René Ottesen
René Ottesen tiltræder i en nyoprettet stilling som kommunikationschef.

02.06.2022 Pressemeddelelse

Bibelselskabet ansætter kommunikationschef

René Ottesen tiltræder som kommunikationschef i Bibelselskabet den 1. august

Den 1. august begynder René Ottesen, 58, i en nyoprettet stilling som kommunikationschef i Bibelselskabet, hvor han får ansvar for at binde husets kommunikation sammen til glæde for givere, kirker, kunder og alle andre interesserede. Med sig i bagagen har han bl.a. erfaringer som generalsekretær i ngo’en Open Doors og kommunikationschef i KRIFA. Og så kender han både det fri- og folkekirkelige Danmark på kryds og tværs.

”At få René Ottesen om bord bliver fantastisk,” siger Bibelselskabets generalsekretær, Johannes Baun. ”Hans erfaring fra en indsamlingsorganisation, der ligesom os er optaget af trosfrihed, hans arbejde med kommunikation i stor skala og hans livslange beskæftigelse med kristendom og formidling bliver værdifulde værktøjer i Bibelselskabets løbende arbejde med at gøre Bibelen nærværende for så mange som overhovedet muligt.”

Selv siger René Ottesen: ”Bibelen har gennem generationer været et samlingspunkt, en kulturbærer og en kilde til håb og trøst for danskerne. Jeg ser det som et kæmpe privilegium at bære den fortælling frem sammen med den dygtige flok medarbejdere i Bibelselskabet.”

René Ottesen har i sit arbejdsliv blandt andet været forstander på efterskolen Alterna (2007-15), kommunikationschef i KRIFA (2015-18) og generalsekretær i den kirkelige ngo Open Doors (2018-22). På uddannelsessiden har han blandt andet en teologisk basisuddannelse, en master i retorik fra AUH og en projektlederuddannelse fra RUC. 

For yderligere information kontakt René Ottesen (40 51 64 68) eller generalsekretær Johannes Baun (20 18 40 45).

Download pressefoto