Brevkassen: Hvor mange modtog Helligånden?
Var det kun de 11 disciple, der modtog Helligånden som tunger af ild? Sådan spørger Lars, og Jesper Stange kommer med et svar.
Til Bibelselskabet
Ved man, om det kun var de 11 disciple, eller var der flere, der modtog Helligånden pinsedag (med tunger af ild)?
Venlig hilsen
Lars
*******************************
Kære Lars
Pinsefortællingen læser vi i det andet kapitel af Apostlenes Gerninger, Grundlæggelsen af de første menigheder, som skriftet kaldes i Den Nye Aftale, og som jeg i det følgende vil citere fra.
Her hedder det til indledning, at ”Jesus’ tilhængere var samlet” og at ”de så nogle tunger, der lignede flammer, og som fordelte sig på hver enkelt af dem, og de blev fyldt af Helligånden”.
Spørgsmålet er, hvem disse tilhængere så er. Er det de tolv disciple eller de omkring hundrede og tyve eller endnu flere?
Da de tilrejsende fra alverdens lande undrede sig over at høre Jesus’ tilhængere tale på hver deres sprog, rejste Peter sig op ”sammen med de elleve andre disciple og talte, så alle kunne høre det”.
Af indledningen til skriftet om grundlæggelsen af menighederne fremgår det, at discipelkredsen efter Judas’ forræderi og død har suppleret sig med Matthias. Der er således stadig tolv disciple, som opfylder kriteriet om at være særligt valgt blandt ”de mænd, der har været sammen med os, mens Jesus var her, lige fra dengang han blev døbt af Johannes, og til han forlod os og blev taget op til himlen”.
Men er det så alene disse tolv disciple, der modtog Helligånden i form af ildtunger, eller er det de ”omkring hundrede og tyve af Jesus’ tilhængere”?
Peter refererer i sin pinsetale til, at ”vi alle sammen” kan bekræfte Jesus' opstandelse, at folk henvendte sig til ”Peter og de andre disciple”, at ”alle, der var blevet døbt, holdt fast ved det, de havde lært af disciplene”, og at ”folk var fulde af respekt over for disciplene”. Det er ikke ganske klart, hvor mange det drejer sig om, når Peter refererer til disciplene.
Mon vi ikke derfor skal forstå pinseberetningen således, at der var flere end de tolv, som modtog Helligånden pinsedag i form af ildtunger, hundrede og tyve eller endnu flere, men at det var Peter og de elleve, der herefter fortolkede begivenheden og bevidnede dens overensstemmelse med både de gamle profetier og med Jesus’ liv, død og opstandelse.
I en vis forstand er det hverken de tolv eller de hundrede og tyve, men alle mennesker, der modtager Helligånden. For Helligåndens sendelse forstår vi ikke kun som et oversættelsesunder.
Da folk på hver deres sprog hørte om ”de store ting, Gud har gjort,” skar det dem i hjertet. På den måde fortælles det, at Jesus i sit fravær er nærværende i fortællingen om ham på en sådan måde, at ingen mennesker lades uberørt.
Således kunne man sige, at alle mennesker modtager Helligånden, når de med fortællingen om Jesus ikke blot hører om Guds barmhjertighed, men også føler sig omfattet af den.
Venligst
Jesper Stange
Jesper Stange er uddannet teolog. Han er sognepræst og ekstern lektor ved Pastoralseminariet. Se hans andre brevkassesvar.
Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.
Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.
Pinse i Bibelen
Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem.
Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.
I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle folkeslag under himlen. Da nu denne lyd hørtes, stimlede folk sammen, og de blev forvirret, fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål. De var ude af sig selv af forundring og spurgte:
»Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere og elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere – vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.«
Alle var ude af sig selv, og i deres vildrede spurgte de hinanden: »Hvad skal det betyde?« Men andre spottede og sagde: »De har drukket sig fulde i sød vin.«
