter dagen lang, var onde. 6 Så fortrød Herren, at han havde skabt menneskene på jorden, og det skar ham i hjertet. 7 Han sagde: »Jeg vil udrydde menneskene, som jeg skabte, fra jordens overflade. Både mennesker, dyr, kryb og himlens fugle. For jeg fortryder, at jeg har skabt dem.«
8 Men Herren så på Noa med glæde.
Noas ark
9 Dette er beretningen om Noa og hans familie. Noa var en retfærdig og fuldkommen mand i sin samtid. Han vandrede med Gud. 10 Noa fik tre sønner, Sem, Kam og Jafet.
11 Jorden var blevet ødelagt for øjnene af Gud, og den var fuld af vold. 12 Gud så, hvor ødelagt jorden var, fordi alt, hvad de levende væsner gjorde, førte til ødelæggelse. 13 Og Gud sagde til Noa: »Jeg har besluttet at gøre det af med alle levende væsner, for det er deres skyld, at jorden er fuld af vold. Nu vil jeg ødelægge dem sammen med jorden. 14 Lav dig en ark af gofertræ. Du skal indrette rum i den, og du skal tjære den indvendigt og udvendigt. 15 Du skal bygge arken sådan her: Den skal være 150 meter lang, 25 meter bred og 15 meter høj. 16 Du skal lave et tag på arken og hæve tagryggen en halv meter. Du skal sætte en dør i arkens side, og du skal indrette den med et nederste, et mellemste og et øverste dæk. 17 Jeg sender nu den store oversvømmelse ud over jorden; vandet skal ødelægge alle levende væsner under himlen, alt der trækker vejret. Alle på jorden skal dø. 18 Men med dig vil jeg oprette min pagt. Du skal gå ind i arken sammen med dine sønner, din hustru og dine svigerdøtre. 19 Du skal tage to af alle slags levende væsner med dig i arken, for at de kan overleve sammen med dig, og det skal være en han og en hun. 20 Af alle slags fugle, alle slags dyr og af al slags kryb skal ét par med, så de kan overleve. 21 Du skal indsamle et forråd af al slags mad, og det skal I allesammen spise af.« 22 Og sådan gjorde Noa. Alt, hvad Gud havde befalet, gjorde han.
Fodnoter
*6,3 Oversættelsen er usikker.
*6,4 Teksten er vanskelig, blandt andet fordi det ikke er entydigt, om kæmperne og krigere henviser til de samme væsner, nemlig gudssønnernes afkom med menneskelige kvinder.
Om den kommende bibeloversættelse
Danmark skal have en ny autoriseret oversættelse af Bibelen. Oversættelsen er planlagt til udgivelse i 2036, som er 500-året for reformationen i Danmark. Den vil naturligt afløse den seneste autoriserede oversættelse fra 1992. Prøveoversættelser af de 66 skrifter, der udgør Bibelen, udkommer løbende.
Bliv medlem og modtag prøveoversættelser som e-bøger
Som medlem af Bibelselskabet er du med til at gøre Bibelen tilgængelig for andre – både herhjemme og ude i verden. Jo flere vi er, jo større forskel kan vi gøre. Når du er medlem vil du løbende modtage Bibelen i prøveoversættelse som e-bøger. Tilmeld dig nu og modtag også de to første e-bøger.
Første Mosebog og Højsangen

Sidetal: | 164 sider |
---|---|
Indbinding: | Softcover med flapper |
Forlag: | Bibelselskabet |
Varenummer: | 978-87-7232-357-2 |
---|---|
Mål: | 12,8 x 8,6 cm. |